Pain Of Salvation

Københavns Rådhusplads er fyldt med sortklædte demonstranter, og byen vrimler med politikøretøjer, sågar forstærkning fra det svenske polis. Det er dog nogle helt andre svenskere, jeg denne kolde dag i marts har begivet mig til hovedstaden for at møde, nemlig det visionære, indflydelsesrige progressive metalband, Pain of Salvation, hvis turné rammer The Rock samme aften. Bandet er aktuelle med deres sjette studiealbum, ”Scarsick”, der udgør den længe ventede fortsættelse til ”The Perfect Element I” fra 2000.

Jeg er sent på den pga. først et aflyst tog og siden hen et meget forsinket et, og tourmanageren tager ikke sin telefon, så det er med et vist stressniveau, at jeg sniger mig ind på spillestedet via bagindgangen og hurtigt finder forsanger og guitarist, Daniel Gildenlöw og keyboardist Fredrik Hermansson. De to herrer viser sig at være meget behagelige og nede på jorden. Vi enes om at lade engelsk være interviewsproget (bandet kommer fra Eskilstuna nær Stockholm og tilhører efter eget udsagn mentalt den midterste del af Sverige – så jeg vil nødig rode mig ud i noget).

SRFM: Er det her jeres første job på tour’en, eller har I været af sted i længere tid, eller hvordan?

DG: Det er faktisk det sidste job – hvilket jeg er glad for, eftersom jeg er syg nu.

Allerede efter mit første spørgsmål bliver vi afbrudt af stemmer, der nærmer sig. "Who’s that guy?" vil en bistert udseende, lyshåret kvinde vide, som med stormskridt bringer sig selv op til vores bord. Det viser sig at være tourmanageren, der er mildt kolerisk. Jeg præsenterer mig og forklarer mit ærinde, beklager min forsinkelse og forsvarer mig med, at jeg har forsøgt at få fat i hende både med opringninger og sms. Dels pga. min forsinkelse og dels fordi Daniel skal spare sin sygdomsplagede stemme til om aftenen, må jeg herefter deles om de 15 minutters interviewtid med en nyankommet fyr fra et konkurrerende website (i det følgende omtalt som MR). Det viser sig dog hurtigt, at vi har tænkt meget i de samme baner, hvad angår spørgsmål, så ingen af os føler sig snydt.

MR: Hvordan har reaktionerne været på det nye album?

DG: Reaktionerne har været meget gode. Overraskende gode, faktisk. Selv i Sverige, for første gang – hvis det tæller for noget. Jeg mener, vi har altid fået en masse gode anmeldelser, men nu bliver vi anmeldt steder, som slet ikke anmeldte os tidligere.

FH: Vi har fået meget mere mediedækning end tidligere.

DG: Vi ved ikke hvorfor det sker nu, men vi synes bare det er godt…

I samme åndedrag filosoferer Daniel over, hvordan succesen som band er en ting og det enkelte albums succes en anden.

DG: Jeg kan godt føle, at vores første album, Entropia, ikke fik den påskønnelse og opmærksomhed, som det fortjente. Og det kan vi ikke lave om på – vi kan ikke udgive det album igen. Så for hvert album, man udgiver, har man kun én chance med det album. Så selv om vi får mere og mere succes, har man stadig lidt ondt af det album, der ikke klarede den.

SRFM: Musikken på det nye album er en anelse mindre kompleks end på jeres sidste to udgivelser…

DG (i et pædagogisk tonefald): Det kan du måske synes!

SRFM: Jeg mener, det er mere sangorienteret end de sidste to albums. Er det med vilje, for at få albummet til at passe bedre sammen med "The Perfect Element I"?

DG: Ikke så meget det, men… "Scarsick" er mindst lige så – og måske endnu mere kompliceret og indviklet end de tidligere albums, hvad angår musikken, men forhåbentlig er det ikke det, man lægger mærke til, når man lytter til albummet. Det første, der møder én, er forhåbentlig en slags overflade af vrede, frustration og energi… En slags rå, ligefrem energi. Jeg har altid været fan af at gemme det komplekse stof væk i de dybere strukturer i stedet for at have det glimtende på overfladen. Men måske i endnu højere grad på dette album: Fordi det er den type sociologiske og politiske album, det er, vil man gerne have dét til at være i fokus i stedet for kompleksitet. Hvis man efter et stykke tid vil dykke dybere ned, så har man også den mulighed. Jeg mener, så snart du prøver at spille det her materiale, vil du opdage at…"Fuck!"

MR vil vide lidt om hele processen omkring at skrive og producere albummet. Daniel fortæller beredvilligt om, hvordan han til dette album har konstrueret et hjemmestudie med forskelligt udstyr. Bandet havde et ønske om at komme væk fra dyre pladestudier og dyre forstærkere. Det har været en meget tidskrævende proces at få tingene til at lyde, som han ville have dem til at lyde, men dette har ikke været det eneste problem:

DG: Jeg må sige, at det har været en trættende proces i sin helhed, både at skrive og indspille albummet, og det har været afbrudt af en masse andre ting… En af fordelene, man har, når man går i et dyrt studie er, at det kun kan tage så og så lang tid, og så har man ikke flere penge. Når man er derhjemme, kan man gøre tingene, præcis som man vil, men man har også muligheden for, at man kan blive afbrudt, og at man kan udskyde tingene og sige "lad os tage en pause på 3-4 uger og så vende tilbage til det". Og i mellemtiden er presset der stadig. Man ender op med at bruge meget mere tid under det samme pres uden at nå det punkt, hvor man bare kan slippe det.

SRFM: Du sagde før, at det nye album er meget politisk i teksterne. Hvor vigtige er teksterne i musikken? Vil du have folk til ’kun’ at koncentrere sig om teksterne, eller er teksterne en måde at skabe opmærksomhed om musikken, eller…Hvad er vigtigst (teksterne eller musikken)?

DG: For mig er det selvfølgelig… Jeg mener, hvis folk kun vil høre musikken, er det op til dem. Personligt, forstår jeg ikke, hvordan man nogensinde kan gøre det – hvordan man kan ignorere en så stor del af det fulde produkt. Det ville jeg aldrig kunne selv. Det er ikke engang muligt for mig. Jeg har lagt mærke til, at de sange og albums, jeg holder mest af, ofte har et omdrejningspunkt, der føles meget tæt på den, der skrev dem. Du ved, noget, jeg bliver grebet af, eller som får mig til at tænke…

SRFM: Noget personligt, så at sige.

DG: Ja, præcis. Noget, der har blod og sved indeni. Og jeg kan ikke se, hvordan noget kan have blod og sved i sig, hvis ikke man skriver om noget, der betyder noget for én. Så for mig er det ligesom… Hvis du skriver en roman, er der en historie, men der er også noget, du gerne vil sige. Der er et eller andet budskab, du gerne vil videregive med bogen, går jeg ud fra. Og man kunne muligvis læse bogen og kun læse det, der sker, og tænke "orv, det var en interessant rækkefølge af begivenheder". Men for mig er det umuligt ikke at spørge "hvad er det forfatteren forsøger at fortælle mig her?" Hvad er hans motivation til at skrive dette alb… denne bog, eller i vores tilfælde, dette album? Så... for at besvare dit spørgsmål ganske kort: Ja, teksterne er meget vigtige.

MR: Teksterne er en anelse mere aggressive denne gang. Vil du sige lidt om det og også om albumcoveret? Jeg er selv grafisk designer og er vild med hele produktet.

DG: Jeg vil altid gerne have alting til nærmest at tale det samme sprog. Hvilket er et problem, for det gør det svært at uddelegere opgaverne. Nu har jeg fundet en fotograf, der hjælper os med at tage billeder, og han… Jeg har fuld tillid til ham. Det er virkelig rart, for han tænker på samme måde som mig, så… Fotografierne er en stor del af artwork’et, synes jeg, og de portrætterer meget, meget godt, hvad jeg også gerne vil udtrykke med teksterne. Øhm… Hvad angår aggression… Hvis vi skal sammenligne med “The Perfect Element I", kan man sige, at dét album kigger på sygdomstegn hos individet på flere måder – især dem vi finder hos de to hovedpersoner, vi følger – hvor "Scarsick", som er "The Perfect Element II", fokuserer på sygdomstegnene i samfundet. Og på en måde er der flere temaer, der går igen, som ikke er så åbenlyse til at starte med. Men når du begynder at kigge på historien, vil du se, at de første halvdele af begge albums omhandler forskellige typer af misbrug [abuse = både misbrug af f.eks. alkohol og et misbrug, man bliver udsat for, f.eks. vold]. Den ene på det individuelle plan, den anden på det sociale plan. Og, på samme måde som du i The Perfect Element I følger den mandlige hovedpersons kamp, hvor han bliver indhentet af sandheden om ham selv og hans fortid og når et slags mentalt ‘point of no return’, når han nu, på "Scarsick" et slags fysisk ‘point of no return’. Og gennem ham og gennem TV ser vi et samfund, der deler en stor del af de symptomer, individerne udviste i "The Perfect Element I". Så på samme måde som vi har et individ, der føler sig tomt indeni, knækket og ødelagt og forsøger at fylde tomrummet med ydre stimuli, har man på "Scarsick" et samfund, der faktisk gør præcis det samme. Og på den måde kunne man sige, at hovedpersonen faktisk leder vejen – han viser os, hvad der vil ske med samfundet, hvis vi lader disse ting fortsætte. Vi har et samfund, der er i risiko for at blive indhentet af sandheden om sig selv og dets fortid, og hvis ikke vi ændrer vores adfærd, før det sker, vil vi også være ved et ‘point of no return’. Så, hvad angår aggression, har vi hovedpersonen, og han er ikke i en mentalt afbalanceret tilstand. Han er ikke i en tilstand, hvor man går forsigtigt til tingene.

SRFM: Jeg ville gerne høre lidt om turneen. Hvordan har tour’en været indtil nu? Har der været gode reaktioner på det nye materiale? Hvordan har det været at spille live?

DG (vender sig mod FH): Nu kan jeg hvile min stemme lidt…

FH: Åh, der har været rigtig gode reaktioner. Jeg mener, der har været masser af mennesker, der er dukket op. De to første shows i Oslo og Göteborg var udsolgt længe før… Der har faktisk været næsten udsolgt alle steder, så det har været rigtig fedt.

DG: Og især de nye sange er blevet godt modtaget. Faktisk er folk, ved flere af jobbene, begyndt at råbe "Disco Queen! Disco Queen!" lige efter første sang.

MR: Ha ha…Det må føles godt, hva’? Almindeligvis begynder publikum jo at råbe gamle sangtitler… Faktisk ville jeg gerne høre lidt mere om "Disco Queen", som jeg synes er en rigtig interessant sang.

SRFM: Det er også en af mine favoritter på albummet.

DG: Instinktivt, da vi begyndte at snakke om albummet, før jeg overhovedet præsenterede materiale for de andre, sagde jeg, at jeg gerne ville have albummet til at føles mere direkte, men også mere… fokuseret på lyde, sådan at man i stedet for at have et meget standard lydbillede sørgede for at have den perfekte lyd til hver eneste passage i hver sang. Nærmest individuelle lyde hele tiden. Og jeg synes, det er det, vi har opnået. Jeg mener… “Disco Queen" er et godt eksempel. Af de lyde, vi bruger på den sang, tror jeg aldrig, vi har brugt nogen af dem før i andre sange!

SRFM: Det obligatoriske spørgsmål: Har I nogen idé om, hvad der skal ske med Pain of Salvation i fremtiden? Hvor I bevæger jer hen musikalsk?

DG: Vi har nogle ideer, som vi holder for os selv. Jeg har altid holdt af at sige, at det næste album bliver et country-western-album. For tre albums siden ville folk instinktivt vide, at det var en joke, men i dag…. "Er det virkelig?" Normalt ved vi det ikke engang selv. Vi har ideer, men… Når man begynder at arbejde på et album, begynder tingene på en eller anden made at løse sig selv. Så vi får se.

SRFM: Så du arbejder meget intuitivt, når du komponerer og indspiller et album?

DG: Når jeg komponerer, arbejder jeg meget i de små detaljer. Men… Der er en lang proces i tankerne også. Selv når du komponerer i dit hoved, vrider og vender du stadig tingene, og så har du også konceptet, som er noget, der kan drive den ene idé frem, som udløser den næste… "Hmm… måske er det bedre at bruge den idé". Man har nærmest også forskellige mapper med forskellig musik i, og somme tider går det op for én, at "hov, vent lige – jeg har noget i den mappe, som faktisk vil passe godt i den anden her nu". Så man aner aldrig, hvordan det fulde produkt ender med at blive.

FH: Vi havde en hel del øvning, før vi indspillede “Scarsick". Det hjalp.

DG: Faktisk er en af de bedste ting ved dét, at da vi kom til selve indspilningsprocessen, kendte alle materialet. Ligesom da vi optog "Be"-albummet, fordi vi havde spillet live-koncerterne først – alle kendte musikken. Da vi lavede “The Perfect Element I" og “Remedy Lane", vidste de andre faktisk ikke, hvordan sangene ville lyde. De så dem mere eller mindre tage form i studiet, hvilket sikkert må have været en interessant følelse! Jeg mener, hvis man har spillet materialet sammen flere gange, er det meget nemmere at forklare, hvis man vil have noget ændret i en eller anden retning, fordi folk faktisk kender…

SRFM: ... Den helhed det skal passe ind i?

DG: Ja, de har et begreb om den fulde vision.

Forud for arbejdet med “Scarsick", forlod bassist Kristoffer Gildenlöw bandet. Pain of Salvation har endnu ikke offentliggjort navnet på en ny bassist, men har haft bassisten Simon Andersson med på tour. MR vil vide, om han er et fuldt medlem af bandet eller bare er med på turné.

DG: Vi har besluttet os for ikke at beslutte det, før vi kommer tilbage fra turneen. Jeg tror, vi ved hvad beslutningen bliver, men… vi beslutter det ikke, før vi kommer hjem!

MR: Så I har besluttet jer for ikke at beslutte jer?

DG: Ja, vi har besluttet os for ikke at beslutte os, præcis. Han [Simon] er… Han er en fin fyr, både musikalsk og personligt.

MR: Hvordan har I mødt ham? Kendte I ham fra før?

FH: Ja, jeg mødte ham første gang helt tilbage i 1995, tror jeg. Han var 15 år gammel eller sådan noget… og spillede guitar på det tidspunkt. Vi har holdt kontakt i løbet af årene, men ikke tæt kontakt.

DG: Han var faktisk en af dem, der søgte om rollen som ny guitarist tilbage i ’98. Han har været i periferien i lang tid faktisk. Så da han kom til audition på bas, sagde han "bare rolig. Hvis ikke I tager mig nu, skifter jeg bare instrument og prøver igen, når I mangler en trommeslager!"

Vores 15 minutter er for længst overskredet, da vi slutter og takker for interviewet, lige akkurat som tourmanageren kommer løbende for netop at standse os.

DG: Så, nu får I tæv! (griner)

Om aftenen sender Pain of Salvation et godt fyldt The Rock i den syvende prog-himmel med et brag af en koncert, der på ingen måde vidner om et band, der er ramt af sygdom. Med markante numre fra alle albums i deres fantastiske katalog er der ingen tilhørere, der føler sig snydt. Pain of Salvation har efter undertegnedes mening fortjent enhver succes, de opnår.