COPENHELL 2016 - mens vi venter på reportagen

Copenhell 2016 Copenhell 2016

COPENHELL 2016

Solskoldningerne er så småt ved at holde op med at brænde, tinnitussen har ringet af, og vi er langsomt ved at vænne os til hverdagen efter tre dage i en parallel dimension, der har budt på solskin, metal og masser af øller. Nu er det tid til at gøre status efter vores syvende tur på pladsen, for som både almindelige deltagere og privilegerede røvhuller vil vi enormt gerne give vores mening til kende om dette års arrangement. For der er mange af dem, og selvom de er delte på tværs af redaktionen, så er der alligevel et par fællestræk ved vores oplevelse af afviklingen.

Alle dem med blå bånd skal nu op af vandet

Først og fremmest er vi enige om én ting især: maden. Copenhell byder på et væld af kulinariske oplevelser til både den grønne tand, den søde tand og til den tand, der rigtig godt kan lide kød. Der er noget for enhver smag, og vi byder initiativet særdeles velkommen og krydser fingre for, de fastholder det brede udvalg fremover.

Dog er der et par kritikpunkter, der ikke handler om lineup’et, da det, ligesom maden, er en smagssag. Mest af alt går kritikken på, at der ikke blev taget højde for vandet – både den slags man indtager, og den slags man udskiller. Ingen kunne have forudset, det ville blive så varmt på forhånd, men det kunne have været ønskværdigt, om de ansvarlige for den flydende forplejning havde været lidt mere på stikkerne, for det skete op til flere gange, at boderne måtte melde udsolgt på vand – ganske uhensigtsmæssigt, når solen bager fra en skyfri himmel, og der ikke er adgang til vandposter på pladsen. Et andet problem, direkte relateret til det forrige, var manglen på ordentlige toiletfaciliteter. Dem af os, der var privilegerede nok til at have et sort armbånd, oplevede det ikke på lige så nært hold som dem med de blå bånd, men at skulle soppe igennem den massive sø af tis, der opstod på stien fra Pandæmonium til Hades, kunne der have været taget hånd om ved at have flere pissoirer OG smide grus/sand/kattegrus ud til at tage det værste højvande.

Så mange mennesker, så lidt plads

Når det så er sagt, klapper vi begejstret i vores små fedtede hænder over den genistreg, det var at lave den førnævnte sti. En genvej, om du vil, så du ikke blot slap for at pløje dig igennem menneskemængden på hovedvejen, men en genvej, der også bragte trafik forbi det fjerneste hjørne af festivalpladsen, der bl.a. gemte på områdets (desværre) eneste kaffebod. Vi håber hermed på, det bliver en permanent del af festivalen, for det aflastede en stor del af det trafikale clusterfuck, der var i området lige inden for indgangen. Der var ofte kø og masen for at komme igennem kaosset, der måske kunne afhjælpes ved at gøre udgangen fra Pandæmonium-land bredere.

Generelt var festivalbilledet præget af for mange mennesker på for lidt plads. Man kan argumentere for, om ledelsen har givet køb på autenticiteten for profittens skyld; for selvom der var blevet hevet nogle formidable scoops hjem i den absolutte sværvægterklasse, betød det også, der var alt for mange mennesker i år – på for lidt plads. Alternativt kunne man drosle lidt ned på mængden af solgte endagsbilletter, eller generelt bare antallet af billetter til salg, for hyggeligt var det altså ikke.

Hvordan synes I selv, det går?

Nu skal det heller ikke forfalde til en lang klagesang, for på trods af tis og regn og kø var i år en skøn oplevelse. Igen. Der bliver lagt en helt masse arbejde, tid og penge i et projekt, der, på trods af enkelte skønhedsfejl, virkelig formår at samle folk på tværs af køn, alder og indtægt. Og vi elsker det, hvert år. Alle kommer til Refshalevej 185 med én ting for øje: metallen. At man så samtidig får et skud tro på menneskeheden tilbage, er ren bonus. Sjældent er der oplevet et så favnende og inkluderende udsnit af alverdens brogede skarer, hvad enten det er i pitten foran Helviti eller i Biergarten eller køen til toilettet. Copenhell er smil over hele linien og lige så fredelig som en forstad til en forstad. Vi har alle sammen fået 20.000 nye venner, og vi glæder os til at se jer igen næste år til mere metal, mere sol og mere fest.

Kommentarer (5)

Jesper

øl prisen skal da ned på kr.

øl prisen skal da ned på kr. 35 , at give kr. 50 for 1 øl er sku da for meget, man kunne gå tilbage til låg med peanut i toppen at øl kruset så man ikke spiller så meget på vej tilbage, når man skal igennem menneske mængden med 5 øl, super god ide med vej bagom til Hades, det var da vist kun til Black Sabbath vi alle var samlet foran scenen, så syntes ikke det var generelle pladsproblemer, måske man skulle give satellit baren oppe på bakken, en slags radio til nødopkald, så de folk der kommer galt afsted ikke skal vente 45 minutter på hjælp fra samaritter, ses i Hell til næste år

Torben.

Stort set enig, men det er

Stort set enig, men det er ikke rigtigt at der ikke var vandposter. De var flere steder rundt omkring. Der var forøvrigt også en kaffebod ovre i shoppingområdet.

Ud over at det var en fantastisk festival hvor langt det meste var super godt, var der kun to ting der ærgrede mig:

1: Øludvalget. Når Warpigs har en bod, så bliver man jo helt glad i låget at tænker YES! Nu kan jeg få noget ordentligt øl! Men det kunne man ikke, for Royal Unibrew har monopol på Copenhell :-(

1½: 50 kroner for en doven konsumøl er helt til grin.

2: Vandet, og det er ikke det man drikker, men det der dannede søer over hele pladsen når det regnede. Jeg fik seriøst våde fødder da King Diamond spillede, og det lagde desværre en dæmper på resten af aftenen.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Tidligere anmelder

Indlæg: 37

Det er korrekt med

Det er korrekt med vandposterne, men jeg er efterfølgende blevet informeret om der var så lidt gang i hanerne, de på det nærmeste var overflødige. Jeg bøjer mig for din overlegne kaffeviden og priser mig lykkelig for de strammede op i forhold til sidste år hvor der kun var skodkaffe med pulvermælk og sure ekspedienter... Hvad vandet fra oven angår, overvejede jeg at tage det med, men jeg syntes alligevel at irritationsmomentet var tilpas småt til jeg ville spilde krudt på det. (Jeg putter i øvrigt plastikposer i mine sko så jeg har tørre fødder hele vejen!) Grusning ville dog have hjulpet lidt på den sejlrende der dannede sig foran de store scener :P

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Festivalen var OK i år

Festivalen var OK i år (selvom jeg selvfølgelig er enig i, at øllet er for dyrt :-), hvem er ikke det?). Personligt synes jeg dog efterhånden, at der er lige rigeligt med hard rock og blødere metal på plakaten. Jeg er med på, at det ikke udelukkende er en ekstrem metal festival, men det kunne nu være rart med bare lidt flere ekstreme bands. Det er trods alt en METAL festival og ikke en rock ditto. Jeg synes også, der var en smule crowdet i år, og jeg håber ikke, at festivalen skal være større. For min skyld kan de godt skære det ned til 15.000 (så vidt jeg forstår, var der omkring 20.000 i år, correct me if I´m wrong).

Det mest irriterende var dog, at betalings parkeringen tæt på festival pladsen var skippet, og at man skulle holde 2 kilometer væk. Det kræver jo et større logistik arbejde, at få bakset alle sine øl, telt, og hvad man ellers skal have med sig, fra bilen og hen til teltpladsen. Få nu oprettet den betalings parkering igen. Jeg betaler gerne 100 kr. om dagen, for at få lov til at stille min bil der.

Cecilie Roos

Cecilie Roos

Tidligere anmelder

Indlæg: 37

Jeg er fuldstændig enig med

Jeg er fuldstændig enig med dig i parkeringen og det på trods af jeg ikke har en bil. Jeg formoder det er fordi der er et større entourage med, jo større bandet er. Derfor måtte almindelige dødelige ud på en længere tur :)