Amerikansk teknisk død
Når du hører ordet melodisk dødsmetal, kommer du så også til at tænke på Skandinavien, måske endda nærmere Göteborg? For det gør jeg – bands som Amon Amarth, Dark Tranquillity og At the Gates fylder mit sind med associationer i den forbindelse. Men denne her gang skal vi meget længere væk end hen til vores svenske naboer. Vi skal sgu et smut til Fort Collins, Colorado i USA. For det amerikanske band Allegaeon, etableret i 2007, udkom for få dage siden med sit album DAMNUM, som er sprængfyldt med melodisk dødsmetal og tech metal. Er du lige så spændt på at høre det, som jeg er? Så skru op for volumen på dine høretelefoner, og læn dig godt tilbage.
Et ocean af musikalske elementer i en smeltedigel
”Bastards of the Earth”, det allerførste nummer på pladen, indledes roligt med en guitarsolo. Herefter intensiveres guitarsoloen, og trommerne får fuldt smadder, som også kombineres med atmosfæriske riffs. En instrumental sammensmeltning. Mere intenst bliver det endnu, for dernæst indtræder vi i en brutal passage af growl. Nummeret bliver ved med at overraske, og vi præsenteres også for en bridge med kvindelig og mandlig clean vokal. Hvorefter et kor af growl kommer til stede, og til sidst fortsætter nummeret derudad i det hurtige tempo.
”To Carry My Grief Through Torpor and Silence” ruller lige så stille i gang med en guitarsolo, og herefter begynder nummeret med tempobaserede trommer og guitar, som afledes af growl. Samme vokal er også i fokus i omkvædene. Og så kommer der et afbræk med to, der growler i kor. De overraskende elementer er langt fra slut. Glidende transitioner mellem growl og skrig kommer i fokus som en fusionerende enhed. Længere henne støder vi på en bridge latinamerikansk folkemusik. Denne passage skaber et element af frisk pust til den ellers tunge musik. Til sidst, men ikke mindst fortsætter det tunge og høje tempo i resten af sangen.
Nummeret ”Called Home” er særpræget og skiller sig ud fra de forrige numre. Den instrumentale lydoplevelse er meget langsommere end hidtil. Det skaber en transition fra starten til enden. Ud over det så gøres der også langt mere brug af ren vokal og brudstykker med growl. Fokusset på skønvokalen i omkvædene kreerer en mild og blid kontrast til de andre sange. Man får tid til at trække vejret. Dermed er det ikke sagt, at Allegaeon går på kompromis med brutaliteten, for slutteligt i sangen får vi taget luften fra os igen, da en knusende dyb growl gør enden på nummeret.
Når man kigger på musikken generelt på dette album, så ser man en stor variation af vokalskifte. Det instrumentale lydbillede bærer præg af buldrende trommer, guitarsoloer og bas. Blast beats, som der gøres brug af i melodisk dødsmetal, er også en integreret del ad flere omgange på lydbilledet her – det skaber det hurtige tempo. Normalt kan det blive ret monotont at lytte til, men det formår både trommeslageren, Jeff Saltzman, og resten af bandet at afværge ved at tilføje nye overraskende finesser til tapetet.
Når stormen lægger sig
Hvis man sætter Allegaeon i perspektiv til andre bands, så er der vist ingen tvivl om, at det er forholdsvis kort tid, blot 15 år, at bandet har eksisteret. Det synes jeg er bemærkelsesværdigt, da bandmedlemmernes sammenspil ikke er til at sætte en finger på. Endvidere så har bandet siden 2010 haft udskiftninger i deres trommeslager, hvor den nuværende er Jeff Saltzman. Det føles, som om Jeff altid har været en del af bandet. Allegaeon fylder deres musik med overraskende indtryk. Der er både kor med to vokalister, som growler, vokal med skrig og ikke mindst skønvokal, og så er der en enkel bid af latinamerikansk folkemusik, diverse riffs og instrumentale soloer. Alt dette gør, at man som lytter, får alle bandmedlemmers talent ind under huden – og dermed er tvivlen ikke eksisterende, fordi både hvert enkelt bandmedlem og bandet i sin helhed er kompetent og dygtig til sammenspil. Udformningen af et teknisk dødsmetalmesterværk.
