Support: Dead Soul
"Ved du, hvem det er, der spiller?" To minutter inde i Dead Soul bliver jeg stillet det spørgsmål, der står malet på langt størstedelen af de fremmødtes ansigter denne lørdag aften i Amager Bio. Jeg havde naturligvis forberedt mig hjemmefra og fundet opvarmningsbandet på Spotify, så jeg havde en ide om, hvad aftenen ellers havde at byde på udover Ghost. Og det var med forventningens glæde, jeg forberedte mig på aftenens første musikalske oplevelse. Dead Soul havde, på den time det tog mig at komme frem, imponeret mig gevaldigt med deres uortodokse, men velfungerende genre-mashup. Jeg blev en kende overrasket da det gik op for mig, trommeslageren var erstattet med en macbook, men med deres industrial- og generelt dystre electronica inspirerede beats ville sådan en alligevel være komplet overflødig.
Desværre blev de farligt høje forventninger aldrig rigtig indfriet. Både det uengagerede publikum og den lidt for stillestående forsanger fik aldrig inspireret hinanden til at slippe tøjlerne. Dog levede den til lejligheden hired gun, Joakim Ekstrand, sig så meget ind i sit job, det hurtigt blev ham, der fangede undertegnedes opmærksomhed. Et blik ud over salen afslørede lidt for mange publikummer med næsen i en skærm, men til deres forsvar skal det siges, der ikke skete ret meget andet fra scenen: sceneshowet var nærmest ikke-eksisterende. Og så vil jeg til forsangerens forsvar sige, det også er lidt svært at finde på noget at lave, når man ikke spiller noget instrument. Han brugte ikke så meget tid på at kommunikere med de fremmødte, men lod alligevel et par velvalgte ord om angrebet i Paris falde. Han havde i aftenens anledning iført sig hat og solbriller og lignede til tider en knapt så drukhærget hommage til Tom Waits, og hans lidt dramatiske vokal lød lige så fint live som i mine hovedtelefoner og tilføjede det lidt kliniske udtryk en organisk dimension, der fik det hele til at lyde nyt og spændende.
Desværre led deres musik under den lidt sløje lyd, jeg efterhånden mistænker Amager Bio for at være skyld i. Mange af de finesser, jeg satte pris på på deres ellers udmærkede seneste album, druknede simpelthen. Heldigvis gik den vrede hvepserede af en bas klart igennem, hvilket til dels opvejede, at soloerne ikke kom til deres ret. Jeg ved ikke, om det er fordi publikum ikke vidste, hvem de var, om det var fordi, bandet havde konstrueret en fejlslagen setliste, eller om det var fordi, alle bare ventede på Ghost, men der kom desværre aldrig gang i festen, og med undtagelse af "The Fool" og "Burn Forever" følte jeg virkelig det hele var spild af både publikum og bandets tid. Og det er fandme synd, for det er god musik med masser af sjæl, og jeg forstår godt, hvorfor Ghost har taget dem med på tour.
Ghost
Efter den lidt sløje opvarmning betrådte aftenens hovednavn så scenen til tonerne af "Allegris Miserere Mei, Deus" og fik af en modtagelse, der ville være den ægte pave værdig. Meget er sagt og skrevet om Ghost, men uanset om man bekender sig til dem eller ej, er der ingen tvivl om, at Papa III er den fødte entertainer. Med hænderne løftet i en gestus, der er lige dele besværgende og velsignende, maner han salen til ro, således han kan titulere sin hengivne menighed på sit fløjlsbløde svengelsk. "Are you there, Copenhagen?", lyder det halvt spørgende fra scenen, og publikum kvitterer med et øredøvende brøl. Han nikker tilfreds og tillader dernæst festen at starte med nummeret "Spirit" fra deres nyeste udgivelse. Et nummer der med sin halvlange intro er med til at skrue forventningerne fra de fremmødte fans helt i vejret; forventningen om at det her bliver to timer med et brag af en prædiken fra vores alles anti-pave.
Og man må sige, der brændte en ild i publikum denne aften. Der blev klappet i takt, crowdsurfet, kastet horn og tilmed sunget med på soloerne. Papa er kendt for at interagere med de tilstedeværende og lørdag aften var ingen undtagelse. Han spillede os som en billig ukulele, og faktisk var responsen så voldsom, det ind i mellem var lidt halvsvært at høre, hvad der blev sagt fra scenen, et issue der dukkede op et par gange undervejs i koncerten hvor vokalen druknede i guitaren. Lyden var dog markant bedre end til Dead Soul, men op til flere gange blev den så mudret, at især bassen led under det - hvilket er lidt ærgerligt, når et nummer som "From the Pinnacle to the Pit" åbner med en kindhest af en basgang. Der var vanvittig god respons på snik-snakken, og det efterfølgende minuts stilhed for ofrene i Paris gik egentlig også glat, bortset fra de obligatoriske par tosser der selvfølgelig ikke kunne tie stille.
Amager Bio har en forholdsvis lille scene, men de anonyme ghouls undgik behændigt sammenstød - som sædvanligt var alting velkoordineret og publikums begejstring så ud til at glæde aftenens gæsteprædikant. Dog var der et par enkelte, der udtrykte deres utilfredshed med den akustiske (og siddende) version af "Jigolo Har Megiddo", noget jeg ellers synes var et interessant islæt, men nok mest fordi kongen af karisma smed kjolen og iførte sig en lang smokingjakke. Transformationen fra intimiderende antipave til dyster gentleman fungerede upåklageligt og vandt tilsyneladende indpas hos den meget brogede skare af fans, der omfattede alt fra 10-årige med mor på slæb over tilrejsende svenskere til ældre herrer i ternede skjorter.
Det er et show, de bringer med sig, det er der ingen tvivl om. Det falder mange for brystet, men det er med til at løfte konceptet op på et højere niveau. Alt, fra deres lysshow til røgmaskinen, røgelseskarret og det medbragte eyecandy i form af en par nonner, bar præg af, at de absolut har prøvet det her før, men netop fordi de har rutinen, hev de en overbevisende sejr hjem. Igen.