1000 grader varmt!
Du har måske prøvet det: en charterferie i det græske øhav. Med bagende solskin, badeture på stranden, den karakteristiske duft af solcreme i luften. All inclusive-hoteller med masser af kolde drinks, lækker mad og azurblå pools. Forestil dig så det komplet modsatte, og du har mit bud på tilblivelsen af Cheat Death fra græske 1000mods. Strandturen er skiftet ud med et 1000 grader varmt studie. All inclusive består af halvdårlig takeaway, varme energidrikke og lunkne bajere. Duften af hav, strand og solcreme er skiftet ud med blod, sved og tårer. Og lad os være ærlige: Det er røvhamrende fedt og præcis sådan, det skal være!
Inden tilblivelsen af Cheat Death vinkede bandet farvel til guitarist Giannia S., der havde været med siden tilblivelsen i 2006. Dette lader de resterende bandmedlemmer sig dog ikke begrænse af, selv om det har sat sine spor i deres musikalske univers. Trioen leverer nemlig, hvad de selv beskriver som deres hårdeste musikalske værk til dato. Og det tør siges! De er gået fra en klassisk stoner/doom-lyd over til en meget mere heavy, punket og alternativ stil.
Det energiske og det følsomme
Pladens 10 numre kan deles i to lige store bunker: en bunke med numre, der er meget energiske, har et højt tempo og tunge riffs som eksempelvis ”Overthrown”, ”The One Who Keeps Me Down” og ”Speedhead”. Der er elementer af punk og heavy metal, det er hurtigt, og det er tungt. Det er derfor også et langt anderledes lydbillede, de skaber på dette album, end hvad man er vant til at høre fra bandet. Virker det bedre? Ja, for fanden da! Den energi og nerve, der er i disse numre, er virkelig fed. Den anden bunke numre er mere følsomme, langsomme og nærmest romantiske i deres udtryk. Det er blandt andet numrene ”Love”, det instrumentale nummer ”Bluebird” og pladens afslutning, ”Grey, Green Blues”.
Fælles for begge puljer er, at der virkelig er noget på spil for de her tre gutter; de har sagt farvel til en kollega, en ven og en musikalsk legekammerat. De har lukket en dør bag sig for at åbne en ny og afprøve nye veje. Hvilket giver en fantastisk nerve og intensitet i sangene, og bandet spiller, som gjald det deres liv. Hvilket det egentlig også gør – i hvert fald er der ingen vej tilbage for dem.
Titelnummeret ”Cheat Death” er albummets bedste nummer, hvor bandet formår at koble deres nye udtryk med deres gamle. Det fede åbningsriff, der bringer tankerne hen på god gammeldags 80’er-heavyrock, og det punkede udtryk i sangen giver en enorm god energi. De storslåede elementer i sangen sender en kærlig hilsen til nogle af deres tidligere numre indenfor stoner- og doom-genren. Dog ligger ”Overthrown” på en stærk andenplads og fanger med den episke, nærmest ”Sad But True”-agtige intro, nummeret har. Kombineret med disse linjer i teksten, som beskriver hele stemningen på pladen: ”I am all alone / on a path so unknown / I am overthrown”.
Albummets svageste nummer er ”Götzen Hammer”. Effekterne på vokalen fra forsanger og bassist Dani G. roder i lydbilledet. Omkring halvvejs i nummeret virker det til at være to forskellige sange, der er koblet sammen, uden at det helt giver mening. De nærmest Slipknot-agtige slagtøjslyde i starten af nummeret forvirrer endnu mere. Et nummer, der skulle være blevet i skrivebordsskuffen og finpudset endnu mere før udgivelse.
Døden bliver snydt – denne gang
Selv om numrene isoleret set stikker i forskellige retninger indenfor punk, metal, alternative rock, stoner og doom, så får man som lytter oplevelsen af et sammenhængende album. Bandet står ved en skillevej rent musikalsk, de eksperimenterer med nye genrer og afprøver nye veje – og lykkes bestemt med det. Samtidig fungerer vekselvirkningen mellem de energiske og de følsomme numre rigtig fint. Man kommer både op og ned i ens indre følelsesliv under de næsten 60 minutter, albummet varer. Jeg kunne godt ønske, at de gik endnu mere all in på de nye genrer, de afprøver, og stadig holdt samme fokus på at blande dem, uden det bliver kaosagtigt. Kommer det til at ske? Det må vi høre på deres næste album.
