Xettia

Den kolde død ankom fredag aften klokken 21.00 i skikkelse af det københavnske band Xettia. De fik deres debut på scenen på The Rock i København tilbage i 2010, og stedet lukkede desværre kort tid efter grundet manglende omsætning. De udtaler selv, at dette ikke var deres skyld! De er netop nu pladeaktuelle med EP’en Future Fades Away, og aftenen bød både på numre herfra, et nummer fra deres første udgivelse samt en helt ny uudgivet skæring: ”Forsaken One”.

De forstod at åbne aftenen med manér med deres nærmest doom-agtige tilgang til dødsmetallens fede grooves og mørke stemning. Det var tydeligt, at publikum i første omgang blev lidt desorienterede af forsangerens nærmest hiphopagtige påklædning, og på grund af numrenes længde blev der desværre kun plads til, at de kunne spille i alt fem numre, og det var ikke helt nok til, at folk nåede at leve sig ind i den ønskede stemning. Der var godt gang i den på scenen, og især forsangeren mildest talt dansede rundt på scenen. Det var tydeligt, at han nød at stå her foran publikum. Bandet har afgjort potentiale, men det virker ikke helt til, at de har fundet deres egen stil endnu, og der er stadig plads til finpudsning og udvikling, så det ikke bliver så ensformigt og mere stilrent – men absolut et band, man bør holde lidt øje med i fremtiden.

Sætliste:

1. New Clear Way (Nuclear War)
2. New Kind Of Disease
3. Inconceivable
4. Forsaken One
5. Hell’s Dimension

5/10

Spitanger

Da klokken sneg sig hen på 22.00 fredag aften, havde Døden formildet sig lidt, og det var tid til en skøn blanding af metalcore og groove metal med Spitanger. Ligesom Xettia er de pladeaktuelle med en ny EP, The Ballot or the Bullet?, og vi fik da også smagsprøver herfra i aftenens løb, lettere krydret med numre fra deres første album også. Til trods for lydproblemer med vokalen i Marios mikrofon og lidt forvirring omkring sætlisten fra guitaristen Rasmus Toftlund samlede de hurtigt op, hvor Xettia slap, og med en sjældent set professionalitet og charme havde de publikum i deres hule hånd.

Der blev mosh- og circlepittet, og stemningen var høj. Faktisk virkede det mest, som om folk ikke engang lagde mærke til de småsvipsere nævnt ovenfor, men derimod bare lod musikken og stemningen bære dem rundt. Spitanger var absolut i deres es og leverede en optræden, som publikum elskede. Instrumenterne var velstemte, og som altid bragede den buldrende bas og den tonstunge trommerytme lige ind i blodbanerne og fik sendt signaler til hjernen om at ryste garnet hæmningsløst. Havde det ikke været for lydproblemer og forvirringen omkring sætlisten, havde de da også scoret sig en langt højere karakter, for de fik da virkelig bragt de døde til live.

Sætliste:

1. Backstabbers
2. Unfaithful
3. Great Depression
4. Two-Face
5. Hurricane Moments
6. Alea Iacta Est
7. Freedom
8. Equality For Some -> 1/2 Wedding Day
9. Welcome To The Real World
10. Tales From Reality

7/10

Illdisposed

Der var en halv time til midnat fredag nat, da de længe ventede Illdisposed gik på scenen til tonerne fra ”Another Kingdom Dead”. Desværre fik de lagt en stor del af den opbyggede stemning i graven, for forsangeren Bo Summer havde kigget lidt for dybt i flasken. Han brugte mere tid på at snakke om, at de var fra Aarhus, end på at synge, mens han kravlede rundt på scenen på jagt efter papiret med deres sætliste. Resten af bandet leverede til gengæld varen; der var fede riffs, hvilket trak karakteren en smule op. Der var flere fans, som skuffede forlod stedet, inden bandet var færdige med at spille, og atter andre brugte mere tid på at kigge på merchandise og snakke ved baren end at se på scenen. Illdisposed har i næsten 20 år leveret fed død til verdens befolkning, både live og på utallige albums, men aftenens optræden var absolut en skuffelse for alle parter på grund af forsangeren, som flere direkte anså som flov og kedelig.

Heldigvis forstod resten af bandet at bevare deres professionalisme og opretholdt en smule af den fede stemning, som de to forgængerbands havde bygget op – ellers havde aftenen jo været helt spildt. Når det er sagt, vil jeg dog runde af med at sige, at jeg da er sikker på, at under andre forhold, så ville de have leveret en performance i særklasse, som kun meget få danske dødsmetalbands kan levere og leve op til. De præsterede faktisk at levere ikke mindre end 14 tracks trods den megen snak, men de var også først virkelig sent færdige med at spille.

Sætliste:

1. Another Kingdom Dead
2. The Way We Choose
3. I Believe In Me
4. In Light Of The Moon
5. Near The Gates
6. Case Of The Late Pig
7. Weak Is Your God
8. Sense The Darkness
9. Dark
10. Throw Your Bolts
11. A Child Is Missing
12. Purity Of Sadness
13. Submit
14. Now We’re History

3/10

Telos

Dommedag var nær, og det understregede Telos, da de kom på scenen lørdag aften kl. 21.00. Deres lange, mørke og dystre intro med de tunge trommer og den brutale bas sendte jordskælvslignende rystelser gennem Lyngby i en grad, så man virkelig kunne mærke det helt ind i rygraden. Normalt er blackened doom ikke lige det, jeg først lægger på pladespilleren, men jeg må sige, de forbløffede mig med deres vildskab, professionalisme og energi. Hver eneste tone sad lige i skabet, hvert eneste riff gik direkte i nakken, og hvert eneste trommeslag direkte i blodet, så pulsen gik i takt med musikken.

Sjældent har jeg kommet med så få forventninger og oplevet at få så meget mere, end nogen kunne have ventet. Desværre sprang flere af strengene på forsangeren Victor Kaas’ guitar undervejs, men til alles store overraskelse lod han sig ikke mærke med dette. Tværtimod valgte han blot at gribe mikrofonen, springe ned på gulvet foran scenen og trampe vredt og foroverbøjet rundt blandt publikum og virkelig lade dem mærke hans ondskab med hans stemme, så det rislede os alle koldt ned ad nakken. Først da nummeret var slut, sagde han henkastet, at han vist havde lidt tekniske problemer med sit instrument, og om bandet ikke kunne bakke ham op, mens han lige fik styr på det i en fart.

De fik også introduceret et helt nyt nummer, nemlig ”Selene”, som var mindst lige så flot fremført som resten af koncerten. De sluttede af med nummeret ”Hadean”, der er navnet på den kerne, som vores klode blev dannet omkring i tidernes morgen, da solsystemet blev til, og dette nummer forbliver nok min favorit med sin tunge, onde og på samme tid harmoniske lyd. Alt i alt en flot optræden og en, jeg er sikker på, at alle sent vil glemme, selvom der var lidt ”strengeproblemer” undervejs, og der måske stadig trænger til en smule finpudsning af takten instrumenterne imellem hist og her!

Sætliste:

1. Ape
2. Immersed In Green
3. Helios
4. Selene (uudgivet)
5. Deity pt. 1: Wither
6. Hadean

7/10

Redwood Hill

Efter en kort pause slog klokken 22.00 og dommedag var rykket betydeligt nærmere med bandet Redwood Hill. Inden andet nummer var publikum allerede blevet revet med af den mørke doom-stemning og stod og vuggede langsomt til musikken som zombier i ekstase. Der var slet ingen tvivl om, at Redwood Hill kan deres kram; det ene nummer gled næsten flydende ind i det andet og dannede et perfekt lydbillede, som ligesom omfavnede lytteren og tog ham med dybt ind i sit mørke. Særligt nummeret ”Microgravity” synes jeg, de fik fremført på en måde, der på én gang var smuk, ond og medrivende. Med samtlige af deres numre viste de en intens indlevelse og dygtighed på instrumenterne, og jeg tror sagtens, deres plade jævnligt kunne finde vej til min afspiller derhjemme. Jeg kom virkelig til at elske deres unikke lyd, og det var tydeligt, at jeg ikke var den eneste i salen med den følelse. De mørke toner og det blinkende lys byggede en sinuskurve af stemningselementer op, som mest af alt virkede som en vidunderlig rutsjebanetur i en forlystelsespark af forskellige stemninger og følelser, som bare fik blodet til at bruse i årerne. Jeg kan kun anbefale folk, at hvis de får muligheden en anden gang for at se dette band, så lad ikke chancen blive forpasset. De er virkelig kræs for øregangen.

Sætliste:

1. Sparks
2. Wie ein Adler
3. Albedo
4. Cytherean
5. Microgravity
6. Tristesse
7. Applewhite
8. Poseidon

9/10

Solbrud

Afslutningen på dommedag stod Solbrud for, og den kom snigende klokken 23.30 i en tæt tåge af tøris, som var næsten uigennemtrængelig. Bandets medlemmer fremstod som sorte silhuetter i røgen og tonede langsomt frem i mørket som apokalypsens fire ryttere til de monotone toner af deres første nummer, ”Bortgang”. Som den danske metalscenes nok mest populære black metal-band for tiden forstod de virkelig at gøre deres entré med manér.

Sproget er dansk, hvilket jeg sjældent har oplevet før, men på ingen måde noget, der trækker ned i kvalitet af deres fremførelse af numrene. Et mindre irritationsmoment var dog, at visse numre til tider blev lidt ensformige – heldigvis blev det vejet lidt op af deres flotte progressive opbygning af deres atmosfæriske sorte Dystopia. Men de mange gentagelser og utallige blast beats trækker desværre lidt i negativ retning alligevel, da jeg gerne så lidt mere afveksling i det instrumentale til at skabe et endnu bedre fundament for de velskrevne og flot fremførte tekster, som vokalisten Ole Pedersen Luk stod for at præsentere os for. Ligesom Illdisposed gjorde natten forinden, spillede Solbrud også til sent, men de forstod at lukke det hele med manér, så folk virkede direkte skuffede, da bandet til sidst gik af scenen. Når man ser bort fra ovenstående kritik, vil jeg dog tilføje, at jeg godt forstår, hvorfor nogen kalder dem for Danmarks ukronede konger af black metal, for de ved afgjort godt, hvad det er, de laver, og der skal ikke meget justering til, før jeg tror, de omkringliggende lande også vil lade Solbrud toppe deres metalhitlister.

Sætliste:

1. Bortgang
2. Forfald
3. Besat af Mørke
4. Afbed
5. Dødemandsbjerget

7/10