Sørens Top 3
Foto: Mark Stoumann
For både vin og musik gælder det, at der normalt skal noget afstand til, før man med sikkerhed kan sige om en årgang har været god eller ej. Det er dog ikke tilfældet for 2018, for sikke et år vi har haft! De bedste i min optik kan du læse om her.
Danske udgivelser 2018
Præcis som i 2017 har den danske metalscene leveret masser af fede albums her i 2018: Hatesphere, Grusom, Bersærk, Xenoblight og I’ll Be Damned har alle på hver deres måde imponeret. Vi fik også solide udspil fra både Baest og Slægt, selvom de ikke helt kunne leve op til i hvert fald mine forventninger. På trods af den generelt høje kvalitet af udgivelser i år, har der har egentlig ikke været ret meget tvivl om min top 3, som kommer her:
3. Artillery – The Face Of Fear
De danske thrash-veteraner har altid udgivet albums af høj kvalitet, men alligevel er det som om, gruppen er blevet genfødt, siden forsanger Michael Bastholm kom til i 2012. Den optur fortsætter i dén grad med The Face Of Fear, der indeholder det ene klassiske Artillery-riff efter det andet. Bastholms vokal flirter lidt med power-metallen, men den understøtter suverænt de melodiske og stemningsfulde elementer i musikken. Jeg har ikke hørt et bedre thrash-album end The Face Of Fear i 2018.
2. Sinnrs – Profound
Hvor kom de lige fra? Ud af nærmest ingenting udgav den danske black metal-duo Sinnrs deres fantastiske debutalbum Profound tilbage i juni måned. Det er mørkt og voldsomt som forventet af black metal, men alligevel meget mere end det. Der er klare symfoniske elementer i musikken, men numrene bliver heldigvis aldrig sovset ind i kæmpeorkester og kor, som der ellers ofte er tendens til, når der er tale om symfonisk black. I stedet får vi horn, strygere og så videre i små, afmålte doser – nærmest som kammermusik - og det passer perfekt til de stemninger, Sinnrs så vellykket fremmaner. Er du til andet end 100% norsk anden bølge black, bør du ikke overse denne perle.
1. Møl – Jord
Endnu et debutalbum på listen og hvilken et! Jord er ganske enkelt en drøm af en plade. Møl spiller blackgaze, stærkt inspireret af blandt andet Deafhaven, men de forfalder ikke til uendeligt lange, indadvendte sange som den traditionelle shoe-/blackgaze. Tværtimod afbrydes de smukke stemninger hele tiden af brutalitet og energi. Sangskrivningen er i top, produktionen er fantastisk og udførelsen nærmest perfekt. Jord er helt fortjent et album, der har fået masser af opmærksomhed rundt omkring i Europa og derfor optræder på adskillige ’album of the year’-lister som denne. Det bedste danske metalalbum i årevis!
Internationale udgivelser 2018
At lave en top tre over internationale udgivelser i 2018 kostede, i modsætning til den danske, en hel del hovedbrud. Tyske The Spirit udgav en forrygende debut. Voivod, Krisiun, Rivers Of Nihil, Immortal og ikke mindst Zeal & Ardor var i heftig rotation på min Spotify, og på årets korteste dag har Sulphur Aeon udgivet et lille mesterværk, men desværre for sent til for alvor at komme i betragtning hos en langsom starter som mig. Der var dog alligevel tre albums der skilte sig ud:
3. Burning Witches – Hexenhammer
Jeg er bare vild med de her schweiziske hekse. I 2017 udgav de deres forrygende debutalbum, og dette års Hexenhammer er endnu bedre. Det er traditionel heavy metal med udgangspunkt i den klassiske NWOBHM fra 80’erne, men udført så medrivende og professionelt, at man fuldstændig glemmer tid og sted. Det går over min forstand, hvor vitale Burning Witches fremstår, og hvordan de på lidt over et år kan udgive to så suveræne albums i en forholdsvis fortærsket og klichefyldt genre, som traditionel metal jo altså er. Judas Priestess er der nogen, der kalder dem, og hvis du læser videre, forstår du måske, hvorfor jeg betragter det som en stor ros – især i år.
2. Judas Priest - Firepower
Det kan godt være, at både Metallica og Maiden er større, og at Black Sabbath kom først, men er der et band, der bedre end Judas Priest definerer, hvad heavy metal helt grundlæggende er? Næppe. Det kan også godt være, det allerede er sagt hundrede gange andre steder, men med Firepower har de gamle veteraner udgivet deres bedste udspil siden Painkiller. Jeg havde aldrig forestillet mig, at der nogensinde skulle optræde to traditionelle heavy metal-albums på en af mine årslister, men Firepower er uundgåelig. Det er sindssygt, at de gamle mænd i Priest har genfundet så meget energi og power, som dette udspil viser, og de kunne snildt have spillet mindst halvdelen af sangene fra dette eminente album, da de besøgte Royal Arena tidligere i år.
1. Ihsahn - Àmr
Den norske metalscenes gale videnskabsmand har gjort det igen: trukket i en total ny retning men bevaret den tårnhøje kvalitet. 80’er synthesizer og poppede omkvæd med clean vokaler blandes ubesværet på Ámr med mere traditionelle black elementer. Alle sange udføres ”kompetent og besnærende” som vores anmelder skrev, da hun kvitterede med 10 kranier. Jeg er ikke helt deroppe, men det er godt nok tæt på. På trods af de poppede tendenser, er der en knugende, klaustrofobisk stemning over hele albummet, der i al sin omskiftelighed stadig hænger fantastisk sammen. Hvem har brug for Ghost, når Ihsahn laver musik på denne måde? Klassiker.
Årets koncert 2018
I et år, hvor man har set alle sine gamle helte fra ’The Big Four’ krydret med en masse nye bands på vej frem, burde det ikke være nemt at vælge årets bedste koncert, men det er det. Møl og Zeal & Ardor var forrygende på Copenhell, og Slayers afsked med Danmark var i min optik magisk. Cellisten Jo Quail og Myrkurs folkesange tog fuldstændig røven på mig i Pumpehuset, men ingen af dem kunne toppe Iron Maiden i Royal Arena. Et gigantisk show, et super oplagt band og en suveræn sætliste slog med syvtommersøm fast, at der stadigvæk ikke er nogen, der gør det bedre på en scene end Steve Harris & Co. i topform.