Markus Vanhala 14.03.16
Markus Vanhala
Jeg fangede Markus fra Omnium Gatherum og Insomnium i forbindelse med deres koncert på Voxhall mandag aften til en snak om tur livet, sociale medier, røde pølser, og hvad fremtiden byder på for de to bands.
Der er kun et par shows tilbage på denne nuværende tour, hvordan har den været ind til videre?
Den har virket meget længere, end den rent faktisk er. Den har varet i tre uger, men den har føltes som 3 måneder. Der har været alle mulige små problemer, men koncerterne er gået rigtig godt, og vi har haft det rigtig sjovt med gutterne fra Amorphis og Poem, og før denne var vi på tour med Draconian, så to turneer i træk. Men alle koncerterne er gået rigtig godt og med massere af mennesker, så vi klager ikke.
Så det var godt med en fridag i går, så I har masser af energi til aftenens show
Haha, vi får se, vi fik alle en masse at drikke i går, så man kan godt sige, at fridagen i går forsvandt. På den finske måde.
I har spillet i Danmark et par gange før, har I et specielt forhold til Danmark?
Sidste gang vi spillede i Danmark var for et år siden i København, og det husker jeg som et rigtig godt show. Ud over det har vi spillet i Aalborg sammen med Nile, som var vores første show i Danmark. Vi kender jo også drengene i Mercenary fra Aalborg, og vi har turneret med dem to gange i Europa. Jeg tror faktisk, at Mercenary er det første, jeg tænker på, når jeg tænker på Danmark… Dem, King Diamond og ”røde pølser”.
Nu nævner du Mercenery og King Diamond - kender du andre danske metalbands?
Da vi turnerede med Mercenery, åbnede Essence for os, så dem kender jeg også. Så er der jo også Hatesphere, som jeg håber, kommer og siger hej til aftenens show. Selvfølgelig også Volbeat som jeg desværre må tilstå, jeg ikke er så meget fan af. Lars Ulrich selvfølgelig, og.. illdiiii, kan ikke huske hvad de hedder.
Illdisposed?
Ja, lige præcis! Og det er vidst dem, jeg kender. Men altså, at I har King Diamond, det er stort!
Er der på noget tidspunkt i din karriere hvor du har tænkt, ”Det her er, hvad jeg laver, det er mit job, det er så fedt!”?
Da jeg blev medlem af Insomnium for 5 år siden, har jeg ikke lavet andet end at spille med de to bands de sidste par år, for jeg har stort set ikke haft tid til andet end det, og der fik jeg virkelig følelsen af, at det her er mit job, og jeg elsker det! Jeg har jo altid gerne villet turnere, så meget jeg kan, og det må jeg sige, jeg gør, så jeg klager ikke. Hele sidste år var uafbrudt tur med de to bands og endda også med begge bands på samme tur.
Du nævner, at du turnerede med begge bands på samme tid, hvordan var det i forhold til den her tur?
Jeg elsker, at jeg kun skal spille en koncert hver aften, det har været ren ferie. Det er selvfølgelig fedt at være af sted med begge bands, da det jo er alle ens venner samlet på samme tid.
Jeres nye album Grey Heavens udkom i sidste måned, hvordan har fansene taget imod albummet?
Det er det af vores album, der uden tvivl er blevet taget bedst imod, det er blandt andet blevet nomineret i Metal Hammer som månedens album, og i Finland lå det nummer to på hitlisten, hvor New World Shadows kun lå nummer 5, så det er en klar forbedring. Der kommer folk til vores shows nu, kun på grund af det her album, så det er rigtig fedt. Men indspilningen af det nye album var specielt hård for mig, fordi jeg ikke havde nogle fridage overhovedet. Men det er dejligt at have det færdigt og komme ud og spille det live for folk. Så alt det hårde arbejde betaler sig.
I dag handler det hele meget om de sociale medier, hvad er din mening om metalfans, der bekæmper hinanden i stedet for at stå sammen og forsvare sin egen genre?
Ja, det er dumt, og det har altid været dumt. Som eksempelvis: ”Manowar er det eneste store metalband!” osv. Men som metalfan kan jeg sammenligne det med midten af 90’erne, hvor jeg ikke kunne finde info omkring bands, som man kan i dag. Så på den måde var mystikken og det hele intakt, og det kan man ikke sige, det er mere. I gamle dage hvis man købte en cd, så var man nødt til at elske det, haha! I dag kan du bare vælge til og fra, og det er noget pjat. Men på den anden side med et band som os med et pladeselskab uden de helt store midler, så er det en gylden mulighed for at promoverer os selv, uden at det skal koste en formue, så der er gode og dårlige sider ved den sag.
Jeg kan forestille mig, at det må være fedt at turnere med jeres landsmænd i Amorphis, men hvis du kunne vælge hvilket som helst band at tunere med, hvem ville det så være?
Vi har tuneret meget med Dark Tanquility, og det var rigtig fedt, så dem kunne jeg godt tænke mig at tunere med igen. Men hvis jeg skulle vælge hvilket som helst band i verden, så skulle det være Iron Maiden, Death, hvis Chuck Schuldiner stadig levede, eller Annihilator, som jeg altid har været stor fan af. Så det skulle være en af de tre… Eller At The Gates, det kunne også være fedt.
Hvad bliver næste skridt for Omnium Gatherum?
En sommerfestivalturne bliver det næste. Vi vil måske have nogle enkelte koncerter inden det, og nogle shows i Finland. Senere på året ser det ud til, at vi vil tage på endnu en Europatur, og så derefter tage på tur i Nordamerika. Og så er året jo næsten slut. Min kalender er fyldt helt ud det næste år.
Med al den succes I har haft her i Danmark, hvornår kan vi så forvente at se jer i Danmark igen?
Jeg regner med at vi kommer forbi til september på vores Europatur, men jeg har ikke datoerne endnu, så jeg kan ikke endelig bekræfte det. Jeg var rigtig ked af, at vi ikke kunne have været med Amorphis, da de spillede i København i sidste uge, fordi vores egen tur var på samme tidspunkt. Det kunne også være rigtig fedt at spille på Copenhell!
Så nu hvor året står på at promovere og tunere Grey Heavens, så kan vi vel ikke forvente at høre noget nyt fra Insomium?
Haha, jo det kan I faktisk. En uge efter vi er færdige med denne tur, så tager jeg hjem og tager i studiet for at indspille nyt med Insomnium. En form for album, der bliver en helt speciel udgivelse, som udkommer senere i år. Så jo, det skal jeg også, jeg er altid i gang med noget.