Interview med Social Addiction
Social Addiction
Københavnske Social Addiction har netop udgivet den spændende ep 'Kill Your Abuser'. Læs med her, hvor bandet blandt andet fortæller, hvad der ligger til grund for den voldsomme titel, og hvad de gerne vil fortælle med deres kortfilminspirerede musikvideo.
Der sidder måske et par stykker derude, som endnu ikke kender Social Addiction. Vil I kort præsentere jer selv og måske også fortælle, hvordan bandet opstod?
Vi, Mattias (trommer) og Jonatan (vokal, bas), er brødre og mødte Jasper (guitar) på Michael Skolen i Herlev og fandt sammen igennem musikken. Bandet blev dannet kort tid efter.
I debuterede i 2019 med ep’en Bring Your Own Knife, og fredag den 18. juni var I klar med opfølgeren Kill Your Abuser. Hvordan har I fejret den nye udgivelse?
Vi har været på Bryggen at drikke en helvedes masse øl i det gode vejr.
Er der noget, I bevidst har gjort anderledes eller fokuseret mere på nu, end I gjorde på debuten?
Vi har lagt meget mere tid i sangskrivningen. Vi har arbejdet meget med kontrasten mellem det dødsenstunge og det følsomme og på den måde at skabe en rejse gennem numrene.
Hvad kan de kontraster, synes I?
Give plads til hinanden. De kommer til at fylde mere hver især, fordi de er der.
Hvordan kan I tydeligst se, at I har udviklet jer som band siden Bring Your Own Knife?
Vi er hver især blevet meget bedre på vores instrumenter, og sindssygt mange timer i øvelokalet i kælderen på Nørrebro sammen gør, at vi kan skrive nogle helt andre sange, end vi gjorde dengang.
Kill Your Abuser er jo egentlig en ret direkte og voldsom titel. Hvilken betydning ligger der i den?
Vi er fucking trætte af at opleve og høre om vores venner og veninder blive voldtaget og udsat for overgreb og ubehagelige oplevelser, og vi havde brug for at skrive en plade, der handler om at tage sagen i egen hånd for netop at have et outlet for al den vrede, vi oplever. Vi synes også, at pladen repræsenterer mange facetter af den slags oplevelser, både før, under og efter. For eksempel en følelse af ikke at blive taget seriøst af ordensmagten. Det har vi skabt et univers omkring, som også kommer til udtryk i musikvideoen til ”Kill Your Abuser”.
Ja, I har jo lavet en rigtig flot musikvideo til titelnummeret, og I sammenligner den med en kortfilm. Kan I sætte lidt ord på videoen – idéerne, produktionen og resultatet?
Idéen kom meget naturligt, fordi vi ville fortælle en selvtægtshistorie. Jonatan producerer film med sit produktionsselskab, Sort Sind, og med det fik vi skudt den i Jonatan og Mattias’ sommerhus i Sverige. Vi er utroligt glade for resultatet og føler virkelig, vi får fortalt lige præcis det, som “Kill Your Abuser” betyder. Uden at det nødvendigvis handler om, hvad offeret (Rasmus Christensen) havde gjort eller ikke havde gjort.
I vores anmeldelse af Kill Your Abuser har vi svært ved at finde en præcis genrebetegnelse. Hvordan vil I selv kategorisere ep’en – og er det overhovedet vigtigt at have en genremærkat?
Genredelen bliver ofte diskuteret, og vi når frem til det samme hver gang: Vi ved det ikke rigtigt, og egentlig er det også fuldstændig lige meget, så længe det har en vibe, vi kan føle. Alle idéer og tanker får et skud i øvelokalet; der er ikke noget, der er forkert. Når det er sagt, kan man vel sige, at Kill Your Abuser ligger et sted inde i rockens univers.
Hvis I skulle anbefale vores læsere ét nummer fra Kill Your Abuser, hvilket ville det så være – og hvorfor?
”Vandal”. Det synes vi, er lykkedes bedst i forhold til førnævnte kontraster. Og så er melodierne og samspillet mellem instrumenterne virkelig vellykket, synes vi.
Hvad er den største oplevelse, I har haft med Social Addiction indtil videre?
De største oplevelser, vi har, er, hver gang vi færdiggør et nummer i øvelokalet. Når den sidder lige i skabet. Derudover var det ret fedt at spille på Taubertal-Festival i Tyskland, efter vi havde vundet Emergenza. Det kunne sgu også noget.
Apropos koncerter, så er de jo så småt ved at være en realitet igen. Kan vi forvente at se Social Addiction ude på spillestederne i den nærmeste fremtid?
Det kan I helt sikkert. Gryden koger, og vi skal lige finde ud af, hvilke krydderier der skal i. Hold øje på vores Instagram og Facebook.
Vi holder øje! Tak for jeres tid og jeres svar.