Disclaimer: Grundet uacceptable lydforhold har vi ikke fundet anledning til at anmelde koncerten med henblik på at tildele en karakter. Vi har i stedet valgt beskrive hændelsesforløbet, som det udfoldede sig set (og ikke mindst hørt!) fra vores placering.
Det skulle være så godt, men …
Har man talt musik med mig i mere end fem minutter, ved man også, at jeg er svært glad for black metal. Jeg savner som altid mere af det på plakaten, så af samme årsag var 1349 selvskrevne. Deres shows skulle efter sigende nydes bedst efter mørkets frembrud, og mand, hvor jeg fik, hvad jeg blev lovet. Når de åbner ballet med at spy ild, så ved man, at de virkelig mener det.
Sabotage
Det var desværre også aftenens højdepunkt, for jeg mindes ikke, jeg har oplevet så dårlig lyd før, ikke engang på Pandæmonium. Jeg forsøgte ellers at afhjælpe det ved at bevæge mig tættere på scenen, men lige lidt hjalp det. Det eneste, jeg kunne høre langt størstedelen af tiden, og jeg mener størstedelen, var den monotone, godstogs-lydende buldren fra stortrommen. Uden en mur af kød til delvis at opveje den elendige akustik på festivalens fjerneste scene var det stort set umuligt at høre andet end lidt guitarsolo her og der.
Og det irriterer mig grænseløst. For Frost er en formidabel trommeslager, så at indse, at han overdøvede sig selv, var skuffende. Det er ægte norsk black metal, som vor mor lavede den, og det betyder naturligvis blast beats galore. Noget, der i dette tilfælde ikke gjorde noget godt for min oplevelse. Det betyder ikke, at 1349 ikke gjorde, hvad de kunne, og området foran scenen sydede. Fremmødet var egentlig ikke imponerende, og jeg skal ikke kunne sige, om det var på grund af tidspunktet, beliggenheden eller genren.
For meget af det gode
Men når Frost en sjælden gang imellem holdt lidt igen, og jeg kunne høre resten af bandet, lød det godt. Der blev spillet på alle tangenter, både visuelt og musikalsk. En iført kutte, en anden i benskinner og nitter op til albuerne og fuld skrue på halsbetændelsen. Røgkanoner og alle fotografers favoritlys. Vi var sådan set kun krabbegangen fra fuld plade i black metal – og det har sin helt egen særlige charme.
Den nåede bare aldrig ud til mig før hen imod afslutningen, hvor der blev skruet ned for dobbeltpedalen og fokuseret mere på strengene i stedet. Det havde jeg godt kunne tænke mig mere af, for selvom Frost er et tilløbsstykke, dominerede han fuldstændig. Selv vokalen måtte til tider se sig druknet i den formålsløse støj. Han spillede for øvrigt fabelagtigt, når jeg kunne høre andet end dobbeltpedalens skånselsløse dundren, så jeg håber på en dag at kunne se dem under lidt mere acceptable forhold.
