Hatebreed. © hatebreed.com
Den ufattelige magtdemonstration
Jeg har lyttet til Hatebreed siden jeg var 13 år gammel, og siden jeg flyttede til Danmark for 3 år siden har jeg misset at se bandet utallige gange. Og endelig den 12 april efter 6 års ventetid fik jeg endelig lov til at opleve bandet på Voxhall. Sammen med Post-Hardcore bandet fra København Scarred By Beauty, og det andet band var de lokale Thrash hoveder i Hell's Domain som skulle levere opvarmningen i aften. Desværre var de første to bands præget af dårlig lyd.
Hell's Domain
Første band på scenen i aften var lokale Hell's Domain. Bandet spiller Thrash Metal af den gamle skole, hvor de har trukket inspirationer fra bands fra Bay-Area scenen, med bands som Testament, Exodus og Vio-lence. Bandet gik på scenen og var klar til ikke at tage nogen fanger. Jeg kender dog kun Hell's Domain af, selvom mange af mine gode venner er store fans af bandet. Der var masser af energi, men en sindssyg ringe lyd. Bassen var alt for høj og det var næsten umuligt at høre vokalen. Men der var stadig meget energi, og jeg hyggede mig meget. Det tidligere nævnte problem var, at bassen stadig ikke blev skruet ned og at den overdøvede næsten alting og det hjalp ikke særlig meget på situationen, at de valgte at skrue op for guitarlyden. Det var en koncert med masser af energi som smittede af hos publikum, men det var ikke en god koncert på lydfronten.
Scarred By Beauty
Scarred By Beauty er blevet kaldt for det nye danske metalhåb. Jeg har kendt bandets musik nogle år da Jonathan Albrechtsen var forsanger i Hatesphere, som han så forlod for at fokusere på Scarred By Beauty. Jeg var ret spændt på at se hvordan de ville sparke festen endnu mere i gang efter Hell's Domain. Bandet virkede meget oplagte, og publikum gav meget energi tilbage. Dog fortsatte det samme problem med lyden. Vokalen var alt for lav men energien var stadig intens. Jeg havde placeret mig helt på forreste række som nok var en dårlig idé, da en bekendt gik fuldstændig amok på forreste række og begyndte at moshe med sig selv og begyndte at blive utroligt belastende både for mig og alle de andre tilskuere. Han valgte at slappe lidt af efter noget tid. Bandet spillede teknisk og havde en god energi og viste en masse entusiasme. Der var kun et par punkter hvor vokalen var tydelig og den ikke var begravet i musikken, men det var kun på meget få punkter under koncerten, at den var tydelig. Det var en god koncert selvom vokalen var alt for lav. Det var spækket med energi og jeg glæder mig til at opleve dem live igen.
Hatebreed
Uden tvivl var salen fuldstændig proppet. Lyset bliver slukket og temamelodien fra Rocky filmene kom over højtalerene og det var ret sjovt at se alle stod i pitten og dansede 70'er dans. Men det gik ikke mere end 10 sekunder før det begyndte at feede fra forstærkerne og bandet trådte ud på scenen. Efter noget kort tid kom bandets legendariske frontman Jamey Jasta kom ud på scenen og var klar til ikke at tage nogle fanger. Sætlisten var meget varieret, men det bød på hits som " Live For This, This Is Now, In Ashes They Shall Reap, Defeatist ". Der var så meget energi og bandet var utroligt oplagte, det var lidt af en oplevelse at se Jasta være så energisk på en scene. Han virkede lidt træt til at starte med, men der gik ikke særlig lang tid før han hoppede rundt på scenen som en dopet Duracell kanin. Han gjorde det også klart at vi alle sammen var her for at have en god oplevelse og at vi skulle forlade Voxhall med et smil på læben. Efter koncerten hørte jeg at én var faldet om. Vedkommende blev heldigvis hjulpet hurtigt, da der blev tilkaldt en ambulance. Jasta gjorde det klart, at hvis vi så nogen falde under koncerten, så skulle vi hjælpe dem op. Bandet kørte videre og der var ikke et øjeblik under koncerten hvor det føltes kedeligt eller i nærheden af langtrukkent. Det var åbenlyst at se, at bandet gav alt hvad de havde og mere til. Det øjeblik, som gjorde det største indtryk hos mig var da Jasta under koncerten sagde, at hvis vi havde problemer i skolen, problemer med arbejde eller vi bare var sure på alt og alle, så skulle vi efterlade alle vores problemer inde i salen når aftenen var ovre. Det blev en ren hit parade mod slutningen med numre som " As Diehard As They Come, To The Threshold, Put It To The Torch, Honor Never Dies ". Bandet spillede et cover nummer til ære for Jeff Hanneman fra Slayer som gik bort sidste år. Bandet spillede nummeret " Ghost Of War " fra South Of Heaven. Vi var tæt på slutningen af aftenen og de sidste to numre i aften var " I Will Be Heard " og " Destroy Everything ", og specielt det sidste nummer sendte Voxhall over toppen. Der var ingen, som stod stille inde i salen, ikke engang folk på balkonen stod stille. Bandet takkede for en sindssyg koncert på Voxhall.
Hatebreed satte os alle sammen på plads lørdag aften. Det var en magtdemonstration, som man sent vil glemme. De to opvarmningsbands viste også meget entusiasme, på trods af den dårlige lyd under begge koncerter. Alle vidste dog godt hvem den rigtige sejr gik til. Hatebreed beviste i aften, at de ikke kun er et fantastisk band på plade, men et fænomenalt live band. Så meget energi og så engagerede i deres musik, at jeg bliver nødt til at tage hatten af for dem. Jeg kunne dårligt nok gå eller snakke da jeg forlod Voxhall. Alle mine problemer i hverdagen og livsproblemer blev efterladt derinde. Så hvis nogle af jer er sure på livet eller har det dårligt, så kan jeg anbefale at I tager ind og ser Hatebreed næste gang de kommer til en by tæt på dig.