Bliv kernesund med core
Glem pilates, crossfit og Jane Fonda: Hvis du virkelig vil have pulsen op og varme i de frostbidte kinder, skal du dyrke core. Ikke træningen, men genren, selvfølgelig. For efter en ordentlig omgang metal- og hardcore i Lille Vega med Avoid, Vexed, Like Moths to Flames og Silent Planet blev snøftenæsen hurtigt glemt. Publikumsskaren var ikke den største, men de fremmødte fyldte salen med så meget energi, at der lige så godt kunne have været udsolgt. En særdeles besoffen herre lagde sig til rette både i pitten og på scenen, og man glemte helt, at det kun var nanofredag (også kaldet tirsdag). Lyd og lys var i top ligesom humøret.
Avoid
Seattle spytter stadig spændende unge bands ud af sin sagnomspundne musikscene, og det er Avoid bevis på. Forsanger Benny Scholl kom hoppende ud på scenen og mistede på intet tidspunkt sin ukuelige, smittende energi. Der var budt op til post-hardcorebal med tilhørende two-step i takt til djentet guitar og mindst fem shots tequila fordelt mellem bandmedlemmerne. I baggrunden kørte en collage af McDonald’s-reklamer og brain-rot-memes, hvilket virkede lidt forvirrende, men spillede ind i bandets selvironiske tone og friske fremtoning. Særligt under “Gator Fest” imponerede Scholl med sit energiske nærvær. Hans pig squeals og growls gav et godt drys krydderi til den klassiske hardcorevokal, og man ønskede sig blot mere af samme skuffe. Avoid skal opleves live, for festen lever ikke på samme måde videre på deres studiealbum. Bandet er svangert med deres tredje album siden debuten i 2018, og det bliver interessant at se, om de omsider kan indfange aftenens liveenergi.
Vexed
Kampen om at komme frem i musikverdenen har længe været præget af kønsbetinget ulighed. Som kvinde i en mandsdomineret scene skal de skarpe albuer være nyslebne, og knytnæverne udstyret med knojern, der kan smadre panserglasloftet. Megan Targett havde styr på begge dele, da hun som den eneste kvinde på plakaten indtog scenen til tonerne af ”Anti-Fetish”. Targetts vrede var så eksplosiv, at den kunne have startet en atomkrig. Trykbølgerne af hendes energi ledsaget af Jay Bacons skudsalveriffs og ubesværede pentatonik satte hurtigt pitten i omdrejninger. Vexed udgjorde en brat overgang fra Avoids hoppefest til en normkritisk knytnæve i maven på patriarkatet. Ligesom Escuela Grind og Copenhell-aktuelle Brat er Vexed således del af en ny bevægelse inden for core, hvor kvinder endelig får den plads og anerkendelse, som de har kæmpet så længe for. Med sin elegante vekslen mellem skønsang og growls baner Targett uden tvivl vejen for mange ellers overhørte stemmers skrig. I fremtiden vil det forhåbentligt ikke være nødvendigt at fokusere på forsangerens køn i en anmeldelse, og Targett vurderes ikke anderledes på baggrund af sin kvindelighed. Det er dog værd at kommentere, da det fylder en del i Vexeds lyd og lyrik. Targett understregede sine sanges budskab ved at kommentere den tilbagerulning af rettigheder, som lige nu udspiller sig i Amerika. Det var forfriskende at høre core med klare budskaber i stedet for de selvkredsende tekster, hvor forsangeren piller sig godt og grundigt i navlen for blot at fiske en halvkvædet vise om sin altid så misforståede følsomhed ud af dens sveddunstende dyb. Vexed skyder med skarpt, og det eneste kritikpunkt ved koncerten var, at den ikke varede længere. Man siger, at små hunde gør højest, og i aften var der ingen tvivl om, at Vexed som lineuppets underdog stjal showet fra de store headlinerhunde.
Like Moths to Flames
Apropos hunde så har jeg aldrig før set en mand, der mindede så meget om en vred chihuahua. Chris Roetter rystede af raserispasmer, mens han krængede growls ud over et først lidt uengageret publikum. Det er uklædeligt, når et band gentagne gange klager over publikums mangel på engagement. Selvom det til sidst lykkedes Roetter at ryste gang i pitten, vedblev han at synge samme klagesang over de få, der ikke tilsluttede sig festlighederne. Det virkede lige så patetisk som hans selvfølende skønsang, der ledte tankerne hen på en bedaget Bring Me The Horizon. Trommeslager Roman Garcia brillerede dog med sine velkomponerede temposkift og tekniske kunnen, ligesom guitaristerne Zach Pishney og Cody Cavanaugh fremstod som habile musikere. Hvis Roetter ruller hårdt nok med øjnene, kan han måske se indad og dér finde årsagen til publikums fald i energi. Han virker dog ikke som typen med hang til selverkendelse. I det hele taget fremstod Like Moths to Flames som et gammelt gadekryds af udtrådte genreklicheer, hvis ubehjælpsomme bjæffen kun er tomme trusler om tandløse bid.
Silent Planet
Silent Planets sceneoptræden var i diametral modsætning til Like Moths To Flames’. Forsanger Garrett Russel besad en svalende ro og naturlig autoritet over scenen. Han lignede næsten metalcoreversionen af Moses, da han trådte barfodet ind på scenen med sine lange lokker, og der gik da heller ikke længe, før han delte publikumshavet i en wall of death. Russels skønsang dominerede flere af sangene, og selvom den smøg sig smukt om ørerne, var det ærgerligt, at hans screams ikke fik mere luft. Lyset under koncerten forstærkede musikkens fortættede atmosfære. Det gav liv til det drama, der udspillede sig på scenekanten, når Russel stødte panden mod publikum eller krøllede sig sammen i krampagtig knælen og vred afmagt. Hans indlevelse var effektfuld og kammede på intet tidspunkt over, fordi hans nærvær virkede oprigtigt. På enkelte numre stjal de elektroniske elementer fokus, men bortset fra det spillede bandet upåklageligt. Særligt Mitchell Stark udmærkede sig med sine virtuose guitarriffs, der indvævede sig i Alex Camarenas’ tryllen med trommestikkerne. Publikum var ligeledes mere stille under denne koncert, hvilket Russel bemærkede. Modsat Roetter reagerede han dog ikke med vrede, men valgte at udnytte stilheden til en kort musikmeditation. Det var et elegant greb, der viser, hvordan man kan skabe koncertoplevelsen i samarbejde med publikum i stedet for at arbejde imod dem.
Fuldkorn og fuld core
Nakken er stiv som et bræt, trommehinderne hænger i laser, og benene har slået knuder efter timevis af two-step. Der er ingen tvivl: Det var en fed aften. Nok skuffede Like Moths To Flames med deres ærgerlige attitude, men de resterende bands havde en fest og inviterede publikum med. Det er altid en fryd at være tilskuer til musikere, hvor lysten tydeligvis driver værket, og det var den generelle stemning gennem aftenen. Kerner og fuldkorn er godt for maven, og man føler sig i den grad musikalsk mæt og tilfreds efter en aften fuld af core.
