På forrige udspil “Awaken The Dreamers" fik All Shall Perish bevist omverdenen om at bandet ikke kun handlede om brutal deathcore. De mere melodiske indslag gav albummet den nødvendige alsidighed til at albummet ikke røg i kategorien "endnu et deathcore album". Desværre fik All Shall Perish nok ikke helt den opmærksomhed, bandet egentlig retteligt fortjente for “Awaken The Dreamers" . På seneste udspil, "This Is Where It Ends" fortsætter All Shall Perish ufortrødent og især på åbneren "Divine Illusion" har aggressiviteten fået et hak opad og bandet lyder flere steder på albummet ikke helt ulig det som The Black Dahlia Murder genremæssigt praktiserer.

På "There Is Nothing Left" tages svenskerdøden op og revideres med lidt Lamb Of God ind over. Og især melo-dødsmetallen sætter sit præg på de fleste numre uden dog overhovedet at lyde at lyde som noget der har overskredet sidste salgsdato. I det hele taget er det med en afsindig teknisk og overlegen formåen at All Shall Perish sparker det ene efter det andet nummer i gang – på "Spineless" vil folk med hang til teknisk død i hvert fald også få noget af deres trang tilfredsstillet.

"This Is Where It Ends" går dog ikke kun op i tekniske finesser, staccato riffs og hurtige numre, og tyngden finder også vej til de fleste numre – eksempelvis i den dødstunge "Procession Of Ashes". Alt i alt er "This Is Where It Ends" et varieret udspil, men på trods af de melodiske tendenser der også til tider præger albummet, har det ikke same gennemslagskraft som forrige album, “Awaken The Dreamers".

All Shall Perish sparker røv på mange af deres ligesindede deathcore-/dødsmetal-/meloddøds-fæller, dog går det for meget op i aggression og der er simpelthen for få sange der skiller sig ud på albummet til at All Shall Perish ryger endnu et niveau højere op på rangstigen.