Grand Magus

’Vi ska spela något heavy metal for er’

Så enkelt kan det siges, og så enkelt kan det gøres. Grand Magus har da udviklet sig siden debuten tilbage i 2001, men der har nu altid været fokus på vikinger og fede hooks i deres forholdsvis traditionelle (vikinge-)metal. Ville det mon kunne gøre det ud for en passende opvarmning i en sal, hvor man ikke bare sad ned, men i høj grad sad og ventede på progressiv (døds-)metal fra allerøverste hylde? Udover de fede hooks har bandets styrke altid været JB Christofferssons vokal, og denne aften var ingen undtagelse. JB gik selvsikkert på scenen med bare arme, solbriller og i det hele taget fin rockstjerneattitude. ’Vi ska spela något heavy metal for er’, fortalte han fra starten, og det gik trioen så ufortrødent i gang med.

Absolut godkendt

Det var tydeligt, at Grand Magus er et bundsolidt og godt sammentømret band, og ingen tvivl om, at de leverede varen. Problemet var, at deres materiale sjældent løftede sig op over det banale. Det blev i længden lidt kedeligt, og selvom svenskernes sange har nogle af de fedeste titler, man kan opdrive på denne side af Midgård, er det ikke altid, at indholdet lever op til dem. Men riffet i ”Skybound” sad lige i skabet, der var fællessang på “Untamed”, og ”Like The Oar Strikes the Water” og ”Hammer of the North” sluttede med eftertryk et fint sæt af. Dermed var det langt, som i langt, bedre end den katastrofale opvarmning, vi fik fra Green Carnation i Amager Bio sidste år. Efter ”Sunraven”, titelnummeret fra gruppens ellers ikke helt vellykkede seneste album, udbrød JB, at det her 'går bedre, end jeg troede. Altså jer, ikke os'. Det var tydeligt, at trioen havde været nervøse for at spille i Koncertsalens store rum, men det korte svar på mit indledende spørgsmål er, at Grand Magus ikke bare overgik mine forventninger, men tilsyneladende også deres egne. Absolut godkendt.

6/10

Opeth

Progressivt overmod?

Tre kvarter fik vi fra Grand Magus, og efter en halv times pause var det så Opeths tur. De lagde ud med en hårdtslående ”§1” fra Last Will, men heldigvis afslørede næste indslag i sætlisten allerede, at Opeth ikke, i et anfald af progressivt overmod, havde tænkt sig at spille hele det nye konceptalbum fra start til slut. ”Master’s Apprentices” fra Deliverance var nemlig et kærkomment og uhyre vellykket gensyn, og det var tydeligt, at den her konstellation af bandet elsker at dykke ned i de gamle og ikke så ofte spillede dødsmetalnumre. En fuldstændig mageløst leveret ”The Leper Affinity” slog det indtryk fast med syvtommersøm. ’Det her bliver endnu en magisk aften i DR Koncerthuset’, tænkte jeg her under koncertens tredje nummer, men det skulle desværre vise sig ikke helt at holde stik.

Magi og døde perioder

Det var nemlig en uheldig beslutning at inkludere ”§7” i sætlisten. ’Det føles mest som et nummer, der skal drive historien frem, snarere end en egentlig sang’, skrev jeg i anmeldelsen af albummet, og det indtryk blev der ikke ændret på her. Et af de dårligste numre fra Last Will indledte en lidt død periode, der godt nok inkluderede fine udgaver af Damnation-’hittet’ ”In My Time of Need” og den vidunderligt underlige ”Häxprocess”, men som samlet set fik showet til at gå i tomgang. Det blev der ikke rigtigt ændret på, før altid mægtige ”Ghost of Perdition” satte gang i sagerne igen. Efter den opvisning gjorde det ikke noget, at “A Story Never Told” satte tempoet ned igen, for Last Wills bedste sang var decideret fremragende, og Fredrik Åkessons afsluttende patosfyldte guitarsolo var præcis som på albummet hans ”Comfortably Numb”-moment. Det bragte stemningen helt derop, koncertens indledning havde lovet.

Vi er alle Kiss-fans

De to ekstranumre holdt stemningen i top, og specielt den der afslutning I-ved-nok i “Deliverance”, hvor hele salen nu stod op, gav endnu en gang gåsehud. Bedre afslutning på et nummer, og en bedre måde at slutte en koncert på, findes næppe. Måske lige bortset fra konfettikanoner og ”Rock And Roll All Nite” fra Kiss, det band, Åkerfeldt lige inden ”Deliverance” havde proklameret, stod bag den første plade han købte, mens han stod og nørklede med introriffet fra ”Exciter” åbneren på albummet Lick It Up. Historien om det kæmpehit i Sverige i 1983 varmede hjertet på denne gamle Kiss-fan! Glemt var pludselig den lidt døde periode midt i sættet, og de lydproblemer, som nogle har påtalt, mærkede hverken jeg eller min mobiltelefon noget til. Så selvom vi ikke nåede op på de vanlige Opeth-højder hele tiden, var svenskerne endnu en gang et fremragende selskab i to timer.

8/10