Legendernes Aften
5.500 mennesker var mødt frem, hele 10.000 færre end til Iron Maiden i tirsdags, og det er lidt overraskende, at dagens to så legendariske bands ikke kunne samle flere. Arenaen kan dog heldigvis justeres på en måde, så det ikke virker tomt – og tak for det.
Megadeth
At Dave Mustaine ikke har en stor stemme, at Megadeth ofte ikke rigtigt kommer helt ud over scenekanten og at lyden i Royal Arena kan være lidt af en udfordring, bør ikke rigtigt komme bag på nogen, der kender både band og spillested. Derfor virker al den kritik, der er haglet ned over Megadeths lille time i arenaen i søndags, temmelig overdrevet. Os der stod oppe foran, havde i hvert fald en markant bedre oplevelse. Mustaines vokal gik tydeligere igennem efter to-tre numre, og på mageløse ”Sweating Bullets” lød han ligefrem godt. Han blev ikke engang overdøvet af publikum, der ellers - som altid - skrålede med på dette nummer. Sætlisten var skåret ind til benet, og bestod af 10 sange - 100% metal-klassikere - inklusiv de to fremragende numre fra 2016’s Dystopia: titelnummeret og ”The Threat Is Real”, der begge blev afleveret solidt og medrivende. Højdepunkterne, udover førnævnte ”Sweating Bullets”, var dog ”Symphony of Destruction”, der gav endnu en omgang fællessang, og ”Holy Wars… The Punishment Due”, der atter en gang fremviste alle Megadeths spillemæssige kvaliteter.
Bandet spillede fremragende – live er de bare lige så tight som Opeth – og de to nyeste medlemmer, Kiko Loureiro og Dirk Verbeuren, giver både en god gang ungdommelig energi på scenen, og de to gamle et solidt spark bag i. Var der problemer? Ja, selvfølgelig var der det, men slet ikke på det niveau som de fleste anmeldelser postulerer. En absolut godkendt præstation, selvom Dave & co. måske ikke ligefrem overgik vores forventninger.
Judas Priest
Så var det über-legendernes tur, og det blev hurtigt klart, at størstedelen af publikum var mødt op for at se Judas Priest. Stemingen løftede sig markant allerede under ”War Pigs”-introen, der hurtigt blev afbrudt af titelnummeret fra Priests nyeste album – det imponerende Firepower. Priest anno 2018 uden guitarduoen K.K. Downing og Glenn Tipton kan efterhånden godt smage lidt af et tributeband, men det var der vist ingen i salen, der bekymrede sig synderligt om, da Rob Halford (i sølvbukser og biker-solbriller) indtog scenen sammen med resten af bandet. Der var tilsyneladende heller ikke andre end denne anmelder, der blev generet af, at Halford stavrede rundt på scenen som en gammel mand (det er jo det, han er), og at han tydeligvis må have hjælp til at huske teksterne på en del af sangene. Der er altså gået lidt alderdomshjem i den efterhånden, men for flertallet gør det åbenbart ingen forskel.
Stemmen har Halford til gengæld på imponerende vis endnu, og man må bare erkende, at bandet stadig spiller fantastisk, selv uden de to ikoniske guitarister. Hvis man ikke kan lave en solid sætliste med 50 år på bagen, er der noget galt, og der svigtede Priest da heller ikke. Vi fik de fleste af klassikerne (selvom ”Victim Of Changes” af ukendte årsager ikke var med), og de blev krydret med lidt overraskelser som ”Bloodstone”, ”Saints In Hell” og ”Night Comes Down”. Det fungerede, showet var flot – om end ikke på niveau med Maidens fra sidste uge – og selv helt urimeligt fortærskede hits som ”Breaking The Law” og ”Living After Midnight” blev leveret med smittende energi og overskud. Men det hjalp selvfølgelig også da Glenn Tipton trodsede sin Parkinson og gik på scenen til de tre sidste ekstranumre.
Man må bare konstatere, at når der bliver crowdsurfet til en dadrock-koncert, som der gjorde under Priests sæt i søndags, så har bandet fat i noget, der virker. En imponerende bedrift af de gamle drenge.
