Interview med Søren Weiss

Søren Weiss Epic Fest Søren Weiss Epic Fest

Skaberen og arrangøren af Danmarks eneste rendyrkede power metal-festival, Epic Fest, hedder Søren Weiss. Vi fik os en kort snak med ham om, hvad man kan forvente af Epic Fest i år, og hvad planerne er for fremtiden.

Carsten: Pænt goddag, Søren. Det er dejligt, at du kan være her. Og tak, fordi du ville komme.

Søren: Det er en fornøjelse, Carsten. Det er godt at få en snak med dig.

Carsten: Hvis vi ser på Epic Fest, så er det jo ved at blive en stor festival. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt om jeres program. Hvordan sammensætter I det, og hvad vægter I mest, når I vælger artister og events?

Søren: Det er lidt en god blanding. Vi elsker at grave lidt dybere og finde kunstnere, der normalt ikke bliver præsenteret herhjemme. Vi vil gerne give publikum noget, de ikke har oplevet før – måske endda noget, som aldrig er præsenteret i Danmark før.

I år har vi flere unikke kunstnere fra forskellige steder i verden. Selvfølgelig kigger vi også på større navne og headliners inden for power og fantasy metal. Men vi prøver at dække mange musikalske kroge.

Carsten: Så der er ingen planer om, at Epic Fest pludselig begynder at præsentere helt andre genrer, som for eksempel Red Warszawa?

Søren: Nej, vi holder os til vores niche. Jeg tænker, der er masser af steder i Danmark til dem, hvor de kan spille i stedet.

Carsten: Kan du fortælle lidt om de unikke koncertoplevelser, I tilbyder i år?

Søren: Ja, vi har flere spændende ting på programmet. Vi vil give publikum noget særligt, som de ikke kan opleve andre steder.

Et af højdepunkterne er en koncert med Fabio Liones Dawn of Victory. Han spiller gamle Rhapsody-sange sammen med Roskilde Domkirkes Pigekor, der består af 21 dygtige sangere. Det bliver en fantastisk oplevelse.

Vi har også en akustisk koncert med Theocracy i Roskilde Domkirke – det bliver deres første koncert nogensinde i Danmark. De spiller derefter et klassisk power metal-show på scenen om lørdagen.

Carsten: Det lyder som noget, der passer perfekt til domkirken.

Søren: Ja, det kunne ikke passe bedre. Da vi tilbød dem muligheden, var de straks med på idéen.

Vi har også bands som Pagan’s Mind og Crimson Glory, der ikke har spillet i Danmark før. Judicator fra USA spiller deres første koncert i Europa hos os. Vi forsøger virkelig at skabe noget unikt, som man ellers ikke finder herhjemme. Fra Italien kommer Apostolica, de spiller deres første koncert nogensinde!

Carsten: I vores snak nævnte du tidligere, at I gerne vil være powermetallens svar på Tomorrowland. Hvad betyder det rent visuelt, og hvordan arbejder I med det?

Søren: Jeg har ikke selv været på Tomorrowland, men jeg har set masser af billeder og videoer. De skaber en helt særlig visuel oplevelse, hvor man træder ind i en fantasiverden.

Det er vigtigt for os, at Epic Fest også fremstår som en visuel og kunstnerisk flot festival. Vi bygger store scenarier, hvor publikum bevæger sig gennem forskellige verdener. Der kommer også elementer med trolddom og magi i år.

Carsten: Det lyder spændende. Jeg ved, at der også har været snak om frivillighed på festivalen. Hvordan er det at være frivillig hos jer?

Søren: Frivillige spiller en stor rolle hos os. Det handler ikke kun om at sælge øl og gå rundt med ørepropper. Vi giver dem mulighed for at være en aktiv del af festivalen og skabe den unikke oplevelse sammen med os.

Carsten: Hvis vi skal kigge lidt til næste år, hvad er så jeres ambitioner? Jeres længere og mere langsigtede ambitioner for Epic Fest?

Søren: Nu er vi i tredje år, og vi har skaleret op hvert år – både på programfronten og musikfronten, hvor der kommer flere og flere navne. Flere unikke navne. I år kan vi næsten melde udsolgt af billetter igen, selv efter vi har fordoblet kapaciteten.

I forhold til næste år skal vi prøve det her år af, hvor vi introducerer en ny hovedscene, så vi har tre scener i alt – Gimle og to scener ude i kongrescenteret.

Så jeg tror ikke, vi opskalerer mere i forhold til scener næste år. Fokus bliver i stedet på at udvikle de rammer, vi allerede har. Det handler om at gøre programmet stærkere og gøre det visuelle udtryk stærkere. Vi vil gerne fange den her fantasy-vibe, så når folk træder ind gennem portene til Epic Fest, føles det som at træde ind i et magisk fantasy-univers.

Carsten: Så det handler om at udbygge universet?

Søren: Præcis. Vi skal udbygge det og gøre det stærkere på forskellige parametre.

Carsten: Det, jeg hører dig sige, er, at det ikke bliver til en open air-festival inden for de næste par år?

Søren: Nej, men der er bestemt muligheder udenfor omkring kongrescenteret, hvor der er en lækker græsplæne. Men det bliver ikke tre udendørs scener. Hvis vi rykker udenfor, bliver det en del af festivalens miljø og univers.

Carsten: Hvordan ser du udviklingen af power metal-scenen i Danmark og Europa? Og hvilken rolle kan Epic Fest spille i den udvikling?

Søren: Fra dansk side er power metal blevet noget, man ikke er bleg for at tale om længere. Hele fantasy-universet har fået en opblomstring gennem Netflix, HBO og Dungeons & Dragons, hvilket åbner op for det musikalske også.

Vi sælger faktisk flere billetter i Europa og endda i USA end i Danmark. Jeg tror, Epic Fest har samlet et fællesskab, der måske har manglet – ikke bare i Danmark, men også i Europa og måske verden.

Carsten: Hvordan kan Epic Fest skille sig ud?

Søren: Vores fantasy-univers spiller rigtig godt sammen med power metal-genren. Det er unikt at have en tematiseret festival. Vi mærker også interesse fra bands, som ser idéen i det univers, vi prøver at skabe.

Carsten: Hvis publikum kun skal tage én ting med sig hjem fra Epic Fest, hvad håber du så, det er?

Søren: Jeg håber, de tager en totaloplevelse med hjem. At de føler, de har bevæget sig i forskellige universer og haft store musikalske oplevelser. Det vigtigste er, at de synes, det var pissefedt.

Carsten: Kan du komme med en nyhed?

Søren: Vi arbejder hårdt på at få fede navne til 2026-programmet, men jeg kan desværre ikke afsløre noget endnu.

Carsten: Skal vi give et shout out til folkene?

Søren: Kæmpe tak til de danske publikummer, der har støttet Epic Fest. Det er vildt, at vi kan sælge så mange billetter til noget så nørdet som powermetal.