Manali

Lidt over otte blev årets første Krypt skudt i gang af det koldingensiske stoner doom-band Manali, der har eksisteret siden 2020. Bandets musikalske udtryk er kendetegnet ved sin slæbende, rå og monotone form, hvor fokus primært ligger på bastante lydflader, og instrumenterne flyder ind i hinanden. Således var det ikke en overraskelse, at sættet, der varede omkring 40 minutter, kun bestod af tre sange startende med den endnu uudgivne “In This Body”. Dette nummer svøbte sig som en tung dunst omkring tilskuerne og fyldte salen med bassens rungende klang leveret af Sammy Jagdev. Højdepunkterne i dette nummer var definitivt de passager, der blev suppleret af Pætter Wollesen på vokal, der skar igennem lydmuren som skærebrænder gennem stål. Disse passager var der efter min mening dog alt for få af – for eksempel var der ingen vokal i sangens første syv minutter – så helhedsoplevelsen gik hen og blev ret kedelig og ensformig. Det var ikke kun denne anmelder, der havde den fornemmelse, for spørgsmålet fra aftenens eneste fremmødte barn lød da også: “Er de færdige nu?”. Efter denne omgang fremstod andet nummer, "Sinful", der som foregående vil indgå på bandets kommende plade, med sine gennemtrængende synth-elementer, ligeledes fremført af Wollesen, som en forfriskende afveksling. Lyse momenter fandtes også på sættets afslutningsnummer, “Mary”, der indledtes af Mikkel Hansens klare guitarspil, der desværre blev overskygget af det øredøvende feedback i højtalerne. Nogle minutter inden sættet fandt sin afslutning, hoppede Wollesen ned fra scenen og forlod lokalet for ikke at komme tilbage – og dette blev symptomatisk for hele denne optræden, hvor der var minimal publikumskontakt. Når det er sagt, er der dog ingen tvivl om, at musikerne i Manali virkelig har noget at byde på, for alle tre sange i sættet havde gode og interessante elementer, der desværre havde det med at forsvinde i ensformigheden. Og jeg må nok konstatere, at det virkelig er en smagssag, om man kan lide musikken eller ej. Men hvis atmosfærisk slæbende doom er noget for dig, kan Manali fanges den 15. februar i Ribe sammen med Ablaze, Almue og Patron. 

Sætliste:

1. In This Body
2. Sinfull
3. Mary

6/10

Kvalt

Da det lokale sludge metal-band Kvalt indtog scenen med “Heritage” fra deres seneste EP, Darker Days, blev både tempo og antal publikummer i salen skruet betydeligt op, og pladsen foran scenen fyldtes med rå energi fra både unge og gamle. Også bandet holdt den gode energi kørende og lod sig ikke gå på af en kort afbrydelse mellem sættets to første sange, der skyldtes mindre tekniske vanskeligheder, men udnyttede tiden til at skåle med de fremmødte. Lydbilledet under hele denne optræden var præget af groovede riffs, vellykkede intensitetsskift og Patrick C. Rasmussens gennemtrængende vokal. Det kom særligt til udtryk på “Tinfoil Castle”, hvor jeg især bed mærke i den varierede tromme leveret af Sune Højer Laugesen, der lagde grundlaget for nummeret og sammen med guitaren spillet af Brian Brodersen skabte et medrivende lydlandskab. Det gjorde sig også gældende for femte nummer, “Darker Days”, der med sine temposkift ført an af rytmesektionen med Kim Møller Mikkelsen på bas satte gang i aftenens første pit. Sættet, der varede omkring 40 minutter, blev afsluttet med højdepunktet “Mirror Match”, hvor Kvalt for alvor viste deres samspilsevner. Kvalt var aftenens mest vilde indslag, men de klædte lineuppet fint, og hvis de afholder en koncert i nærheden af dig, kan jeg anbefale, at du giver dem et lyt.

Sætliste:

1. Heritage
2. Down
3. Tinfoil Castle
4. Devolution
5. Darker Days
6. Cover
7. Mirror Match

8/10

Alkymist

Så blev det tid til aftenens headliner, Alkymist, som i november 2024 udgav deres anmelderroste tredje langspiller, UnnDerr, der udgjorde størstedelen af aftenens sæt startende med pladens åbningsnummer, “The Scent”. Allerede fra første tone var det tydeligt, at denne optræden ville være afstemt ned til allermindste detalje, hvor hvert element fik sin egen plads i det samlede billede. Særligt på tredje nummer, “Unnderr”, fik alle musikkens komponenter rig mulighed for at udfolde deres fulde potentiale, og særligt Peter Bjørnegs facetrige vokal med en imponerende spændvidde gav nummeret et helt unikt udtryk.   

Omkring halvvejs gennem sættet røg trommemikrofonerne dog, hvilket udløste en sagte knasen i højtaleren – det var dog kun en mindre detalje i den samlede oplevelse, hvor de øvrige elementer fungerede helt fremragende. Også publikum lod sig rive med og bidrog under “My Sick Part”, hvor særligt bassen spillet af Kaspar Luke var fremtrædende, med entusiastiske heyråb. På “Fire In My Eyes” var det endnu en gang rytmesektionen med Per Silkjær, der brillerede og buldrede derudad, samtidig med at Stefan Krey leverede det ene massive riff efter det andet, mens Bjørneg brølede det ondeste, han havde lært.   

Så var det ifølge frontmanden kommet til aftenens sidste nummer, “Masters of Disguise”, hvilket udløste en bølge af suk i publikum, så han tilføjede, at “det er et langt et”. Men da der alligevel var lidt tid tilovers, måtte publikum også få glæde af “Ghost” som afslutning på en skøn aften i doommetallens tegn. 

Sætliste:

1. The Scent
2. Digging a Grave
3. Unnderr
4. Light Of A Lost Star
5. My Sick Part
6. Fire In My Eyes
7. Masters of Disguise
8. Ghost

8/10