Vi rejste et smut tilbage i tiden. Tilbage til en tid, hvor nu-metal var dominerende, og hvor det ene band efter det andet sprang frem. I aften havde de kristne P.O.D. taget Alien Ant Farm med sig på turne. Her viste det sig, at vi ville få lov at opleve noget så unikt som et to-mand-band med mere energi, end et samlet Amager Bio kunne håndtere.
'68
'68 består angiveligt af guitarist og sanger Josh Scogin og trommeslager Niko Yamada. Man ved det ikke helt rigtigt, da Niko officielt kun er vikar, når der turneres. Ikke at han ikke har energien og engagementet til at være en fuld del af ”bandet”, for der er lige så meget fuld fart over ham, som over Josh Scogin.
Netop den energi, de to bringer ind på scenen, får én til at tro, nogen bag scenen bare har sluppet to springfrøer løs på scenen og griner over, hvad der sker. Genren, de to drenge bevæger sig i, kaldes noise-rock, og det kan man i den grad godt forstå. Flere gange under sættet måtte Niko lige spænde sine trommer efter, fordi de havde fået så mange tæsk, at de var skruet løs, og Josh var nærmest to guitarer og en bas i sig selv.
Rent underholdningsmæssigt var de to drenge helt klart i top. Der skulle lige et par numre til, men så var publikum helt klart med. Der blev hujet og klappet, og i visse kredse holdt folk ligefrem op med at snakke sammen og fokuserede på scenen... Det gjorde også, at man kunne vente med at hente den næste øl og nyde underholdningen helt frem til sidste anslag. Jeg giver dem otte kranier, fordi der lige mangler noget forbindelse til publikum, som jeg synes er vigtigt ved en liveforestilling. Det kan være noget så simpelt som at stå med ryggen til publikum, frem for at kigge på dem.
Alien Ant Farm
Det var tydeligt, mens vi ventede på Alien Ant Farm, at aftenen var delt mellem publikum i forhold til, hvem de var kommet for at se. Det var meget enten eller. Der skete næsten en rokering, hvor dem, der var kommet for at se P.O.D., trak ud for at ryge, drikke et par bajere eller lignende, mens dem, der var kommet for Alien Ant Farm, trak frem i lokalet.
Det viste sig desværre også meget hurtigt, at bandet slet ikke fik fat i det publikum, der var. I flere omgange blev det endda pinligt, især når vi skulle høre om, hvordan Dryden Mitchell savnede enten sin søn eller sin mor, og om hvordan næste nummer var den ene eller den andens favoritnummer. Der var alt for meget snak mellem numrene og alt for lidt energi i selve underholdningen.
Hvis så bare de som band havde en form for samarbejde og forbindelse mellem hinanden, så havde det måske hjulpet. Men det virkede, som om det bare var fire fyre på scenen, der hver især havde deres rolle at skulle spille, som de så heller ikke spillede særligt godt. Der blev læst op fra et manuskript, men der var ingen følelser, engagement eller en tanke om at følge hinandens tempo.
Det betyder desværre, at vi ender på fem kranier for den opførsel, om man vil. Jeg havde som mangeårig fan glædet mig, og det kunne mærkes på publikum omkring mig, at de var skuffet over oplevelsen, og at '68 faktisk havde mere underholdning gemt i sig.
Payable by Death (P.O.D.)
P.O.D. ender således pludselig med at blive hovednavnet og er klar med aftenens sidste springfrø.
Efter en karriere på over 25 år, er det imponerende at Sonny Sandoval stadig kan hoppe og spring rundt på en scene, som han kan. Det er som at se en ung Mick Jagger, og stemmen er stadig lige skarp, selvom der hoppes rundt på scenen.
Og her var det tydeligt lige fra starten, at der var godt samarbejde og energi mellem bandet og sågar ud mod publikum. For de af jer, der har været i Amager Bio, så ved I, at der sjældent crowdsurfes. Det gjorde der denne gang. I ved også publikum ikke er tilladt på scenen. Det kom de også denne gang. Man kunne undrende spørge sig selv, hvor security var henne til denne koncert. Det gjorde Sonny også, for ind foran scenen kom en one-man-army for at gribe mennesker.
Hele den seance viste bare, hvor meget overskud Sonny havde denne aften. Der var interaktion, der var kærlighed til folket omkring ham, og der var ægte glæde for at stå på scenen. Vi fik da også alle de numre, vi kendte og en hel stak nye, som vi ikke kendte så godt. Men med 10 album og 25 år på bagen, så er der materiale nok at tage af. Det hele bunder vel i, hvad man ønsker at præsentere for sit publikum.
Jeg plejer gerne at spørge, når jeg er til koncert: Er jeg underholdt eller ej? Og det var jeg helt klart i sidste akt også. P.O.D. formåede at sprænge loftet på Amager Bio, og publikum nød det i fulde drag. Jeg ender på otte kranier for sidste akt på aftenen. Der var et par lyd- og koordineringssvipsere her og der, men ellers var det en rigtig god aften.
