Queen Machine og Danmarks Underholdningsorkester i DR Koncerthus
En drengedrøms opfyldelse
Det var deres store drøm: At stå midt på scenen i DR Koncerthus med publikums forventningsfulde ansigter vendt mod sig fra alle sider. I aften gik drømmen for anden gang i opfyldelse. Queen-coverbandet Queen Machine og Danmarks Underholdningsorkester indtog sammen den blå boks’ brune scene, og de blev mødt af en sal fyldt til bristepunktet med et nok en anelse aldrende, men ikke desto mindre engageret publikum. Både dem med og uden kunstige hofter svingede med på musikken, og selvom de færreste evnede at klappe i takt, så holdt de sig ikke tilbage. Queen Machine har udgivet to livealbums, Smukfest 2012 og A Show in the Woods: Live in Skanderborg ‘23, dog uden ledsagelse af Danmarks Underholdningsorkester. Bandet blev baseret i Aarhus i 2009 og er siden blevet folkeeje, hvilket også kan mærkes på de mange udsolgte shows.
Freddie uden fortænderne
Queen Machine både lignede og lød som Queen. Visuelt bidrog forsangeren Bjarke Baisners spejialsyede tøj stylet efter Mercurys oprindelige koncertoutfits til oplevelsen, mens resten af bandet og scenens ellers enkle opstilling gjorde, at det ikke blev teatralsk. Freddies lodne larve af et overskæg havde lagt sig godt til rette på Baisner’s overlæbe, og selv uden de ikoniske fortænder svang hans stemme sig helt op på Mercury’s højder. Kun i det indledende nummer “You Take My Breath Away” kunne man mærke, at stemmen endnu ikke var sunget varm. Det kom Baisner dog hurtigt efter, og ligheden med Mercurys store stemmeomfang var næsten skræmmende. Peter Jeppesen udgjorde en udmærket Brian May, mens Jens Lunde imiterede en karismatisk John Deacon, der var med til at holde energien og publikumkontakten hele salen rundt. Bandet spillede stort set upåklageligt, men det mest rammende var deres indlevelsesevne. Nogle cover-bands kan forekomme som halvlunkne gimmicks, der forsøger at tjene hurtige håndører på at lire lidt publikumsfavoritter af. Men ikke Queen Machine. Det kunne særligt mærkes under “Love Of My Life” og “Motherlove”, som var den sidste sang, Mercury indspillede inden sin død i ‘91. Midt i sangen forlod Baisner scenen, og hans fravær var et simpelt, men stærkt greb, der på respektfuld vis markerede det alt for tidlige tab af Mercury. Det var forfriskende, at bandet ikke blot spillede Queens greatest hits, men også inkluderede mindre kendte aspekter af deres diskografi. Dog savnede setlisten variation i forhold til temposkift, idet energien dalede efter tre ballader i træk. Da Queen Machine igen gik over til Queens mere dansevenlige monsterhits, var publikum dog hurtigt med igen. Det store trækplaster, som alle ventede på, var selvfølgelig “Bohemian Rhapsody”. Der var også fuld knald på rapsodien - på et tidspunkt ramte Baisner tempoet i klaverinterluden skævt, men selvom det kort var ved at bringe bandet ud af kurs, kom de hurtigt tilbage på sporet og reddede den flot hjem. Mindre tekniske detaljer som dette samt mismatchet mellem Bowies samt Baisners og Jeppesens vokaler i “Under Pressure” trak den samlede koncertoplevelse lidt ned, men man gik alligevel hjem med et fuldt hjerte og lyst til at høre endnu mere Queen.
En respektfuld og kærlig hyldest
Der var ingen tvivl om hverken bandets, orkestrets eller publikums kærlighed til Queen, og trods enkelte teknikaliteter var koncerten en smuk hyldest til de gamle drenge. Personligt har jeg et håb om, at deres koncerter med Underholdningsorkesteret ligesom koncerterne på Smukfest i 2012 samt Skanderborg i 2023 resulterer i et livealbum, for den klassiske klangbund giver musikken en fylde, som ellers savnes på de tidligere album. De to musikalske profiler er et godt match, og sammen bliver Queen Machine og Danmarks Underholdningsorkester the champions.
