Invitation til introspektion

Rent musikmæssigt byder januar først og fremmest på genudgivelser af det forgangne års oversete og selvudgivne succeser. Men dernæst er det tid til black metal og atter black metal – der er noget ved vintersolens spinkle stråler, den kølige morgenluft, dynerne af sne og de lange nætter, der inviterer til indadvendt melankoli. Medmindre, selvfølgelig, man kommer fra Danmark, hvor de førnævnte vinterkendetegn er en saga blot. Duoen Aethyrick stammer imidlertid fra Finland, hvor konceptet ”vinter” lever mere op til sine typiske kendetegn. Dette afspejles i musikken på det tredje studiealbum siden dannelsen i 2016, som er skænket den ophøjede titel, Apotheosis, og som snart udkommer via The Sinister Flame.

Fri sangskrivning i fastslået format

Aethyrick bekender sig til den naturdyrkende, hedenske black metal – en distillering af tidlig Ulver blottet for akustiske elementer, som også bør gå rent ind hos fans af eksempelvis Drudkh. Riffs sammensættes af hele akkorder, som igen sammensættes i harmoniske progressioner, som igen sammensættes til langstrakte kompositioner. Melodiske guitarstemmer føjes undertiden til akkordprogressionerne – altid svævende og langstrakte, i tråd med rytmeguitaren. Trommerne bidrager med de velkendte blastbeats, dobbeltpedaler og sågar et godt, gammeldags backbeat i ny og næ, mens den endog meget flænsende vokal indtager midterregistret. Enkelte strejf af synth giver lejlighedsvise indtryk af en klar stjernehimmel, men som hovedregel skaber finnerne fint en drømmende atmosfære uden at ty til tangenterne.

Med sådan en dedikation til stilarten man kan indvende, at Aethyrick må være låst fast. Hvor stor variation kan man skabe med seks forskellige akkorder, tre forskellige rytmer og så godt som ét tempo? Svaret venter tålmodigt på den opmærksomme lytter; duoen er ikke tanketomme kultister, men besidder tværtom en raffineret evne til at manipulere sangenes intensitet. Duoen modulerer brugen af synth og melodi samt ændringer i rytmer og guitaranslag til at bygge på sangene med det resultat, at de altid afsluttes med en sand energiudladning. Øvrige tiltag – det være sig subtilt fingerspil over akkorderne og en solid tilstedeværelse fra bassen – giver nogle af stykkerne lidt mere kød, men disse anvendes sparsomt, så de ikke render afsted med fokus i lydbilledet. Et fremragende eksempel er ”In Blood Wisdom” – i halvdelen af spilletiden hænger den fast i den nøjagtig samme akkordprogression, men det kræver en koncentreret indsats at høre det.

Min egen erfaring med denne stilart er, at musikken risikerer at forlade opmærksomheden og lægge sig i baggrunden. Dette er ingenlunde tilfældet med Apotheosis, som sørger for at skabe klare og tilfredsstillende skift mellem individuelle passager. Dertil er der faktisk deciderede melodiske hooks at spore på nogle af sangene, ligesom enkelte breaks sørger for at fastholde opmærksomheden, dersom den vandrer for vidt. Jeg synes dog, at åbneren, ”The Starlit Altar”, overskygges af resten af albummet, både hvad angår melodier, riffs og skiftene derimellem. Et held, det er én sang, som overgås af de øvrige fem i stedet for modsat.

Snestorm i stuen

Apotheosis er fremragende kompensation for os, der med glæde ville have cyklet ud af byen klokken fem om morgenen for at glo ensomt på en sneklædt eng, men som endnu engang må håbe på næste år. De to finner formår at skabe langstrakt, hedensk black metal efter de gamle dyder, samtidig med at musikken er konstant medrivende. Med en velkalibreret sans for sangudvikling øger gruppen følelsesudtrykket og intensiteten mod sangenes afslutninger, mens rejsen derhen byder på tilpas med eventyr i form af melodier samt tempo- og akkordskift. Resultatet er ikke et album, man lytter til på grund af dét der bestemte syge riff, men snarere ét, man sætter på med ønsket om at undslippe de omgivende mursten for en stund. En klar anbefaling til fans af black metal-melankoli.