Sinistro

Besat og dyrisk indlevelse

Aftenens første indslag var portugisiske Sinistro, som med deres massive blanding af sludge og doom skulle suge lyset ud af VoxHall. Til at starte med var det lyden, som var blevet suget ud af Sinistro, da de – i de første 30 sekunder – led under massive lydproblemer. Det virkede lidt, som om at lyden kun kom ud via bandets frontmonitors, da vokalen var stort set ikkeeksisterende. Men det blev heldigvis fikset efter relativt kort tid, og lyden bragede med ét ud af højttalerne, som var et stik blevet tilsluttet korrekt. Det ødelagde intet af helhedsindtrykket, som var: ”Wow!”. Hele showet var opbygget fuldstændigt perfekt omkring bandets forbandede mørke toner, og apropos forbandet, så skal her nævnes bandets fuldstændig fantastiske frontkvinde, Patricia Andrade! Hendes indlevelse og formidling af deres musik var simpelthen enestående. Badet i dagslysspot krængede og vred hun sig, som var hun besat, og gav virkelig udtrykket ”indlevelse” en helt anden mening – et udtryk, som aftenens hovednavn virkelig besidder, men på en helt anden måde. Det var betagende at betragte, samtidig med at man blev pumpet med indtryk fra resten af besætningens markante og dunkle rytmer. Det hele gik stort set op i en højere enhed, som ikke kunne efterlade andet end: ”Hold kæft, hvor var det fedt!” fra undertegnede og en stor del af de fremmødte. Bandet spillede en halv times tid og bevarede et højt niveau i store dele af deres sæt, men ikke helt nok til, at vi er oppe at sprænge skalaen. Det havde næsten også været for meget at forlange, men de gjorde et ihærdigt forsøg og efterlod et massivt indtryk!

8/10

Pallbearer

Solid indsats, der – desværre – hele tiden manglede lidt, for at det blev rigtig godt

Indlevelse og fremførelse var for alvor i højsædet denne aften, hvorimod underholdningen blev mere sekundær. Det viste første band, men Pallbearer viste også, hvordan musik kan fortolkes live, og når det bliver gjort godt, kan selve akten være ret så ligegyldig, når magien for alvor kommer til syne i musikken. Magien udeblev dog, selvom bandet virkelig var til stede og krængede hver en tone ud på bedste vis. Bandets tunge og doomede udtryk led – som første band – ikke af lydproblemer, da der her var skruet ordentligt på knapperne. Så de fik selvsagt en noget bedre start, men desværre svømmede de lidt i flere overflødige øjeblikke end gode. De gode øjeblikke var der dog i allerhøjeste grad, men de kunne desværre ikke løfte det overordnede indtryk. Sidst, bandet besøgte Aarhus, var det som headliner på Atlas, der ligger et stenkast fra VoxHalls noget større lokaler. Sætlisten var prydet med sange fra bandets seneste album, Heartless, som er et ganske fortræffeligt album, og hvor størstedelen af sangene også gjorde sig rigtig godt. Specielt den indledningsvise ”Thorns” satte dagsordenen for de massive toner, men også ”I Saw the End”, der blev fremført – som titlen sjovt nok antyder – mod slutningen af bandets sæt. Som forventet, når man ikke er hovednavn, er støtten ikke massiv. Selvom VoxHall var godt proppet med mennesker, var det tydeligt, at en stor del af de fremmødte ikke forstod, hvad bandet havde på hjerte. Men som skrevet før var der gode øjeblikke, som specielt bestod af de to sange, men også når Brett Campbells vokal virkelig skinnede igennem, hvilket den ikke formåede at gøre ret meget. Det var rigtig ærgerligt, men bandet gjorde stadig en rigtig fin indsats, som dog ikke blev den helt store åbenbaring. Jeg nød bestemt koncerten, men tog mig selv i at kigge på uret flere gange undervejs i sættet. Et muntert og ydmygt band takkede af, og så var det med at komme ud at trække ”frisk luft” inden aftenens sene hovednavn.

5/10

Paradise Lost

Paradise Lost indtog VoxHall ”with a shitload of old songs”

Klokken slog 23, og det var endelig blevet tid til, at det var Paradise Losts tur til at indtage scenen og indhylle Aarhus i totalt mørke og på den måde sætte punktum for en ganske god lørdag aften. Med scenen badet i farvet mørkt lys indtog de ældre herrer – anført af den yngre Waltteri på trommer – scenen med ikonet Nick Holmes til sidst, og så skulle vi fandeme i gang. Det kom vi med ”Gods of Ancient”. Der var ikke meldt udsolgt inden koncertstart, men vi har været tæt på, for der var proppet med mennesker, som var klar til at bliver forført af bandets gotiske og – ja, I havde nok gættet det – mørke univers. Og det blev vi så sandelig. Bandets seneste album, Medusa, var naturligvis på dagsordenen, men også en bred vifte af bandets gigantiske bagkatalog. Som Nick sagde: ”Now we’re gonna play an old song… We have a shitload of old songs!” – til stor jubel og spredt latter. For meget kan man sige om Nick, men den helt store showman, er han sgu ikke. Det er musikken, der kommer i første række, og han fremfører den på den måde, som han altid har gjort. Han fortrækker ikke en mine, men han leverer musikken, som den skal leveres. Alligevel er han ganske underholdende og ydmyg i sine taler til publikum, hvilket bidrager til en god oplevelse og gør, at man lige åbner øjnene og kommer tilbage til virkeligheden et par gange under deres koncert.

At bandet har flirtet med adskillige stilarter, giver også koncerten en mere varieret oplevelse; fra det tunge og dystre, over det mere heavy og gotiske, til den deciderede feststemning, som opstod under ”Tragic Idol”. Der blev virkelig sat skub i hovederne, og folk bølgede frem og tilbage i takt med musikken. Det blev lige lidt opmuntret midt i bandets depressive og alvorlige stemning. Her er jeg simpelthen også nødt til at nævne rytmeguitarist Aaron – som jeg også fik en snak med inden showet – der er en fornøjelse at betragte. Han føler hver en tone, og havde man stillet en mikrofon hen foran ham, havde man pludselig haft dobbelt op på vokal, da han skråler hver en strofe ”diskret” sammen med ”Old Nick”. Koncerten bølgede frem og tilbage i de mange forskellige stilarter, og det var tydeligt, at størstedelen havde en fest her i de sene midnatstimer med de muntre… jeg mener selvfølgelig vrede og sure Paradise Lost. Ej, det var sgu svært nogle gange ikke at få et smil på læben. Inden lyset skulle tændes igen, sluttede de af med monsterhittet ”No Hope in Sight” efterfulgt af ”The Longest Winter” og ”The Last Time”. Det var en rigtig god koncert. Det eneste, der var at sætte en finger på, var, at lyden var sådan lidt svingende, og med så stort et bagkatalog, som strækker sig helt tilbage til start-90’erne, var det ikke altid, at alle var lige meget med. Mange generationer var naturligvis samlet, og en fest, det var det, men taget blev aldrig rigtig revet af, så mørket for alvor kunne flyde over. Men hvad fanden! Det var et dejligt gensyn med Paradise Lost på aarhusiansk grund!

8/10