Rytmeposten i Odense havde inviteret til thrash og death metal aften lørdag den 9. maj. Til den billige pris af kun 230 kr. kunne man få lov at opleve hele 5 koncerter, på det rigtigt fede spillested Rytmeposten midt i det danske land i byen Odense. Det var mit første besøg på stedet, og selve stedet, lydforhold mv. imponerede.
Koncerterne blev skudt i gang af lokale Phantomizer på slaget 19. De spillede 40-45 minutter. En god gang traditionel thrash-metal eller old school thrash/speed-metal som bandet selv kategoriserer sig. Bandet har kun udgivet en enkelt demo, og de virkede ganske nervøse fra start i den næsten tomme sal. Ihvertfald stod de et godt stykke tid på scenen inden der blev fyret op. Bandet virkede på mig meget lovende, med en energisk østrigsk frontmand i David Walcher. Der gik kun 2 numre før han synes det var for varmt til at beholde sin trøje på. De første tre numre gik rigtig godt, men det var fjerde nummer var lidt svagt. Bandet bestod af glimrende musikere, især var jeg imponeret over trommespillet fra Anders Edal. Numrenes kvalitet var dog lidt svingende, men helt klart et band med potentiale, hvis de får nogle flere fede numre på programmet, og lærer at komme lidt mere ud over scenekanten, og performe noget mere, og især får lidt kortere pauser mellem numrene. Men mit bud er at det nok ikke er det sidste man har hørt til bandet.
Først slog jeg det hen med det tidlige tidspunkt at ikke flere mennesker havde valgt at deltage i arrangementet. Der kom dog også markant flere til det næste band, ligeledes lokale Spectual Mortuary. Hvad Phantomizer ikke havde i performance havde Spectual Mortuary dog. En særdeles veloplagt frontmand dikterede dødsmetal fra starten. Det skal nævnes at jeg generelt klart foretrækker thrash frem for død, men min opfattelse var at Spectual Mortuary rent musikalsk mangler lidt i fyre en rigtig fed koncert af. Men energien fra bandet blev helt klart kørt ud over scenekanten og ud til de fremmødte publikummer. En ganske ok opvarmningskoncert, og bandet må da også siges at have et vist potentiale.
Nu var tiden kommet til det band jeg egentlig var blevet lokket til Odense for. For et par år siden købte jeg deres debutalbum "Thrash metal". Stort set alene pga. bandnavnet BLood Tsunami. At musikken så viste sig at være vildt fed var jo bare et plus. Desværre valgte størstedelen af publikum at befinde sig i baren under koncerten, da norske Blood Tsunami spillede en vildt fed thrash koncert. Det var ikke svært at finde ud at bl.a. Slayer er stor inspirationskilde for bandet, og der er skam intet nyskabende over deres musik. Men hold kæft, det var fedt... Blood Tsunami har nogle fede numre på programmet, og det blev også til nogle numre fra deres nyeste album "Grand Feast for Voltures". Bandet virkede lidt skuffede over fremmødet, hvilket må være forståeligt efter en lang tur fra Norge. Der stod vel nok 20-30 mennesker foran scenen da de spillede. Jeg håber ikke det afskrækker Blood Tsunami fra en tur til DK igen, for jeg håber da at komme til at opleve dem live igen. Helt klart aftenens højdepunkt.
Nu var tiden så kommet til veteranerne fra Konkhra. Publikum blev samlet foran scenen igen, men stadig et meget lille fremmøde på max. 100-150 mennesker. At det var alt for lidt til crowdsurfing og stagediving måtte en lokal beruset ungersvend sande, da han kastede sig ud fra scenekanten, og landede pladask på gulvet. Men Konkhra har en udstråling på scenen der siger spar to. Især bassist Lars Schmidt er et syn værdigt. Den måde han behandler sin bas på udstråler en fantastisk smittende energi, og Konkhra har også en masse fede numre at byde på. Jeg kender desværre ikke nok til deres numre og deres niveau til at vurdere om det var højere eller lavere end sædvanligt, men bandet fik desværre midtvejs tekniske problemer, hvilket gik forsanger Anders Lundemark så meget på til sidst at guitaren blev tyret i gulvet. Til sidst var der en lille surprise, da en ungmø kom på scenen og sang det sidste af et nummer. Konkhra var en positiv oplevelse, men det var dog som om der manglede den lille smule ekstra på dagen.
Til sidst var det komme til aftenens hovednavn Origin fra USA. Og lad det være sagt med det samme. Det er nok et band der deler vandende. Enten synes man det er mega fedt, eller også hader man det. Og jeg må indrømme jeg hører til den sidste flok. Stilen kan vel betegnes som teknisk ekstrem metal, og vel var det imponerende at se at bassisten kunne spille usandsynlig hurtigt, og gætte hvilken vægtklasse forsangeren befandt sig i. Det var også meget imponerende hvordan den afvekslende vokal blev, når både guitaris, bassist og forsanger sang. Men udover det var ikke meget at komme efter. Det så dog ud til at en del mennesker nød at kunne moshe rundt til musikken, men beruselsesniveauet var på tidspunktet efter midnat også efterhånden på max.
Karakterne jeg vil give er således:
Phantomizer 7/10
Spectural Mortuary 5/10
Blood Tsunami 8/10
Konkhra 7/10
Origin 3/10
Samlet får hele arrangement 7 ud af 10 skulls, da selve koncertstedet trækker op. Det trækker dog gevaldigt ned i det samlede billede at en stor by som Odense ikke er i stand til at trække flere folk ud til en gang god metal en lørdag aften.