Strangle Wire

I Templet var stemningen afventende og forventningerne lave, før Strangle Wire gik på, for der var ikke mange, der kendte det relativt nye navn. Fra Belfast kom Strangle Wire med en EP og et fuldlængdealbum under bombevesten. Tætte drevne blasts kombineret med temposkiftende grooves er deres specialitet. Ikke et band man ofte ser på tur, endnu.

Desværre var lyden et stort problem, Først manglede vokalen helt gennem næsten hele det første nummer, hvilket var antiklimatisk i sig selv. Der var også feedbackproblemer on/off gennem de fleste numre, og det var rigtig ærgerligt!! Selve mixet syntes også at skabe problemer, hvor et eller flere instrumenter blev druknet.

Strangle Wire leverede faktisk alt til trods en rigtig fin 90’er-dødsmetaloplevelse. De erfarne drenge viste, præcis hvordan de skulle skære numrene, og demonstrerede høj sammenhængskraft, når trommeblasts blandedes med atmosfæriske guitarflyvninger. Mange lækre groovy riffs, og her var ingen planken fra andre bands – de kan nemlig godt selv komponere. Det var en stor fornøjelse, og de formåede også at få engageret publikum, når disse ikke lavede grimasser over feedback eller vendte sig om mod lydmanden, der svedte tran, mens han forsøgte at fikse problemerne. Alligevel var hele salen en vuggende bølge af nikkende nakkeled.

Fremførelsen af ”The Human Tensile Experiment” fra den seneste plade var ganske tilfredsstillende, og jeg nød især det forlængede startbrøl og det hurtige riff, der sparkede konsekutive røve. Frontmand Pete Clarke havde en fin frasering i sine dybe, drevne growls og lave screams, det er ellers et sjældent syn til koncerter.

Strangle Wire havde bundtræk og høj kvalitet, men ville måske passe bedre som opvarmning til Suffocation eller Benighted, for de var her i selskab med nogle tonstunge bands, der godt kunne få dem til at fremstå lidt som metalliske hobbitter. Ekkoet i tomrummet efter Strangle Wire efterlod noter i hjernebarken af UK death-metallegenderne Benediction og Bolt Thrower.

6/10

Iniquitous Savagery

Et ekko, der ikke fik lov at runge længere, end det tog at købe nye drikkevarer. Fra første strofe var det klart, at Iniquitous Savagery ikke var der for sjov, de kom for at dele øretæver ud og vise, at de passede ind i et line-up, som ved første øjekast så lidt broget ud. Det fik de vist, og mere til. Skotske, pladeaktuelle Iniquitous Savagery var cirka lige så langt i karrieren som Strangle Wire, og denne turné udgør cirka lige så mange shows, som de hidtil har spillet.

Min mentale note er, at de er på anden forsanger efter grundlæggende medlem Josh Roberts gik fra, og jeg kender kun den nye forsanger, Liam McCall, fra hans performance med Aphotic til et lydbøvlet, men meget interessant Kill Town-arrangement for et år siden. En vokal, jeg huskede som vredladent sjælsknusende og voldsom.

De fik omformet Templet til en ondskabsfuld svedhytte. Kontrasten fra Strangle Wire kunne ikke være tydeligere. Alle de finere former, små soloer og melodiøse elementer var forsvundet som dug i helvede og var nu blot et hastigt forsvindende minde i åsynet på den massive, vredladne og brutale lydmur, som Iniquitous Savagery satte op på et øjeblik. Lave overtone squeals direkte båret over i dybe dyrelignede growls og vredt udtryk til at matche kommanderede respekt og opmærksomhed i salen, og al småsnak forstummede, mens de tog os igennem deres udvalgte repertoire. Masser af circle/moshpits opstod, og flere gange var forreste halvdel af salen en stor pit.

Fremførelsen af ”Drenched in Righteous Offal” med de tætte hurtige skift og helt downtempo grooves og slams var en crowd pleaser og fik flere til lave ’krabben’. 

Iniquitous Savagerys adrenalinpumpede sorte kaos var smittende, og stemningen var sat. Det havde jeg ikke forventet, da jeg snakkede med trommeslageren tidligere på aftenen, der bare udtrykte ydmyg taknemmelighed over at være på turné med de to trækplastre. Men Iniquitous Savagery havde en plads blandt kongerne – det viste de os der i den tætpakkede strømsatte sal. De fik sat deres præg med den imposante torturmester med de mange grimasser i front, og et band, der passede op med brutale strofer til blødende, glade ører.

Lyden var udmærket, selvom et basriff eller to blev druknet i et par skæve mix.

8/10

Putrid Pile

Putrid Pile består udelukkende af enmandshæren Shaun LaCanne fra Wisconsin – det er dét! Han har været i gang med sit specielle enmandsprojekt siden årstusindsskiftet og har været flere gange i Danmark, så garvede koncertgængere med affinitet for den brutale ende af dødsmetalspektret vidste godt, hvad de kunne forvente.

Putrid Pile stak fra land med et sensorisk overvældende lydbillede, hvor den brutale næve af lyd, der ramte én, stod i grel kontrast til den ensomme silhuet på scenen.

Kontrasten mellem den stillestående, ensomme mand på scenen og det bølgende publikum, der forsøgte at følge de voldsomt hurtige programmerede og enormt lange blasts, var total.

I “Death Waits for No One” brillerede Shaun LaCanne med sin imponerende vokalballet inklusive fine, lange fraserede growls kun afbrudt af dybe, våde, raspende angstskrig, alt imens riffene drønede derudad på den nedstemte Jackson Rhoads guitar. Mellem numrene blev enmandsorkestret tildænget af kærlige tilråb som ’Shaun, I wanna touch ya’ eller ’Shaun, you beautiful bastard’. Enkelte af dem blev også kvitteret med et grin og en lille kommentar. Jow, Shaun LaCanne er en elsket mand.

Fremførelsen af ”Putrid Pile (of Rotting Corpses)” manglede lidt sprødhed i boblegrowls, og de fraserede skrig var lidt trætte i lyden. Det var en skam, det er ellers et af de numre, der virkelig udstiller og forsvarer LaCannes enmandshær.

Der var ingen respit i form af ghost notes eller andet, der kunne dæmme op for den tornado, trommeprogrammeringen udsatte publikum for. Der var endog rigeligt brug af Floor Tom for at kompensere for den manglende bas, alt sammen med hårde anslag, der gjorde det trættende for ørene, selvom sættet kun varede cirka 30 minutter.

Kort sagt var Putrid Pile ligesom oliven, opera og kaffe – det smager af lort første gang, men jo mere du konsumerer, jo bedre smager det.

Under den sidste sang var der en pige, der besvimede, og LaCanne stoppede nummeret og råbte ’Emergency’ til de tilstedeværende sikkerhedsfolk, mens det forprogrammerede trommeblast fortsatte ufortrødent. Men det så vist værre ud, end det var, og de sidste to takter kunne afspilles. Det var sådan lidt skørt at insistere på, men ok …

Lige med Putrid Pile deler vandene sig typisk som med koriander – enten elsker man det, eller også kan man ikke lide det. Jeg falder altså i første kategori.

7/10

To Violently Vomit

Da californiske Disgorge brød op i 2006, rekonstruerede Ricky Meyers på trommer, Diego Sanchez og Ed Talorda på guitar bandet under nom de Plume, To Violently Vomit i 2011, og de fandt siden en ny bassist og forsanger. Ikke bare hvem som helst, bas-slynglen er selveste Diego Soria, der har spillet live for Cattle Decapitation siden Death Atlas-turnéen. Forsangeren er måske en endnu større legende. Han brøler også for blandt andre Cephalotripsy og Abominable Putridity, et bæst af en forsanger i denne anmelders ydmyge mening blandt de allerbedste fra allerøverste dødsmetalhylde, nemlig Angel Ochoa. Mange var kommet denne aften for at høre Angel Ochoa give bundgas til de gamle Disgorge-hits.

Jublen fra samtlige 150 fremmødte gæster, da Angel Ochoa trådte frem på scenen i et udsolgt Templet, er svær at beskrive uden at lyde religiøs. Det var også virkeligt vildt at se Ochoa på den lille scene.

De første gamle numre blev høvlet igennem for genkendelighed måske, det virkede i hvert fald, for jeg har da sjældent set så livligt et publikum i Danmark. Så skulle det da være til Gutalax eller Partycanon i Stengade.

Under fremførelsen af ”Cranial Impalement” spidsede jeg ørene efter at høre, om guitarovertonen kom frem, og Diego Sanchez skabte en sønderrivende overtone på tværs af ’skrigene’, som kendetegner denne sang, det lød simpelthen uvirkeligt.

Da sangen ”Demise of the Trinity” blev meldt, viste Grydemester Meyers sin overlegne kvalitet, og hvordan man straffer det stramme skind på lilletrommen på den helt rigtige måde. Imens Ochoa nærmest brækkede den svære vokalside op på fineste vis.

Det var ren eufori at høre, hvordan baskrøllerne uden anstrengelse legede kispus med de jazzede trommer og Ochoas bøvsende vokaliseringer på ”Deranged Epidemic” – helt igennem fantastisk.

For mig (og mange andre) var der kun smil og anerkendende nik tilovers for denne destillerede udgave af Disgorge. Det var tid til en lille lufter, før den næste times auditive forfald skulle gå for sig, og Templet var nærmest en finsk sauna på dette tidspunkt, så det var tiltrængt.

Sætliste:

1. Atonement
2. Revelations XVIII
3. She Lay Gutted
4. Demise of the Trinity
5. Cranial Impalement
6. Indulging Dismemberment of a Mutilating Breed
7. Deranged Epidemic
8. Exhuming the Disemboweled
9. Abhorrent Desecration of thee iniquity
10. Consume the Forsaken

9/10

Defeated Sanity

Tyske Defeated Sanity kræver vel introduktion for de færreste læsere, men jeg vil nøjes med at sige, at de er kendt for at levere et højt teknisk niveau uden at give afkald på at skabe en fest.

Jeg synes knap, jeg var kommet ud, da jeg kunne høre den kaotiske intro til ”Initiation”.

Allerede ved starten på andet nummer var jeg ved at falde på røven over, hvordan bassistens evner på ”Naraka” var propfyldt med slaps tabs og picks, som var det et klassisk jazznummer.  

Lyden var helt i top – tæt og skarpt justeret efter de forskellige segmenter. 

Bassen fik plads, og hvilken bas – der var helt stille under den 30 sekunder lange solo, og man kunne høre min kæbe falde til jorden i hvert fald.

Fuldt tryk på, og et publikum i høj stemning på lørdag. Hvad kan mere bede om?

Defeated Sanity kom godt rundt i bagkataloget og leverede lige godt på alle sammen.

Det var en sand fornøjelse at se den afslappede holdning, bandet havde, når de nærmest fløj over nogle af de mest komplekse overgange og forsinkede skift, jeg har hørt. Jeg ved godt, jeg er glad for bas generelt, men med den måde, Jacob Schmidt behandler den bas på, kan man godt forstå, hvordan han godt lige kan tage en Obscura live-optræden, når der er brug for det. Manden er virtuos og rammer alt på en tier, det er helt hen i vejret. Han tager ikke en genvej, men 100 små lækre krøllede omveje, bruger ikke plekter og har formået at få den tykkeste lyd ud af sin Fender jazzbas – den lyd, alle metalbassister drømmer om. Det var ikke kun Schmidt, der brillerede over menneskelig evne. Det var frontmand Josh Welshman, der ikke missede et eneste cue fra den uhyre velspillede og absolut fantastiske trommelegende Lille Gruber. Han tager også live gigs for Devourment, når de har brug for en til at være præcis på taktstokken. Gruber missede ikke et slag – tværtimod fik han skabt en tyngde, som skiven knapt formår. Der var Vaugn Stoffey, der syede det hele sammen med umulige guitarsegmenter, fuldstændigt flettet ind i med nanopræcision. Det var en meget sjælden forkælelse, det her, og så på en intimscene!

Da de startede “Into the Soil”, tror jeg, mange fik gåsehud af de synkoperede maskingeværblasts fra det stramme skind på lilletrommen, nådesløst serveret med en grumset og væmmelig burpgrowl af Welshman.

Jeg var stadig helt overvældet flere dage efter koncerten i Templet, ja, og ør i knolden.

Hvis man helt forkælet skulle anke noget, ville det være, at kun én sang fra det legendariske album fra 2020, The Sanguinary Impetus, havde sneget sig med i sætlisten, men det ville være åndsvagt efter 60 minutters audiens med dybe skæringer fra alle de gamle skiver, samtidig med at vi fik syv ud af otte numre fra deres nye skive, Chronicles of Lunacy, udgivet november 2024. 

Sætliste:

1. Initiation
2. Naraka
3. Amputationsdrang
4. The Odour of Sanctity
5. Temporal Disintegration
6. Fatal Self Inflicted Disfigurement
7. Prelude to the Tragedy
8. Carnal Deliverance
9. Entity Dissolving Entity
10. Extrinsically Enraged
11. A Patriarchy Perverse
12. Condemned To Vascular Famine
13. Heredity Violated
14. Into the Soil

9/10