Stærkt fremmøde
Man kan argumentere for, at det ikke er forsvarligt at sætte nogen, der ikke kender Biohazard særlig godt, til at anmelde. Det manglende kendskab til et orkester kan være en hæmsko, når de skal vurderes på deres optræden. Men jeg mener personligt, at det kan være til anmelderens fordel at gå blindt ind i en live-optræden.
Således blottet for fordomme og/eller forventninger, indfandt jeg mig foran Hades sammen med rigtig mange andre mennesker. Fremmødet var lige så stort som til The Offspring på festivalens første dag, og selv helt ude i den mere sikre udkant af menneskehavet blev der deltaget aktivt til koncerten. Det er altid en fryd at observere andre more sig, og i dette tilfælde bidrog det positivt til mit samlede indtryk af showet.
Veteranernes triumf
Lyden mudrede til til tider, men når det virkelig gjaldt, gik budskaberne klart igennem, både musikalsk, men så sandelig også under monologerne. Det lød, som om det kom direkte fra hjertet, da den ene af de to vokalister, Evan Seinfeld, opfordrede til både fred i verden og at passe på sit mentale helbred. Han holdt sludderen på et tåleligt niveau og brugte i stedet tiden på at spille op til dans. Der var mange forskellige fortolkninger af begrebet, og det gjorde mig sådan set ikke noget, at der blev prædiket lidt fra scenen. Det blev gjort med overbevisning, og alle medlemmer udstrålede autoritet ‒ med 37 år på bagen som band er det vel heller ikke for meget forlangt.
Biohazard er ikke nogle unge opkomlinge, hvilket taler ind i, hvor velspillet koncerten var. En mere erfaren Biohazard-kender fortalte mig, at de spillede godt. Noget, jeg dog selv godt kunne fornemme. De optrådte med en koncentreret vildskab, som om de stadig kunne kanalisere vreden fra dengang, knæene ikke knasede. Det kan godt være, denne tour er med til at skæppe i pensionskassen, men på intet tidspunkt fornemmede jeg, at nævnte knæ ikke kunne bære vægten af selveste Biohazard.
Fra neutral til positiv
For nok er jeg ikke ekspert ud i deres hardcore-cross over, men alle kender som minimum “Punishment”, som vi for øvrigt fik en utrolig kompetent version af til at gå hjem på. Deres Bad Religion-cover var ikke en ubetinget succes, men der er mange andre numre at slå ned på; især “Five Blocks to the Subway” og “Tales From the Hard Side” fik sat ekstra skub i folk med den ene circlepit efter den anden. De havde pitten i deres hule hånd, men der må have været for mange derinde, for med jævne mellemrum fik fans forvildet sig op på scenen for at være lidt tættere på løjerne.
En god koncert består af mange små ting, der tilsammen udgør en helhed, der kan sende én videre ud i verden en oplevelse rigere. For mit eget vedkommende er der ingen tvivl om, at jeg morede mig nok til at konstatere, at det var en god koncert. Nok er jeg ikke målgruppen for vrede, bar-mavede mænd i bandana, men jeg har ører i hovedet og knæ, som knaser, så lidt alligevel. Jeg har i hvert fald fået en god grund til at høre noget mere hardcore.
