Iron Maiden 2016 LIVE
Den jyske hede i spøgelsernes jomfruelige jerngreb!!!
Det var faktisk ikke meningen, at jeg skulle have haft muligheden for at opleve denne koncert. Men med hjælp fra en makker stod jeg lidt i klokken 18 foran Boxen. Efter at en plovmand var blevet spenderet på Ghost-merch, listede jeg indenfor og op mod fronten af Boxen!
The Raven Age
Jeg nåede ikke mere end de sidste 3 numre med dette band, som boaster George Harris, søn af I-ved-nok-hvem i rækkerne. Det, de serverede, var uendeligt langt fra at være noget, jeg fandt interessant – en vældig moderigtig udgave af metal, som lød henad Avenged Sevenfold. Lidt thrash’et rytmik og på toppen en moderne, let fordøjelig vokal. Jeg fandt det røvkedeligt, men bandet kløede på med krum hals. Også lidt af en uriaspost, de var havnet på!
Ghost
Endelig (!!!) skulle det lykkes mig at overvære en koncert med et band, jeg har været fuldkommen hovedkulds forelsket i, siden deres debutskive slog ned som et lyn i 2010! Jeg har haft flere muligheder, men pga. forskellige omstændigheder var det først nu, hvor bandet er på deres 3. fuldlængde, at det skulle lykkes. Så jeg var spændt som en flitsbue! Første overraskelse: Papa var uden pavekutte, men i smoking, tilbagestrøget sorte lokker og sit kranieansigt! Og for faen i helvete!! Bandet lagde ud med ”From The Pinnacle To The Pit”, og derfra var jeg solgt til stanglakrids! Det var langsomt, og der er ikke meget Bruce Dickinson over Papa… Nej, han bevæger sig jovialt rundt på scenen og udfører nærmest en dirigentrolle over for publikum.
De navneløse Ghouls er gemt bag masker, men har alligevel en fed kontakt til publikum, selvom man sagtens fornemmer, at det hele er vældigt koordineret. Ghost havde en gennemført fed setliste med alle deres bedste numre, selvom jeg dog virkelig savnede ”He Is” derpå! Jeg elsker, at hele deres show – trods de meget sataniske referencer – har et fedt tongue-in-cheek approach, hvor Papa ofte skyder seriøsiteten i sænk med små dialoger, hvor man nærmest fornemmer et glimt i øjet gennem kontaktlinserne. Dette nåede et vildt klimaks, da han pludselig skvattede ned fra et podie og hamrede i gulvet med et ordentligt brag. Han rystede dette af sig og spurgte derefter publikum, hvor mange der havde set dem før…
Efter, at jublen havde lagt sig, sagde han: ”Well, then some of you may have seen this before… Because it is something, I do now and then”. Efter en times tid takkede Ghost af, og denne anmelder var i lykkeland! Lyden: Tjah, der, hvor jeg stod, var den tålelig, men jeg har hørt, at den var rent mudder længere ude i salen!
Iron Maiden
Dette var mit 5. møde med bandet og – skulle det vise sig – et vældigt positivt ét af slagsen. Sidst, jeg så dem, var i Horsens i 2008, hvor de leverede et kongebrag af en walk down memory lane. Præmisserne for denne omgang var jo lidt anderledes, da de var på tour med The Book Of Souls, som i mine ører er en fin skive uden at nærme sig de gamle klassikere overhovedet. Dette afspejlede sig på setlisten, hvor der var inkluderet hele 6 numre fra skiven. Jeg var dog vældigt overrasket over, hvor godt de fungerede live. Med et tændt band og en Bruce i abeform blev de affyret med en sådan overbevisning og power, at jeg sporenstregs måtte hjem og lytte til albummet igen!
En overraskelse var, at de som sang nummer 3 havde valgt ”Children Of The Damned” – et nummer, jeg ikke mindes at have hørt live før, men for fanden, det holdt. Fællessang og en lille tåre! Settet var – udover numrene fra nyeste offering – selvfølgelig bygget op omkring de solide klassikere, og man kan bare ikke høre ”Hallowed Be Thy Name” eller ”Powerslave” nok gange live. Der er sandt for dyden ikke mange overraskelser, når et Maiden-show folder sig ud, men jeg mindes ikke at have set bandet så ’fjollet’ som denne aften i Herning. Der blev gjort grin med hinanden, udvekslet kæmpe spontane fjollerier, ja selv Eddie på stylter virkede mere løssluppen… Har i hvert fald aldrig set ham give ’wanker-tegnet’ før … Det var sgu befriende at opleve en så stor produktion med plads til improvisation.
Det hele blev dog for en tid ganske alvorligt, da Bruce i optakten til ”Bloodbrothers” leverede en brandtale for kampen mod de mennesker, der vil se vores måde at leve på brænde! En passioneret tale, og man følte sig virkelig som en enhed, da nummeret startede! Bandet lukkede med ”Wasted Years”, men én ting er skåret i stål: Det var ikke spild af tid denne aften i Boxen! Og til sidst: Dig… ja, DIG i en forvasket, lidt for lille DAD-t-shirt, som troede du var kommet til hardcore-koncert og moshede/væltede fuldkommen uhæmmet ind i folk (store som små!) oppe foran: Håber, du fik den på munden, du fortjente!!!