Mammoth WVH

Mammoth WVH udgav det eponyme debutalbum sidste år og er efter sigende i gang med indspilningen af den svære toer. De har ikke været meget fremme på radaren herhjemme, men måske det kommer. Albummet er i hvert fald vellydende, og forhåbentligt virker det også live.

Kl. 19.00 betrådte de ganske roligt scenen foran en mere end halvfyldt sal og fyrede op for ”Mammoth”, der hurtigt fik publikum til at fokusere lidt mere på scenen end på de fadbamser, der allerede var at se overalt. Publikum var i det hele taget godt med fra starten og klappede ivrigt med – god stil, der i øvrigt også blev bemærket flere gange af bandet.

Wolfgang Van Halen i front var relativt stillestående – måske det bare var en rest af, at han tidligere har været i bands med erfarne sangere i front. Måske var han bare nervøs. For mig personligt ville jeg gerne have set lidt mere til ham. Han spillede nemlig forrygende og sang også virkelig godt – men det blev bare lidt til den kedelige side for mig. Lidt for stillestående og ”pænt”. Det samme gør sig gældende for resten af bandet i øvrigt. De spillede godt. De lød godt. Trommerne ramte lige i brystkassen og påtvang sig din opmærksomhed. Men… opmærksomheden havde bare ikke noget sted at finde hvile.

Sangene havde masser af syng-med-potentiale; det faldt dog bare lidt til jorden, da ingen rigtigt kendte numrene. Havde Wolfgang så hjulpet os lidt på vej, så havde det været fantastisk, men desværre.

Der var helt klart mere fokus på musikken fremfor at lave et show. Wolfgangs gæve lejesvende gjorde ikke meget væsen af sig, og på et tidspunkt studsede jeg over, at det eneste på scenen, der bevægede sig, var trommeslageren. Ja, der blev headbanget lidt. Ja, der blev smilt fjoget. Ja, de var glade for at være i DK. Ja, der blev takket pænt. Men blev vi rusket? Blev vi grebet i kraven og smidt i skraldespanden? Niks. Lidt mere skrald på næste gang, Wolfgang. Og bevares, det er et enmandsprojekt, der kun har eksisteret i kort tid, så der er plads til at vokse med opgaven. Det var kun andet show nogensinde uden for USA, og Wolfgang var tydeligt glad for modtagelsen, som publikum gav hans band. Helhedsindtrykket cementeredes blot ved, at bandet slyngede om sig med peace-tegn ved afslutningen af koncerten – og ikke de sædvanlige djævlehorn.

Sætliste

1. Mammoth
2. Mr. Ed
3. Epiphany
4. Think It Over
5. Distance
6. You're to Blame
7. Don't Back Down

7/10

Halestorm

Halestorm kræver næppe en større introduktion. Grammy-vindere og rock-darlings extraordinaire. Lzzy Hale, brormand bag tønderne, Arejay Hale, Joe Hottinger på guitar og så Josh Smith på bassen har været overalt de seneste mange år efterhånden og har leveret en stribe af rock-klassikere. De har senest udgivet Back From the Dead i maj 2022, der endnu engang en gang cementerede deres status.

Denne aftens anden koncert skød de i gang med et af Lzzys velkendte skrig – først et ”Hello Copenhagen” (udtalt på gebrokkent cirkustysk, men fair nok) – og derefter sprang de direkte ud i ”Back From the Dead” fra det nye album. Ikke så meget fikumdik. Lige på og hårdt. Lzzy kom med det samme godt ud til publikum med sin vrængende, gritty vokal, sine vilde grimasser og masser af løben frem og tilbage på scenen.

Sætlisten bare præg af at blande en greatest hits-liste med de største bangers fra det nye album. Faktisk fik vi hele fem numre fra det nye album og ”kun” fire klassikere. Det tog publikum dog imod med kyshånd, så det var rigtigt set. Det stod dog stadig klart, at når numre som ”I Miss the Misery” og ”Freak Like Me” spilles lige efter hinanden, så sydede salen. Folk skrålede behørigt med, og Halestorm fik i den grad pumpet salen op med masser af rock-attitude.

I modsætning til Mammoth så var der her meget mere fokus på showdelen og at blande sig med publikum. Det var dog primært lagt over på de to Hale’r. Man skulle faktisk gøre sig lidt umage for at se forbi Lzzy og på Joe og Josh. De spillede godt og smilede glad til publikum. Men det var også det. Lzzy var til gengæld en tour de force, et powerhouse af jordskælvsfremkaldende rockvokaler og en fysisk performance, kun få kunne matche. Bettebror Arejay havde dog ikke tænkt sig at stå i baggrunden, bare fordi han var bag tønderne. Hans outfit og hår var neongult, og adf flere omgange fik han lov til at shine med sine trommesoloer. På et tidspunkt var han sågar den eneste på scenen – og trommede, som om det gjaldt livet. Her glimrede han bl.a. ved at kaste med stikkerne og tabe dem. Igen. Og igen. Hvorefter han hentede de armstore trommestikker, der efterhånden er lige så meget en del af hans soloer, som Lzzys vokal er det af resten af sættet. Det er sjovt, ja. Men snupper det lidt af rockstemningen? For mig også ja, desværre. Som sædvanligt deltes vandene lidt her. Nogle i publikum kaldte på at få Lzzy tilbage – andre blev besnæret af hans flyvende trommestikker og showmanship. Jeg landede et sted midt imellem. Jeg har set det før, så vidste, at det kom. Men det er stadig imponerende på trods af de tabte stikker.

Set that shit on fire

Halestorm leverede endnu en gang en vild koncert – og jeg har aldrig hørt Lzzy lyde bedre. Hendes vokal var klar og fin, hvor den skulle være det, og nittygritty, rusten og vrængende alle de rigtige steder. Showet kom godt ud over scenekanten – dog primært båret af de to Hale’r. Der var ikke en finger at sætte på lyden, og bandet emmede af spilleglæde og overskud. Det er dog klart, at hvis man er der for at høre musik uden så meget pis – så bliver det her trættende. Grimasserne, de vrængede skrig i samtlige sange og den selvlysende Teletubby bag tønderne er gimmicks på godt og ondt. Det er dog gimmicks, der har været en del af Halestorm lige så længe, som jeg kan huske. Så er du typen, der ser dig sur på sådan noget, så kan du trække et par kranier fra min karakter. Elsker du show og leg på scenen, så ses vi foran scenen på Copenhell til sommer, hvor de kommer og spiller igen.

Sætliste

1. Back From the Dead
2. Love Bites (So Do I)
3. Wicked Ways
4. I Get Off
5. Psycho Crazy
6. Strange Girl
7. Drum Solo
8. I Miss the Misery
9. Freak Like Me
10. The Steeple

9/10

Alter Bridge

Alter Bridge har efterhånden eksisteret i 18 år og har to sublimt dygtige frontpersoner i form af sanger Myles Kennedy med den genkendelige smukke nasale klang og Mark Tremonti – en af de måske dygtigste guitarister lige nu. Med sig har de Brian Marshall på bassen og Scott Phillips på trommerne, der lægger en solid bund til de to i front. De udgav deres 7. album, Pawns & Kings, den 14/10 2022, der fik nogle fine ord med på vejen.

Bandet gik på scenen uden en masse staffage, men med masser af larm fra publikum. Så skal jeg ellers love for, at hovednavnet entrerede rummet! Myles Kennedy er i forvejen ikke en energibombe på scenen, og kontrasten var da også til at tage og føle på, da han gik på efter den hyperudadvendte og sprælske Lzzy. Hvor hun blæster ud mod publikum, sludrede mellem sangene, og fx også Arejay fik lov at lave sit trommegøgl undervejs – så lod Alter Bridge sangene og musikken tale mere for sig selv.

Kennedy sagde på et tidspunkt, at nu kom et af hans yndlingstidspunkter i en koncert – nemlig en pause. Totalt mystisk udtalelse at komme med, hvis du spørger mig. Han lod dernæst Tremonti overtage mikrofonen i nummeret ”Waters Rising”, der desværre punkterede stemningen lidt. Tremonti er for så vidt ikke en dårlig sanger. Men sammenlignet med Kennedy er hans vokal noget mere flad i det. Det var (heldigvis) kun et enkelt nummer, og da de fyrede op for sublime ”Metalingus”, så kunne man sagtens tilgive dem det fejltrin.

Cirka halvvejs igennem sættet får vi et lille break fra de hårde toner, da Myles og Tremonti stiller et par stole frem og snupper ”In Loving Memory”, hvor alle kan være med. Det er gennemført rockballade, så følelserne driver ned adf væggene, og ingen fremmødte må kunne se sig fri for i et lille ømt øjeblik at skråle med. Strålende! Vi fik dog kun en kort pause, før de igen skruede godt op for intensiteten med den fremragende og tunge ”Blackbird”.

Sættet bestod af en blandet landhandel fra bl.a. Last Hero, ABIII, Blackbird og naturligvis det spritnye album Pawns & Kings. Kun 4/17 numre var fra det nyeste album – og det var nok meget godt tænkt, når albummet er så nyt. Publikum var klart mest på ved de gamle numre. Og Alter Bridge har immervæk også noget af et repertoire at vælge fra, så de kunne snildt have fyldt de 1,5 time op med rene klassikere. De sidste seks numre denne aften var da også udelukkende perler på en snor, der fik publikums sidste reservationer til at fordufte som dug for solen. For efter førnævnte ”Blackbird” så kom også ”Rise Today”, ”Cry of Achilles”, ”Slip to the Void” og slutteligt ”Open Your Eyes”, der klemte de sidste smuler af stemme ud af de fremmødte i publikum.

Så tæt på…

Alter Bridge havde både highs and lows denne aften. Suveræne sange leveret med masser af overskud – men desværre også en frontfigur, der i starten virkede lidt fraværende. Heldigvis blev han varmet op i løbet af koncerten og blev endda lidt snakkesalig. Han lød som altid rasende godt, på trods af at han ikke ligefrem udfordrede stemmen med de sværeste toner – hvilket var forståeligt nok om end ærgerligt for os. De første par numre savnede jeg kontakt til Kennedy, men senere så vi ham storsmilende takke både nye og trofaste fans for at komme til deres koncerter, hvilket jo altid klæder et band. Sceneshowet var imponerende – men formentligt enhver fotografs eller epileptikers værste mareridt. Masser af lys og ballade, der trods alt gav lidt liv med på vejen, når bandet i min optik var lidt for stillestående. Publikum var i den grad med bandet hele vejen igennem, og jeg er ikke sikker på, at jeg nogensinde før har været til en koncert, hvor der blev skrålet og hujet så meget med som denne aften. Det kunne have været helt suverænt, men de missede desværre et par steder. Rockskabet kan nok godt rykkes en my mere på plads.

Sætliste

1. Silver Tongue
2. Addicted to Pain
3. The Other Side
4. This Is War
5. Broken Wings
6. Wouldn't You Rather
7. Isolation
8. Waters Rising
9. Sin After Sin
10. Metalingus
11. Pawns & Kings
12. In Loving Memory
13. Blackbird
14. Rise Today
15. Cry of Achilles
16. Slip to the Void
17. Open Your Eyes

8/10