The Hyle

Danske The Hyle har opnået opmærksomhed, som en del af Blastbeasts "The New Shit”. Bandet er nyt, men musikken som flået ud Electric Wizard og Saint Vitus bagkatalog. 

Det unge band angreb den lille scene på Loppen med stor selvsikkerhed, trompetbukser og et tight materiale. Lyssætningen var konstant holdt i røde farver, og effektfuldt placeret bag bandet. Det gav en dyster og skummel stemning, og ansigtstræk fortabte sig i de lange lokker og endnu længere skygger. 

The Hyle værdsætter det dystre og mørke. Men også det melodisk og iørefaldende. Riff og doom går jo hånd i hånd som øl og chips, og der var mange fede riffs at finde på opvarmningsbandets set-liste. I Forhold til det materiale jeg kendte fra nettet var både tempo og brutalitet heftigere og hurtigere, og det klædte bandet. 

Men i takt med at koncerten skred frem begyndte gentagelserne også at fylde mere og mere. Lyssætningen var statisk, og selvom bandet sled og slæbte savnede jeg noget variation og adspredelse i det samlede udtryk. Der var god plads mellem publikum, og bandets forsanger og bassist spaserede halvvejs gennem koncerten da også nonchalant ud blandt publikum. Uden at publikum dog tog dén danseinvitation op.

Alt i alt bevidste The Hyle, at de har næsen i sporet. En tight og selvsikker præstation. Forhåbentlig giver mere materiale og større spillesteder også mere plads og råderum. 

6/10

The Wounded Kings

Aftnens hovednavn var fløjet ind fra England samme dag. Selvom bandet havde været oppe siden klokken ondskab var kongerne tydeligt opsat på, at denne første aften på deres skandinaviske tourné skulle være noget særligt.

Jeg var forberedt på det.... Men var alligevel på forkant indebrændt skuffet over, at sangerinde Sharie Neyland havde trukket sig pga. personlige problemer. Sharie har en utrolig vokal og jeg har igennem lang tid set frem til en koncert med hende i centrum. Sådan skulle det desværre ikke blive. Forhåbentlig kommer hun retur inden alt for lang tid. 

Tilbage i front var George Birch som også havde varetaget vokalen på bandets to første albums, og selvom Sharie var savnet, blev hun også hurtig glemt. George Birch viste sig at være en karismatisk frontfigur, som både mestrede det gamle og nye materiale. 

Loppen blev aldrig fyldt eller proppet på denne onsdag aften. Men hyggelig club stemning var nu flytte ind på første sal, og kønsfordelingen blandt publikum var ikke så massivt maskulin som man normalt oplever. Nu blev manken svinget på forreste række, og der var efterhånden fyldt pænt op foran scenen. 

Bandets arkitekt Steve Mills holdt sig andægtigt i baggrunden og passede sit, mens George Birch og resten af bandet på underspillet cool britisk facon vandt nye venner. Spillelisten kom vidt omkring, og selvom lyden ikke var den bedste var de fleste vel godt tilfredse.  

Ekstranumre blev det ikke til, men alt i alt gav The Wounded Kings en rutineret optræden med et varieret udtryk.  

7/10