Rhinguld af tvivlsom karat
’OK, boomer, du napper da Accu§er, ikke?’ Omtrent således lød forespørgslen fra overkommandoen, da redaktionens aldrende nestor mere eller mindre frivilligt fik stukket tyskernes selvbetitlede album i den patinerede safarivest for nøjagtig fire år siden. En udgivelse, der tydeligvis efterlod et noget blandet indtryk og derfor meget passende blev præmieret med fem henkogte kranier. Og alt imens min højt estimerede kollega formentlig fortsat grubler løs over, hvor han nu mener at kende de preussiske paragrafryttere fra, har selvsamme kvartet på ny meldt deres ankomst. Rebirthless er bind 13 af de samlede anklageskrifter, der første gang blev nedfældet på demoen Speed Metal fra den gyldne årgang ’86. Tysk thrash domineres dog til stadighed af ’The Big Teutonic 4’ og Exumer, hvorimod gruppen fra Siegen, Nordrhein-Westfalen må siges at have indtaget en lidt mere anonym rolle. Mest opsigtvækkende forbliver derfor det faktum, at mangeårige guitarist René Schütz som en gennemgående gimmick har valgt at aftræde igen-igen … igen (!).
Mere kød, mindre kål … per omgående, tak!
Den nye mand med øksen hedder i øvrigt Sascha Stange. Og hvis du lige nu sidder og ligner et stort spørgsmålstegn, så er du næppe alene. Det er formentlig de færreste, for hvem bandnavnene Firescent, Mindcrime og Whitlow ringer en klokke. Nå, men betyder nyt blod så også ny lyd? Ah, ikke så meget igen. Det er stadig samme arrige koalition mellem germanerriget og det californiske bugtområde, der svinger taktstokken. Som en preussisk pitbull konkurrerer forsanger Frank Thoms tillige indædt med Olli Fechners komprimerede trommemønstre om at fremstå som det mest irriterende … ahem … insisterende element.
Først på den eponyme leadsingle finder vi strengeleg, der marginalt løfter sig over omgivelserne. Ikke desto mindre efterlades vi med en fladtrådt fornemmelse af at have hørt det hele både før og bedre. Med andre ord: Numre, der svinger mellem tre og fem minutters varighed? Tjek! Dræbende kedelige riffs i metermål? Tjek! Forcerede C-stykker, der smager mere af kål end af knækpølse? Trippel-tjek! Og så må vi endelig ikke glemme de bevidstløse tønder, der buldrer løs i så generiske rytmer, at Fechner snildt kunne snuppe sig en morfar og sætte en AI til at stå vagt imens.
Vi spoler i stedet frem til ”Fear Denied”, hvor der langt om længe kommer et breakdown med lidt bid i, og hvor riffblokkene formår at gøre en smule indtryk på sin efterhånden noget søvndrukne lytter. Nu kan vi minsandten fjerne poterne fra skip-knappen og lade skiven løbe. ”Spiritual Recipients” formår sidenhen at skabe en moderat fængende synergi med lead og rytmeguitar, inden ”Damned By The Flood” lukker og slukker med nogle af de bedste temposkift og velklingende harmonier, Rebirthless formår at mønstre. Ja, Selv Thoms lader til at have fundet noget frem, der minder om en halv oktav ekstra i et ellers noget snævert registerspænd.
Et rap over nallerne og en omgang samfundstjeneste
Med fare for at give fornyet taletid til et projekt, der for længst burde være gået i glemmebogen, så når jeg frem til følgende konklusion: Slår man op i den digitale begrebshåndbog under ’humlehøvleri’ eller ’nakkeknæk’, så er lydfilerne fra From Hell I Rise ved at være modne til udskiftning. Accu§er sigter åbenlyst efter at underholde masserne frem for at inspirere eliten, og det er der for så vidt heller ikke noget galt i. Men så bliver jeg simpelthen nødt til at bryde med den presseetiske linje og delagtiggøre jer i en snas fra pladeselskabets promoveringsmateriale: ‘Overall, “Rebirthless” is […] everything that has always defined the band: powerful melodies, aggressive rhythms and profound lyrics that captivate listeners and make them think.’ Hvad angår det aggressive udtryk kan vi muligvis diskutere visse formildende omstændigheder. I forbindelse med de øvrige anklagepunkter er sagen straks af mere graverende karakter. Det står måske allertydeligst klart under ”Painted Cruelty”, der resonerer af noget, som selv Max Cavalera ville arkivere under småt brændbart ved næste statusopgørelse af overskudslageret. Og så får ’Perlemors’ pibe pludselig en helt anden lyd: Den boller jo ikke i høretten!
