Disclaimer: Da der forekom restriktioner ift. fotografering af Tool under dette års Copenhell, er der intet billede galleri fra denne koncert.
En velassorteret værktøjskasse
For at formilde de Tool-fans, der eventuelt måtte tage enhver form for kritik personligt, kan jeg berolige jer med, at jeg skam også har tænkt på jer. Der er nemlig nøjagtig 987 ord i denne anmeldelse, så kom ikke og sig, at jeg ikke forstår jer bare lidt, eller vigtigheden af, at sætte sig bare lidt ind i sagerne. Men det er også vigtigt at kunne forholde sig kritisk til de ting, man holder af, ellers er man ikke bedre end dem, der nægter at se lyset, af ren stædighed. Vær omstillingsparat, som det sig hør og bør, når man lytter til musik, der skifter tempo og retning som Tool.
For der er meget at sige om Tool. Der er meget at sige om at sige noget om Tool. Ikke blot hvad det musikteoretiske aspekt angår, men selve bandet. Man skal træde yderst varsomt, når man beskæftiger sig med lige netop dem; deres fans er yderst engagerede, og er ikke blege for at kaste sig ud i forklaringer, der er lige så langtrukne som tiden mellem udgivelserne. Men jeg bebrejder dem ikke. Der findes nemlig to slags metalfans: dem, der kan lide Tool, og dem, der ikke kender dem endnu.
Første gruppe kan yderligere deles op i to subkategorier: de indædte fans og dem, som har et lidt mere afslappet forhold til de ubestridte konger af ildevarslende prog. Men der findes altså også folk, der slet ikke kender dem, og jeg fik den udsøgte fornøjelse at introducere et intetanende offer til konceptet Tool. Jeg konverterede selv for nylig fra et mangeårigt, men afslappet forhold til bandet, til en lidt mere dedikeret lytteform. Der er masser at interessere sig for, de byder på mange komplekse kompositioner, der dog kan afskrække folk, der læner sig mere i retning af at nøjes med at tælle til fire.
Fingersnilde og dygtigt håndværk
Af samme årsag var jeg spændt på at se, hvilken forskel det gjorde fra sidst, jeg så dem, hvor jeg var temmelig undervældet og ikke havde forstået, hvorfor deres fans får lidt spyt i mundvigene, når talen falder på Tool. Så at få lov til at opleve koncerten med et par friske ører i min nærhed, var en helt særlig fornemmelse. At kunne se, hvordan musikken fik tag i nakken på ham, fik mig til at sætte en anden slags pris på Tool live. Visuelt lod det også til at drage, og det kan jeg godt forstå, for animationerne på storskærmene tilføjede en visuel guide til, hvad de er for en størrelse.
Men jeg står tilbage med et dilemma. På den ene side var det en rigtig, RIGTIG god koncert. Hele bandet stod knivskarpt, og jeg vil især fremhæve Danny Carey; en mand, mange vil argumentere for, er verdens bedste trommeslager. Jeg vil være tilbøjelig til at give dem ret, for den mand har flere arme end gennemsnittet, og denne aften spillede han, som fanden selv havde udfordret ham til et stand-off med sjælen som indsats. Hvad højdepunkter angår, er der rigeligt at tage fat på, men hr. Carey er bestemt et af dem i kraft af sine evner til at veksle så ubesværet mellem tempo og intensitet.
I front havde James Maynard Keenan ikke mange ord til de tilbedende masser, andet end et nærmest anklagende “hvorfor er her så koldt?”. Ordknapheden var ikke et problem, da Tools spidskompetence ligger i at kommunikere gennem musikken. Og selvom man ikke nødvendigvis forstår, hvad der bliver sagt – det er ikke alle, der har sat sig ind i fibonaccitallene – så forstår man den dystert spraglede mening med det. Udtalen er i hvert fald tydelig, så pyt med, man ikke får det hele med.
Langtrukken lir
Bassisten Justin Chancellor og guitaristen Adam Jones leverede varen, og jeg har ikke en finger at sætte på hverken deres udførelse eller teknik. Men jeg havde heller ikke forventet andet af end et band af Tools statur. Tool spiller ikke hårdt, Tool spiller tungt og gud hjælpe mig, hvor var det tungt. Min sidemakker, som normalt lytter til deathcore, var tilfreds med tyngden, og jeg er enig med ham; Tool spillede Helviti op. Langt de fleste deltog så aktivt, de nu kunne, musikken taget i betragtning. Alle havde hver deres tidssignatur at holde sig til, og ingen af os havde nok led til at kunne følge ordentligt med, da værktøjskassen blev åbnet. Men. Og der er altid et men, uanset hvordan man vender og drejer det. Tool kan godt være lang tid om at komme til sagen. Det er en del af deres charme, og der er en kompleksitet selv i deres nedtonede sekvenser, som bør værdsættes af alle, der er inden for hørevidde.
Deres tunge og langsomme opbygninger til bombastiske crescendoer lyder rigtig gode under åben himmel, men på en festival, må man godt tænke over, hvor meget nørkleriet skal være i fokus. Fear Inoculum er en introvert plade og kræver rigtig meget af sin lytter, og andre, mere velbevandrede Tool-kendere, betroede mig, at de syntes, det blev for meget af det gode. Der skete en løbende masseudvandring under de mange langtrukne passager; ”Fear Inoculum” var en evighed om at komme til sagen, og “Pneuma” lød virkelig, VIRKELIG godt, men med sine næsten 12 minutter, synes jeg ikke, den er festival-materiale.
Det var “Schism” til gengæld, og den gik også rent ind hos min udi metallens Pink Floyd uerfarne corefan. “The Grudge”, bestod “hvor godt spiller de mit yndlingsnummer”-testen – alle dem med et normalt forhold til Tool har ét nummer, der hæver sig over de andre. For mit vedkommende tog det ca. tre koncerter på 20 år, førtil jeg endelig oplevede Tool i levende live, som en, der har fattet punchlinen. Hvorfor de fokuserede mere på blær end på kontakten med publikum gennem musikken, skal jeg ikke kunne sige. Men hvis bare én går fra koncerten med appetit på mere, er jeg glad. Og som den uforberedte ungersvend konstaterede efterfølgende: “Det ku’ noget, det der.”
1. Jambi
2. Fear Inoculum
3. Rosetta Stoned
4. Pneuma
5. Intolerance
6. Schism
7. The Grudge
8. Flood
9. Invincible
10. Ænema
11. (-) Ions
12. Stinkfist