Modsætningernes holdeplads
Det er sikkert som amen i kirken, at det regner på Copenhell. Det var både godt og skidt for Chelsea Wolfe. Godt, fordi regnens insisteren på at falde over pladsen gjorde koncerten ekstra lækker rent visuelt, når lyset fejede ud over publikum. Skidt, fordi folk masseudvandrede, efterhånden som regnen tog til. Det var ærgerligt, fordi det var i bund og grund en god koncert, som jeg dog har svært ved at give en højere karakter.
Ganske enkelt fordi hendes sæt ikke virkede tilpasset en decideret metalfestival. Der var for mange lange seancer med foruroligende ambience og ikke nok af de mere tunge numre, hun har på samvittigheden. Misforstå mig ikke, jeg synes hun er rigtig dygtig. Hendes stemme stod krystalklart i nattemørket, og det er bestemt ikke den mest malplacerede booking, jeg har set.
Ulvehyl og elektronisk vanvid
Chelsea Wolfes blåsorte univers trækker nemlig tråde ind i metallen, men også selve tonen i selvsamme univers løber parallelt med, hvad den tunge ende af musik har at byde på. Hendes skrøbelige kompositioner blev understreget af bratte stemningsskift, og når det var tungt, var det næsten ikke til at bære. Hendes orkester navigerede selvsikkert mellem blid og bastant, og deres indsats var med til at fremhæve hendes skønsang, men så sandelig også imponerende rå vokal.
De mere lyse toner kammede dog over i en ubehagelig skingren, som på ingen måde kan tilskrives hendes indsats. Pilen peger på lyden endnu engang, men den artede sig nogenlunde, i sådan en grad at det var noget af det første, jeg bemærkede: manglen på dårlig lyd. Stortrommen var bestemt ikke var pakket af vejen, men sad lige i skabet og var aldrig for meget. Rent lydmæssigt var det her den bedste koncert på Pandæmonium.
Tungt, men trægt
Desværre kan jeg ikke sige det samme om sætlisten. Der var for lange perioder med for mange kniplingsfine vokaliseringer; hendes næsten nonchalante syngestil nærmede sig Billie Eilishs arrogante tilbagelænethed. Det var som en træt Lana Del Rey kombineret med et post-metallet Portishead, og selvom det lyder overordentligt tiltalende, så er hun mere Roadburn end Copen-fucking-hell.
Kun glimtvis lukkede hun op for posen med den ultratunge musik, og den kunne godt have stået som en stærkere modvægt til de luftige toner. Folk ævlede ind over de rolige passager, og cirka halvvejs begyndte folk at kapitulere til den tiltagende regn. Jeg var nok også udvandret, når der nu ikke rigtig var noget, der kunne engagere. Jeg kan ikke pege fingre ad Chelsea Wolfes musik eller hendes diskrete tilstedeværelse, jeg kan oven i købet selv finde på at høre det på egen hånd. Men hun havde gjort sig bedre på Gehenna og med et mere opmærksomt publikum.