Et frodigt felt
Den danske metalundergrund er efterhånden en velassorteret størrelse. Samtlige genrer synes at blomstre, og nye metalhåb spirer frem med lysets hast. Dette er også tilfældet for doom-segmentet, hvor københavnske Alkymist nu vil lege med. Kvartetten, der har eksisteret i små to år, har strikket fire tracks sammen, som alle er at finde på debut-ep’en Element.
Kontrast og koncept
Med Element hives vi ind i et mystisk og melankolsk spind. Tempoet er i bund, atmosfæren er i højsædet, og en kraftfuld lyd buldrer af sted. Klassisk doom blandes med sludge og en pæn mængde prog, hvilket skaber et spændende udtryk. Det er langsomt og støjende – til tider hypnotiserende – og sporadisk fyldt med dyriske urkræfter.
De fire tracks er alle relativt lange, men i det store hele kan de sagtens bære det. Fra første nummer, ”Myling”, viser Black Sabbath-viben sig i et slæbende guitarriff, der dog hurtigt overgår til en stille melodi. Skæringen har en fantastisk atmosfære, og denne akkompagneres på fineste vis af Peter Bjørnegs kradsende og insisterende vokal. Næste nummer, ”Djinn”, fortsætter umiddelbart, hvor ”Myling” slap. Dog gør kvartetten brug af nogle mere spacy effekter, og Philip Morthorst eksperimenterer med trommerne. Cirka en tredjedel inde i nummeret sker den store omvæltning, og vi vender tilbage til urkræfterne og møder en primitiv lyd: Nummeret nærmest stoppes, vokalen skrues helt ned i tempo, og dyriske lyde hyler i baggrunden. Skiftet er ikke ubetinget godt, men det tegner et effektivt stemningsbillede og passer fint ind i Alkymists særegne univers.
Instrumentalnummeret ”Black Egypt” viser endnu en gang, at kvartetten mestrer de fængende atmosfærer. En simpel clean guitar med ekko og ambience styrer slagets gang, og det er ganske betagende – skæringen er bare alt for lang! Med sine seks minutters stilstand og eftertænksomhed formår nummeret ikke helt at matche intensiteten fra de øvrige tracks. Den halve spilletid havde været nok. På ”Paradise” er der atter gang i bassen og de knasende guitarriffs. Bjørnegs ord er tydeligere, og han synger ikke helt så mudret som tidligere, hvilket er en fed variation. Halvvejs gennem tracket finder han sin helt blide stemme frem, og der hældes sågar lidt spoken words på. Sidstnævnte er måske nok hørt cirka 10.000 gange før, men i samspil med det hamrende fede guitarriff og den sørgmodige stemning fungerer det sgu meget godt.
Trods trængsel på den danske doom-scene har Alkymist fundet deres egen niche og deres egen lyd. Element viser et stort potentiale, et klart koncept og har kun enkelte skønhedsfejl.
