King Parrot

Inden aftenens første band går på, er der stadig relativt tomt foran scenen. Det er et begrænset antal, der kommer så tidligt på aftenen, og de fleste var (forståeligt nok) at finde i baren, i merchandise-boden eller alle mulige andre steder end foran scenen. Trommeslageren gik rundt nede på gulvet foran scenen og hilste på de få, der stod klar. Men uagtet fraværet af et koncertklart publikum, indtog forsangeren fra King Parrot scenen, iført røde bomuldsshorts, ølmave og et manisk blik i øjnene, sammen med resten af bandet. Og med metalliske pisk fik de hurtigt samlet folk sammen og ført op til scenen.   

Det er tydeligt, at langtfra hovedparten af publikummet kendte bandet, for de fleste stod måbende, små-grinende og generelt målløse over det vanvids-show, der udfoldede sig på scenen. For mens forsangeren havde travlt med at løbe manisk rundt, hælde adskillelige liter vand ud over dem, der vovede sig tættere end ti meter fra scenekanten, moone publikum og komme med skrig, der ledte tankerne hen på både Anal Cunt og Düreforsög, satte King Parrot seriøst gang i festen med en velspillet, thrashet grindcore-galskab.

Vokalen lå lidt for langt fremme i lydbilledet, og bassen var lidt for lav, men sammenspillet var godt, og bandet var tydeligvis motiverede for at sætte ordentligt gang i publikum denne lørdag aften.  

7/10

Prong

Sammen med Sepulturas Roots og Panteras Far Beyond Driven, udgjorde Prong i 90'erne en stor del af baggrundsstøjen til de mange dage på skater-ramperne. Specielt de to albums Cleansing og Beg to Differ fyldte meget for undertegnede, dengang bukserne var store nok og dreadlocksene hang ned til skuldrene.

Vi fik da også et nostalgisk gensyn med højdepunkterne fra begge albums, da bandet som et af de første numre spillede den crossover-agtige ”Lost and Found” fra Beg to Differ og afsluttede med masser af grovve i form af “Snap Your Fingers, Snap Your Neck” og “Whose Fist Is This Anyway?” fra Cleansing. Setlisten bød desuden på både nyt og gammelt fra bandet. Men deres store thrash-sing-a-long ”Beg to Differ” var af årsager, fuldstændigt ubegribelige for undertegnede, ikke taget med i aftenens set.

Bandet havde nogle lydmæssige udfordringer i løbet af settet, og den relative balance mellem instrumenterne blev aldrig rigtigt fundet. Det ene øjeblik overstyrede bassen, det næste fyldte den palm-mutede guitar hele lydbilledet. Desuden tog trommeslagerens lidt for store forkærlighed til sin elektroniske dubstep-tromme overhånd, specielt i sidste halvdel af settet.

Det fungerede bedst for Prong, hvor de fokuserede på at spille deres minimalistiske hardcore/crossover-inspirerede, groovede thrash, i stedet for den mere fyldige og svulstige moderne metal, som de også eksperimenterer med.

Efterfulgt af King Parrots medrivende vanvidsnummer virkede Prong dog generelt temmelig tamt. Kun de første rækker i salen var med, sådan lidt halvhjertet, med undtagelse af de evige unge moshpittende tosser, der går amok foran scenen, uagtet hvad der bliver spillet.

6/10

Exodus

Efter de to opvarmningsbands skulle vi endelig i gang med første akt af den store forestilling. Exodus fik lov til at indlede battle of the bays – med et særdeles velplaceret indspark.

Selvom forsanger Steve Souza italesatte aftenen som old school, var der setliste velvalgt med både nyt og gammelt. Højdepunktet blev nået under ”The Toxic Waltz”, hvor Voxhall udviklede sig til en stor thrash-fest. At Rob Dukes ikke længere er bandets vokalist afskrækkede dog ikke bandet fra at spille materialer fra ”The Duke-era”. Bandet lagde ud med ”The Ballad of Leonard and Charles” (skrevet af Rob Dukes), og allerede her cementerede Souza, at han kan rumme hele Exodus’ bagkatalog. Personligt var jeg glad for at se Souza tilbage i folden. Sidst jeg så bandet var på samme scene i 2011 med Rob Dukes i front. Og denne havde en crossover-vibe, der specielt kom til udtryk live, som var i disharmoni med Exodus’ klassiske ”Bay Area”-thrash.

Bandet har aldrig lagt skjul på, at Gary Holt er hovedmanden, men på trods af dette, må de øvrige medlemmer for tiden ofte stå på egne ben grundet Gary Holts forpligtigelser og stigende involvering i Slayer. Og dette viste de sig også i særdeleshed at være i stand til. Souza førte os gennem settet med en tilstedeværelse, en nerve og et fantastisk humør, som mange frontmænd/kvinder burde stræbe efter. Souza indleder koncerten med en opfordring til lidt ”good, friendly, violent fun” – et udtryk, der på fin vis indkapsler Exodus. Aggressiviteten bliver dyrket på festlig vis med en opmærksomhed på hinanden og et stort smil om munden.

Lyden fungerede betydeligt bedre for Exodus, end det havde gjort for opvarmningsbandsene, og Exodus lød som de skulle – godt, sammenhængende og fræsende.

9/10

Obituary

Det gode humør fra thrash-festen med Exodus fik en solid stopklods, da Obituary gik på scenen. Nu var det ikke længere for sjov og med ironisk distance – nu blev det ondt med ondt på (på den fede måde)!

Efter 20 sekunders småpanik på scenen over en manglende trommeslager var brødrene Tardy klar til at føre an i Obituarys udgave af dødsmetal, der er bygget op om de to solide grundsten: Det skal være enkelt, og det skal være tungt.

Og det må siges at virke. Obituary var en tung, ond maskine af død, der tromlede hen over publikum – og en velsmurt en af slagsen. Og publikum kunne lide det, hvis man skal bedømme ud fra den udefinerbare masse af metalhoveder, der bølgede frem og tilbage foran scenen. Bandet var velspillende, og lyden var, som den skulle være. John Tardys ikoniske brøl lød tydeligt ud over hele salen, og lillebror Donald sad og dirigerede slagets gang bag det hævede trommesæt.

Publikum stod flere gange, efter en gang katatonisk dødsmetalhypnose (eller fuldskab), og kiggede afventende op på scenen og glemte dermed fuldstændig at klappe, pifte, råbe og, hvad der ellers hører sig til til en dødsmetalkoncert. John Tardy igangsatte derfor selv klapsalverne flere gange. Og her bliver forskellen mellem Obituary og Exodus også tydelig. For mens alt ved Souza udstrålede, at han ville festen med publikum, er John Tardy mere fokuseret på bare at spille sin musik, og kontakt med publikum er mest til gene. Det er selvfølgelig prisværdigt at være fokuseret på det, man er blevet hyret til – at spille sin musik, men det resulterer, alt andet lige, i en mere introvert koncert, der har sværere ved at komme ud over scenekanten.

Aftenens set var i høj grad med udgangspunkt i bandets glimrende debut: Slowly We Rot. Godt halvdelen af sangene var fra dette album, hvilket man selvfølgelig kan glæde sig over og nyde en opvisning af de gode gamle. På den anden side kan man også ærgre sig over fraværet af da mange andre glimrende numre, bandet har lavet. Personligt undrer det mig, at man ikke benytter enhver chance til at spille deres mest fest-fremkaldende og catcy riff: ”Redneck Stomp” fra albummet Frozen in Time.

Bandet har netop udgivet EP'en Ten Thousand Ways to Die, der, foruden to nye numre, består af  'twelve classics and fan favorites from the band's storied catalog'. Hvis jeg skal være helt ærlig, havde det faktisk været en federe og mere varieret setliste. ...men man skal selvfølgelig heller ikke tude, når et så legendarisk band vælger at sætte fokus på et af de genrebærende og -skabende albums i dødsmetalgenren.

8/10