The Zombies

The Zombies tager os med på en rejse gennem tiden med både nyt og gammelt inden for den poppede, psykedeliske rockverden, som begyndte tilbage i 1958. De starter ud med en rigtig old fashioned rock’n’roll-lyd og knald på vibratoen i stemmen. Med keyboardet godt i gang på scenen får vi lækker jazzet rock, når det er bedst, med nummeret "I Want You Back Again". Klassisk 70'er-rock står for skud med “I Love You” og “Edge of the Rainbow”, og giver mig The Beatles-vibes. Også frisuren på guitarist Tom Toomey og den danske bassist Søren Koch giver mig en forestillingen om, hvordan udseendet skulle være i de glade dage med Woodstock og trompetbukser - nogle ting ændrer sig ikke.

Ældre bands nyder ofte at fortælle historier, og The Zombies er ingen undtagelse. Før næsten alle numre, er der en kort, ind imellem længere, introduktion, som beretter en lille anekdote om det nummer, vi skal til at lytte til. Også albummet Odyssey and Oracle får vi historien bag, hvilket ikke var synderligt populært, da det blev udgivet, men hele ti år efter steg gevaldigt på hitlisterne. Nummeret “Care of Call 44” bliver sat i gang, og hold nu op! Endnu engang er vi tilbage i tiden, publikum klapper i takt, og nyder oplevelsen. Med aftenens længste nummer “Hold Your Head Up”, originalt leveret at Argent, kommer der rigtig tryk på bassen og de underlæggende keyboardharmonier, som til sidst bliver til en vild keyboardsolo. Publikum er nu i rigtig god stemning til aftenens headliner. The Zombies slutter af med den allerførste sang som keyboardspiller, og eneste nuværende stiftende medlem i bandet, Rod Argent skrev, nemlig “She's Not There”, som sættes i gang med stor jubel fra den ældre del af publikum.

Falsetterne fra forsanger Colin Blunstone slår hovedet på sømmet hver eneste gang og på baggrund af netop det, og at bandet er “still going strong” på trods af 60 år på bagen, stiger The Zombies et helt kranie i karakter. De fem ældre herre er 2019-nominerede til Rock and Roll Hall of Fame, og de gør det fandme godt. Intet mindre end 9/10 kan gøre det.

9/10

Uriah Heep

Uriah Heep træder ind på scenen med stor, teatralsk intromusik. De hopper direkte til den lettere psykedeliske sound og fuld hammer på keyboardet med nummeret "Grazed By Heaven". Siden vi sidst fik æren af dem i lille Danmark i 2013, har bandet har haft godt gang i karrieren, og seneste skud på stammen, som vi nu skal høre titelnummeret fra, er Living the Dream. Guitarsoloerne får frit spil på "Too Scared To Run", og The Zombies har varmet publikum så godt op, at de allerede nu er klar til at rocke med til den helt store søndagsfest, som end ikke bandet havde regnet med skulle afholdes. Publikum bliver efterfølgende sat i arbejde på "Knocking At My Door", hvor de skal klappe med (i takt) og holde festen kørende.

Vi rejser tilbage til 1972 med det tungere nummer "Rainbow Demon", hvilket ham der står lige ved siden af mig i hvert fald kender. Med endnu et nummer fra den nye plade bliver tempoet sat ned, og Uriah Heep tager os ud i noget country-rock-agtigt med "Waters Flowin'". Tempoet kommer tilbage på "Rocks In The Road" med en glam-agtig lyd, der føles helt rigtig til Uriah Heep. Både keyboard, hi-hat og forsanger Bernie Shaws nasale vokal skaber stemningen. "Gypsy" og især "Look at Yourself" sætter festen helt på toppen, 30 minutter inden aftenen planlagt skal slutte.

I modsætning til The Zombies holder Uriah Heep sig tilbage med historiefortællingerne, men der kommer nu alligevel en anekdote hist og her. Jubelråb lyder, da guitarist Mick Box nævner nummeret, der så dagen lys i 1971, efter han havde været syg i tre dage, hvor de andre havde arbejdet på tre separate sange. Disse tre sange endte Box med at få samlet til ét nummer nemlig ”July Morning”. Publikumsjublen vil ingen ende tage, og jeg vil vove at påstå, at det er aftenens mest eftertragtede nummer - og man forstår godt hvorfor (ta' selv et lyt, hvis du får muligheden).

Det skal absolut nævnes om Uriah Heep, at harmonere, det kan de. Bernie Shaw kan stadig nogle tricks med falsetten, selvom man godt kan høre, at han er ved at være gammel. Han passer på sin stemme, og det er tydeligt, at stemmebåndet ikke bliver tvunget til noget, det ikke vil. Phil Lanzon (keyboard), Davey Rimmer (bas) og Box (guitar) har alle hver deres backup-mikrofon, og de forstår virkelig, hvordan den skal bruges. Men mikrofonerne behøves på ingen måde, sådan som det aarhusianske publikum ah'er med på "Lady In Black" til den helt store guldmedalje.

Ekstranumrene består af "Sunrise" opført med lækre gule og røde lyseffekter, der passer til titlen, og med et tempo som giver rigtig fredagsstemning på en søndag. Uriah Heep slutter den ultimative retroaften af med "Easy Livin'", som Shaw nævner, at de naturligvis ikke kan forlade scenen uden at synge for os.

9/10