Et nyt album fra Alice Cooper er jo for undertegnede altid en kærkommen gave, og derfor er "The Eyes Of Alice Cooper" selvfølgelig et af de albums som jeg har set allermest frem til at sætte tænderne i her i år 2003. Jeg kunne bruge spaltevis af plads på at prise The Godfather Of Shockrock, men enhver god anmeldelse fortjener som bekendt at se tingene lidt for oven og belyse det konkrete album bare en smule objektivt. Min totale blinde hengivenhed kan dermed konstateres ved at indrømme at "The Eyes Of Alice Cooper" ikke slår benene væk under mig på samme måde som f.eks. mesterværket fra 2000, "Brutal Planet" gjorde, men mindre kan satme også gøre det. "Brutal Planet" var nemlig en af den slags plader, der i Alice regi var ligeså epokegørende som både "Love It To Death", "Welcome To My Nightmare", "Raise Your Fist And Yell" og "Trash" var det i sin tid, men dermed ikke sagt at Alice Cooper derimellem ikke har begået mesterværker, da jeg med min pointe blot mener en overraskende kovending og tildeles kommerciel succes - hvilket så måske igen vil kræve at jeg nævner "School's Out" og "Constrictor", i hvert fald hvad sidste nævnte faktorer angår.

Men for ligesom at vende tilbage til det nye album igen, kan det siges at der denne gang er lagt betydeligt vægt på at skabe et solidt rock album der emmer af saft, kraft, nærvær, entusiasme, glød og ikke mindst ønsket om at skrive den umiddelbare gode rock skæring. Men hov, er det i virkeligheden ikke sådan det som oftest er tilfældet med Alice Cooper? - jeg mener, det er stadig den der dejlige rustne stemme der guider os gennem hans forunderlige univers af sort humor, dommedags anekdoter og gammel kærlighed til rock'n roll. Tjek blot numre som "What Do You Want From Me", "Man Of The Year" og "Detroit City" (med MC5 guitarist, Wayne Kramer). "The Eyes Of Alice Cooper" har en temmelig nedbarberet produktion, i forhold til den noget mere massive og dystre forgænger, "Dragontown" - og det er nok i virkeligheden det der gør at den nye lige skulle rotere en par flere omgange i anlægget, før den sad sådan rigtigt - modsat "Dragontown" der sad lige i skabet efter første gennemlytning. Tilgengæld er det fedt at høre Scott Gilman gæstespille på nummeret "Bye Bye, Baby" med sin saxofon - det er fandeme' bare stiv halvfjerdser pik der vil frem i verden.

Pladen er indspillet med et enkelt studio live setup, med kun ganske få overdubs efterfølgende, og sædvanen tro bakkes han op af et velspillet band, der tæller de samme folk som Alice brugte sidst han besøgte KB Hallen i november 2002, nemlig: Eric Dover og Ryan Roxie på guitar, Chuck Garric (Bas), Teddy "ZigZag" Andreadis (keyboards) og longtime drummer, Eric Singer. Med andre ord kompetente folk, der kan deres kram, og jeg glæder mig allerede som et lille spædbarn der skal gense sin mors patter, til Alice Cooper forhåbentlig kommer til landet igen.

Kan du li' din Cooper rock upoleret og uforfalsket kan du roligt slå til her, men regulært metal er en by i Rusland. Det er sgu også fint nok i ny og næ!