Black metal vs verden: et overblik

Black metal

Black metal, dengang og nu Hvad er det første, du tænker på, når nogen siger til dig, de lytter til black metal? Jeg vil godt vædde med, at selvom de fleste uindviede i metallens verden kvitterer med et forvirret blik, vil en stor del af de udenforstående alligevel svare, ”det er noget med satan” eller ”kirkeafbrændinger”. Selvom man ikke kan fornægte, de to ting altid vil være en del af black metallens historie, ved fans af genren, at det er uendeligt mere komplekst end som så. Men før vi kaster os ud i et foredrag om oprør og ufred, så lad os sammen se lidt på udviklingen af noget, der flere gange er dømt ude, forkastet af andre metalfans, latterliggjort og erklæret dødt. Vi vil fundere over, hvordan black metallen overlevede op til i dag, og hvad fremtiden bringer for en genre, der, som få, er blevet dæmoniseret og stemplet

Som så mange andre bevægelser er black metal kommet i bølger. Vi vil fremadrettet referere til de tre klassiske bølger af black metal med de temmeligt minimalistiske navne: Første bølge, anden bølge og tredje bølge. De tre bølger repræsenterer opstarten og udviklingen i musikgenren op til det punkt, hvor den befinder sig i dag, i sine mange forskellige stiludtryk.

Den Første Bølge: Ild, tempo og Satan
Den første bølge startede, som så meget andet heavy metal, i de tidlige 80'ere. De bands, der var med til at skabe stilarten dengang er, ironisk nok, ikke bands, der hører hjemme i det, vi i dag kalder for traditionel black metal på samme måde som fx Motörhead, der ellers bærer en stor del af ansvaret for at være inspirationen til udviklingen af thrash metal, ikke selv kan kategoriseres som thrash metal.

Selve udtrykket ”black metal” stammer fra engelske Venoms andet album, af samme navn, fra 1982. Albummet, der senere blev en hjørnesten for både black, death og thrash metal, inkorporerede nogle af de ting, vi nu om dage associerer med traditionel black metal:

Sange om død, Helvede og zombier – tjek.
Et simpelt cover, hvor både bandnavn samt albumtitel er svære at læse – tjek.

Venom stod dog ikke alene. De blev gjort selskab af blandt andre Hellhammer, Celtic Frost, Bathory, Sodom og Death SS for blot at nævne få. Alle disse bands, fra henholdsvis England, Sverige, Schweiz, Tyskland og Italien, spillede alle en instrumental rolle i den første bølge, i forhold til musikkens lydbillede. Herhjemme var Mercyful Fate med til at give black metallen det visuelle twist med teatralske effekter, corpsepaint og kostumer, samt en mere gotisk og stemningspræget tilgang til musikken - et koncept, der kan spores tilbage til blandt andet Alice Cooper.

Musikken var hurtig og voldsom, og produktionen var upoleret og rå. Venoms musiske talent fyldte ikke det store, men det var heller ikke det, der var vigtigt. Det hele handlede om udtrykket, og i starten af 80'erne skulle det bare være hurtigt og vredt. I 70'erne havde man punken med samme udtryk, og på mange måder var den tidlige black metal, en overbygning på punk og thrash.

Den første bølge var at finde i nærmest hele Europa, hvor hvert land havde sin egen fortolkning af, hvordan man bedst skabte vred, hurtig og ondsindet musik, der skulle fungere som modpol til det pæne og polerede heavy metal, der på daværende tidspunkt dominerede metalscenen.  Men selvom der allerede nu var nogle fælles træk at spore, var der stadig ikke et sæt dogmatiske regler. Alle de elementer, som folk oftest tænker på, når de tænker black metal, var ikke helt at spore i genren endnu; de skulle først for alvor dukke op i starten af 90'erne - næsten ti år efter, at Venom, Celtic Frost og co. havde tændt for deres forstærkere og skreget sig hæse og spillet sig døve.

Den Anden Bølge: Norge, sne og rollespil
Hvad folk oftest forstår ved black metal, er nordmænd iført stramt læder og corpsepaint, der smadrer sig vej igennem æteren med (bevidst) dårlig lyd. I perioden 1990-1993 begyndte en række bands i Norge, deriblandt Mayhem, Gorgoroth, Immortal og Darkthrone at fortolke og genopfinde tonerne fra den første bølge. Nu kan vi begynde at snakke om ”klassisk” black metal, da stort set alle de første norske black metal-bands var ret enige om, hvordan musikken skulle lyde – selvom der internt var uenighed om, hvordan man skulle se ud, samt opføre sig. Corpsepaint, langt, sort hår og læderet, var nu blevet billedet på en hel genre – ligeledes var idéen, at musikken skulle være ond, grusom og frygtindgydende og på ingen måde lettilgængelig.

På samme måde som punk i 70'erne handlede om at give ”manden” og ”systemet” en stor, fed fuck-finger, handlede den norske black metal ikke kun om det anti-religiøse, men også om at skræmme konformiteten ud af de småborgerlige og ”normale” nordmænd, samt alle andre, der kom til at lytte med. Dødsmetal havde længe været et hit i Norge, men nu var det altså ikke nok bare at lyde brutal i camouflage shorts. Der skulle handling bag ordene, eller i hvert fald skulle det se sådan ud, hvilket fik nogle af de allerede etablerede norske dødsmetal bands, såsom Darkthrone, til skifte spor og omfavne den nye lyd, der opstod på den norske scene.
Der var en rebelskhed i musikken og et voldsomt had til netop konformitet og organiseret religion, deraf hele idéen med at involvere Satan, samt det anti-kristne og anti-religiøse element, som ofte bliver associeret med black metal. Samtidigt omfavnede kunstnerne både forfatteren Tolkiens univers og deres egen kulturelle og historiske baggrund, med vægt på de førkristne traditioner. Det skinnede igennem i både det stilistiske udtryk, men i høj grad også i musikkens indhold. Især var opgøret med den ”pæne” metal med til at give black metallen det vedholdende ry, at det skal lyde hult og fjernt for at kunne klassificeres som black metal.

Men trods de mange fælles træk og retningslinjer, der var at finde i den anden bølge, var der alligevel uenighed i flokken. Det viste sig hurtigt, at de mange norske bands var uenige om, hvad der var ”ægte” black metal, hvordan man var satanist, om dét overhovedet var nødvendigt og hvem, der egentligt havde fået idéen til at starte med. Alt dette med at skulle overgå hinanden i ondskab førte til, at norsk black metal for alvor brød igennem undergrunden og ud på forsiderne af aviser verden over – dog i forbindelse med en række af begivenheder, der intet havde med musikken at gøre. I 1993 blev Varg Vikernes, fra bandet Mayhem, og senere Burzum, anholdt for at have stukket ild på en række gamle stavkirker rundt omkring i Norge. Dette blev senere fulgt op med et interview med Varg, hvor han netop fortalte, at det hele handlede om frygt og en spirituel tilbageerobring af Norge, en krig mod kristendommen og generel organiseret religion. Dog var det et ”opstillet” interview, på Vargs opfordring, hvor der blev smurt tykt på for at trykke på folks knapper.

Varg og Mayhem blev hurtigt ansigterne på den norske black metal; den vrede satanist med corpsepaint, og det image kæmper black metal stadig med den dag i dag, på både godt og ondt.
Samme år kom Varg endnu en gang på forsiderne af de norske aviser for at have slået sin bandkammerat, Euronymous, ihjel. Årsagen er stadig ukendt, men Varg har senere forklaret, det var en form for selvforsvar. Baggrunden uanset, var mordet på Euronymous kun med til yderligere at stigmatisere den norske musikscene. Øystein ”Euronymous” Aarseth var en af de oprindelige bagmænd bag den norske black metal-bevægelse, grundlæggeren af den legendariske pladebutik Helvete og anså sig selv som ”teistisk satanist” og totalitarist. Han var fortaler for, at black metal simpelthen ikke kunne blive ondsindet og voldsomt nok, men også, at man ikke bare skulle spille smart bag sin musik, men virkelig gøre noget ud af sine meninger og holdninger. Varg har gennem tiden sået en hel del tvivl om, hvor meget Euronymus rent faktisk deltog i andet end planlægningen af, blandt andet, de utallige brandstiftelser. Han mener netop ikke, der var handling bag ordene, hvorfor man kan undre sig over, han tog truslen på sit liv alvorligt...
Den anden bølge spredte sig også til resten af Europa. For eksempel i England, hvor Cradle of Filth begyndte at skræmme englænderne i 1991 med deres gotiske elementer, samt bandet Necropolis, der dog aldrig udgav noget musik, men gik mere op i at lave ballade på landets kirkegårde, noget der resulterede i, at black metallen næsten blev forbudt. Over alt i Europa bredte den nye lyd sig, med forskellige regionale udtryk, baseret på nationaliteternes særpræg og kulturelle baggrunde. I Tyskland var der en række black metal bands, der var hurtige til at blande neo-nazisme med black metal, hvilket nok heller ikke just gavnede genrens rygte på verdensplan, men blev endnu en plet på et i forvejen blakket ry.

Den tredje bølge: ALT KAN VÆRE BLACK METAL
Den første bølge handlede om at lave musik, der ikke var hørt før, det handlede om at være nytænkende og danne sig en niche; temaet var ondskab, helvedesild og masser af tempo.

Den anden bølge, handlede om at bevise, at det ikke bare var en stor joke og, at det var mere end bare musik; en livsfilosofi og en måde at anskue verden på. Det handlede ikke blot om okkultisme og vikinger, men i høj grad også om politik og ideologier, på samme måde som punk havde gjort det, små tyve år tidligere.

Den tredje bølge handlede derimod mere om at gøre oprør mod de regler og doktriner, den anden bølge havde opstillet omkring black metal. Bands fra hele verden, også Norge, begyndte at dukke op i slutningen af 90'erne og havde alle deres egen fortolkning af, hvordan black metal skulle lyde - om det så involverede en mere symfonisk tilgang med keyboards og synthesizers, eller bongotrommer og valdhorn, i kølvandet på den foregående bølges skarpt optrukne linier. Den tredje bølge ønskede at redefinere genren til noget i stil med, at så længe mørket og ondskaben var at finde, så kunne alt, på sin vis, være black metal og, at det nu var et fortolkningsspørgsmål, fremfor et spørgsmål om politik og religion.

Der skete det, i den sidste halvdel af 90’erne, at en række af de større norske black metalbands, Emperor, Immortal, Dimmu Borgir og Satyricon, blandt flere, skrev aftaler med store pladeselskaber og blev ”mainstream”. Det førte naturligvis til et opbrud på den norske black metal scene, da mange mente, at de ”gamle” bands havde ”solgt ud til manden og systemet”. Det rev den oprindelige ide om at være imod det konforme samfund midt over, og derved ramte identitetskrisen en genre, der for længst havde defineret sig selv. Det tvang fans og kunstnere til at tage stilling til, om det overhovedet var muligt at redefinere musikken, uden at give køb på integriteten.

Der opstod hybrider, der, af de mere etablerede fans og udøvere, blev stemplet som falsk black metal, fordi de gjorde op med de uskrevne regler for, hvad black metal skulle være. Der blev eksperimenteret med udtrykket; dem, der valgte at beholde corpsepaint-elementet, tonede den ned, og der blev skuet indad og arbejdet med det indre liv i form af negative følelser. Produktionerne kom mere i fokus, og gennem de senere år er der opstået en ufattelig stor mængde subgenrer, der alle inkorporerer stilistiske elementer fra flere forskellige genrer. Men det til trods, vil der, for fans af genren, altid være den umiskendelige lyd af den black metal, der overlevede mord, interne stridigheder og en verden, der dømte den ude.

Hvordan man derfor vælger at fortolke de budskaber, black metallen gemmer på, er efterhånden individuelt fra band til band og fra fan til fan. Der bliver ikke længere skelet til ophav og baggrund, og individualismen trives for alvor i en genre, der ikke lige sådan lader sig definere. Er Satan relevant? Måske. Hvad så med corpsepaint, læder og rustning? Tja, for at citere danske Denial of God; ”Hvornår synes du Emperor så mest spændende ud og gik i symbiose med deres musik? Da de havde corpsepaint og nitter - eller som nu med hipsterskæg og hornbriller?”

Nyd det, som du vil - hvis du vil.

Af: Jonathan Pichard og Cecilie Roos