Pension, nej tak

Alice Cooper har i en alder af 69 år nok efterhånden opnået en plads på listen over rockveteraner. Iført den ikoniske øjenmakeup og horror-prægede temaer virker han i 2017 stadig ikke som en, der har tænkt sig at gå på pension foreløbig. Tiden mellem Welcome 2 My Nightmare og Paranormal er dog det længste interval, der har været mellem to Cooper-albums i hans karriere, hvis man ser bort fra arbejdet med sideprojektet, Hollywood Vampires, i mellemtiden, så måske er han alligevel ved at nå en grænse, eller også har lysten til variation måske bare ramt ham.

Forandring fryder. Eller ikke

Alice Cooper har i stort set hele sin karriere bygget et ry op som en dygtig rockentertainer, og han kan lide at blande horror ind i sin musik og sceneshow. Det er ret tydeligt, at Paranormal ikke er en undtagelse på det punkt. Alice har på dette album valgt at oversætte nogle aktuelle temaer i samfundet til sit eget sprog. Hvis der er noget, han kan lide, er det at skille sig ud og være bizar, men samtidigt drage folk ind i sit univers, og hvorfor ændre på noget, der fungerer?

Allerede fra starten af albummet, på titelnummeret, skriger musikken ”Alice Cooper”. Sangen handler om en pige og hendes bedste ven, der er et… ja, et spøgelse. Man får alligevel en lettere blid opstart, da ”Paranormal” er et sted mellem en Alice Cooper-ballade og rock, som man kender det fra ham. Hen over albummet begynder man dog at kunne kende ham igen. Teksterne og musikken bliver mere dystre og rock ’n’ roll.

En sang, der dog skiller sig lidt ud er ”Genuine American Girl”, som egentlig efterlader en effekt på en. Sangen handler om en stærk mand, der er transseksuel og ikke bange for at vise det. Dette er for mig en stærk samfundsrelateret sang kombineret med en kliché om, at det er helt okay at være sig selv, og så kommer det fra en mand, der i høj grad er mester i at skille sig ud og være stolt af det.

Musisk er der ikke vildt meget, der har ændret sig for Alice. Han kører stadig sin sædvanlige rock ’n’ roll-stil, der har fulgt ham igennem hele hans karriere. Som tidligere sagt, hvorfor ændre kurs nu i en alder af 69? Man kan dog godt lidt fornemme et mere moderne udtryk, men det er mest i form af en bedre lyd. Det er ikke så råt, som det har været.

Alice er Alice, og det ændrer sig nok næppe

Når alt kommer til alt, er der ikke rigtigt en finger at sætte på albummet. I hvert fald ikke, hvis man er stor Alice Cooper-fan. Hvis man elsker alt, han tidligere har lavet, vil man næppe blive skuffet over Paranormal, hvorimod hvis man følger ham lidt on/off, vil man nok blive småskuffet over, at han ikke har ændret synderligt meget på noget.

Det er et ganske udmærket rockalbum, men man savner noget nyt. Jeg har lyst til at sige, at jeg savner noget originalt, men Alice Cooper er vist noget nær essensen af originalt.