When Nothing Remains

1-2, 1-2-3-4 doooooom
Første navn på plakaten var svenske When Nothing Remains, der trådte til i stedet for engelske Eye Of Solitude, og de gjorde deres for at varme et indledningsvis halvsløjt publikum op. Bandet var en ubekendt faktor for mig forud for aftenens koncert, og desværre kommer de nok ikke til at blive en fast del af mit personlige musikbibliotek. Deres musik er en halv-generisk omgang doom, de selv kalder for goth doom, og det bød på rigelige mængder slow nodding. Faktisk lød de allerbedst, når der var en smule mere tempo på,  og det var noget, der kunne måles på antallet af folk, som reagerede på bandets anstrengelser.

Fremførelsen af musikken fejlede dog ikke noget, og forsangerens growl var ganske hæderligt. Passagerne med ren vokal var heller ikke så ringe, men desværre druknede hans stemme lidt – om det kan tilskrives lydmæssige udfordringer eller, at han blev overdøvet af bandet, skal jeg ikke kunne sige, men det ødelagde lidt den overordnede oplevelse. Trods enkelte fodfejl hist og her hævede trommeslageren niveauet, og det allersidste nummer, passende kaldet ”I Forgive You”, var ret så fedt, folk kom tættere og tættere på scenen undervejs, og det var ganske tydeligt, at bandet selv var virkelig glade for at være med denne aften.

6/10

Woebegone Obscured

Hometown heroes
Næste levende billede var lokale Woebegone Obscured, der spiller en solid omgang funeral doom med lidt tendenser til black, og det lægger jeg ikke skjul på, jeg rætti godt ka’ li’. Det hele var tungt og knapt så trægt i sit udtryk i forhold til det første band. Deres musik er langt mere kompleks og byder på flere melodiske islæt, der også gør sig godt live. Bandet selv var ganske meget til stede, og  trommeslageren, fremstod ledeløs i sine anstrengelser for at lægge et solidt fundament for en samling dygtige musikere. Tempoet var en kende højere, og det afspejledes i publikums respons. Jeg kunne dog godt have ønsket mig lidt mere kommunikation rettet mod publikum, for der var INTET at hente fra bandets side, og forsangeren stillede sig ofte med ryggen til salen. Jeg er ikke helt sikker på, om det er et gimmick eller noget, der følger med tjansen som vokalist i et doom band, men det forekom mig en smule arrogant. Dog blev det nogenlunde opvejet af hans energi bag mikrofonstativet; det var ikke meget, han stod stille, og det bidrog til den samlede oplevelse af koncerten.

 

Ydermere besidder Danny Woe en virkelig sprød clean vokal oven i et habilt growl, og begge dele gik klokkeklart igennem. Men desværre led de stille passager af, af hvad jeg føler, en guitarist for meget. Den førnævnte kompleksitet blev kompliceret af en masse unødig støj. Der var smækket en masse effekter på, der forstyrrede oplevelsen af sekvenser, som ellers burde være den del, man lukker øjnene til og lader sig henføre af.  Når jeg nu er færdig med at fortælle folk, hvordan de skal spille deres musik, vil jeg gerne løfte hatten for bassisten og hans bidrag til den overordnede oplevelse. Det var en udsøgt fornøjelse at være vidne til, hvordan han ikke blot var forvist til at husere i kulissen, men var hevet frem i den musikalske mosaik. Al mit brok til side var det et godt første møde mellem The Woes og jeg – og forhåbentligt ikke sidste gang, de er soundtracket til en lørdag aften…

7/10

Saturnus

First time caller, long time listener
Aftenens hovednavn, Saturnus, har jeg traditionelt haft svært ved at lytte til ret længe af gangen, da jeg sjældent har kunnet se logikken i at gøre mig selv trist til mode, når jeg nu har folk til den slags. Men den komplekse melankoli har alligevel haft kløerne i mig, siden dengang jeg kun kunne rumme én følelse af gangen, og nu følte jeg mig endelig klar til at tage livtag med de blågrå emotioner – oven i købet live.  Intet kunne dog forberede mig på, hvad jeg ville blive udsat for, og jeg er mildest talt overrasket. Overrasket over, hvor opløftet en stemning, der herskede til en koncert med et band, jeg ikke kan høre derhjemme uden at skulle ligge ned bagefter.
 

Spil den med Slayer
Med godt og vel et kvart århundrede på bagen er Saturnus en velsmurt spillemaskine. Men det betyder på ingen måde, at de forfaldt til at køre på rutinen eller greb det an som endnu et gig, et tilfældigt sted i landet. Jeg har aldrig set dem før (se forrige afsnit for begrundelsen derom), men hvis de er lige så meget på hver gang som denne gang, tror jeg nok, de er mit nye yndlings liveband. For selvom musikken er længselsfuld, tungsindig og dyster udstråler bandet, alle som en, en utrolig spilleglæde og et overskud, der kun kommer af at være så dygtig til sit job, som Saturnus må siges at være. Man slipper sjældent for at lægge øre til opfordringen om at ”spille noget med Slayer”, men hvor tit oplever man, at bandet så spørger, hvilket nummer og kaster sig ud i de første toner af ”Reign in Blood”? Hele koncerten var en opvisning i, hvordan man bør (inter)agere med både sit band og med publikum, der herskede en afslappet og faktisk hyggelig stemning over stedet, og det skyldtes i allerhøjeste grad den tilbagelænede tilgang til professionalismen, de besidder.

Spil den med Saturnus
Men professionalisme er ikke lig med perfektion. Næsten. For selvom deres koncert på alle måder hævede niveauet for, hvad jeg vil klassificere som værende ”en god koncert”, var den ikke uden fejl. Men hvilken fejl! Da turen var kommet til min personlige favorit, ”Inflame Thy Heart” (som jeg ved enhver given lejlighed, kalder for doommetallens svar på ”Comfortably Numb”), blev der fumlet massivt i introen. Publikums respons gjorde mig lige så begejstret som den skyldiges brede smil, for naturligvis var manden tilgivet på stedet, og nummeret blev da også afviklet med så stor succes, at jeg havde brug for en trøsteøl bagefter. Hele koncerten stod generelt i den gode stemnings tegn, med afvæbnende humor fra scenen, skålen i kaffe og naturligvis et band i topform. Den eneste finger jeg overhovedet har at udsætte på koncerten, der hverken led af dårlig lyd, dårlig musik, eller dårligt noget som helst, er, at den varede en halv time for længe. Og det er vist nede i småtingsafdelingen. Well done,drenge. Well done.

 

Setliste
Litany of Rain
Starres
To the Dreams
Inflame Thy Heart
Empty Handed
I Love Thee
Wind Torn
Pretend
Between
Forest of Insomnia
Rain Wash Me
Murky Waters
Thorns
I Long
Christ Goodbye

Encore:
A Fathers Providence

9/10