Slipknot Copenhell 2023 af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotos.dk
Slipknot Copenhell 2023 af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotos.dk

Copenhell 2023 - Slipknot

Refshalen, København

Officiel vurdering: 8/10

555-666

Slipknot er et vanligt navn i Copenhellregi med seneste besøg i 2019. Denne gang var det dog med et nyt og indtil nu unavngivet medlem i stedet for bandets sampler og keyboardspiller, Craig Jones. Perkussionist Shawn “Clown” Crahan havde kort tid inden annonceret, at han ikke ville være en del af showet, da han skulle passe sin kone hjemme, men kom dog tilbage alligevel på touren. Det var et talrigt publikum, som havde indfundet sig foran Helviti-scenen på Copenhells tredje dag, og overalt stod folk tæt presset sammen som sild i en tønde. Der var en sund spænding fra folk, og al snak om bandet emmede af forventningens glæde, samtidig med at en meget tung varme begyndte at indfinde sig mellem publikum.

Slipknot Copenhell 2023 af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotos.dk
Enter the nine

En irriterende tendens hos større bands er, at de altid skal starte med at spille et eller andet nummer for at indikere, at nu sker der snart noget. Ganske kort inde i dette nummer gav det til gengæld et højt brag på Helviti, og det store tæppe, hvor der stod “Slipknot”, faldt til jorden. Den store specialbyggede scene, som bedst kan beskrives som en blanding af en industriel fabrik og en gyserfilm, blev hurtigt indtaget af de ni store veteraner. Her må jeg fremhæve bassist “VMan”, som kommer helt ud til scenekanten og gør en imponerende, truende figur. Da det første nummer, “The Blister Exists”, begynder, virker det som en lunte, der bliver tændt i folk, og da frontmand Corey Taylor sætter i sit første skrig, eksploderer publikum i en energirus, som sender folk rundt til højre og venstre som en gigantisk bølge af vilde metalentusiaster. 

Den helt store fællessang når vanvittige højder flere gange med de store hits som ”Psychosocial”, ”The Devil in I”, ”The Heretic Anthem” og ”Wait and Bleed”. Energiniveauet kommer dog også ned igen imellem flere numre, hvor tomrummet fyldes af henholdsvis DJ Sid Wilson og det nye, unavngivne medlem. Et irritationsmoment kommer dog frem, idet der mangler belysning og fokus på netop disse imens. De er i forvejen ikke meget brugte medlemmer, så giv dem dog det spotlight, nu de andre medlemmer forlader scenen alligevel. 

Lyden til koncerten gav til gengæld anledning til at få perkussionist Clown og Michael “Tortilla Man” Pfaff frem i lyset, og de mange detaljer, de giver musikken, kunne meget bedre høres, end de kan på mange andre liveindspilninger, og det var ganske forfriskende. Den fremhævede desværre også, at Corey Taylor har et mere vedvarende problem end de “to uger” som han selv fremhævede; hans stemme. Coreys growl er ikke, hvad det har været, og det er meget tydeligt, at jo længere ind i sættet de kommer, jo mere mangler han luft. Han når desværre ikke altid at få luft nok til hele sætningen i sine growls, hvilket er ærgerligt, for Coreys clean vokal står stadig skarpt, måske endda stærkere end før. Især på den helt store fællessang, “Snuff”, dominerer han fuldstændigt lydbilledet, men for mange års hærgen har forståeligt nok sat sit præg. 

Slipknot Copenhell 2023 af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotos.dk

The End, So Far

Slipknot startede karrieren med at blive kendt for at være det ultimative kaosband. Alt kunne ske, og folk både foran og på scenen kom til skade i et orgie af vildskab og musik. Med tiden er Slipknot gået mere fra at være et band til at være et brand, og det er en meget naturlig udvikling for et band med succes. Dette gør også, at jeg ikke tvivler på, at det er sidste gang, vi får Slipknot at se igen, både på Copenhell og andre større steder i Danmark. Men jeg betvivler dog, at de kan toppe sig selv med denne koncert. Det var en flot koncert både visuelt og musisk, og en flot magtdemonstration af de ni fra Des Moines. Men der er ved at vise sig små krakeleringer i fundamentet, og jeg håber, at de enten bliver lappet eller, i yderste tilfælde, erstattet.
Slipknot Copenhell 2023 af Rolf Meldgaard / www.rolfrawphotos.dk

Kommentarer (1)

UMUR

UMUR

Indlæg: 93

Jeg er ikke fan af musikken,

Jeg er ikke fan af musikken, men det var fanme et fedt show denne gang. Jeg har set Slipknot 4 gange før, og det her var nok det show jeg nød mest.