Interview med Dez Fafara (DevilDriver)

Dez Fafara er bedst kendt for sit arbejde med bandet DevilDriver, hvor han er forsanger. Vi tog os en snak med ham om DevilDrivers fremtidsplaner, tatoveringer, våben og det at være en outlaw.

Pænt goddag, Dez. En fornøjelse, at du gad snakke med os. I skal snart spille på Copenhell. Glæder I jer til det?
Fornøjelsen er helt på min side. Og ja, for helvede! Danmark er et mega fedt sted at spille og at være generelt! Jeg har absolut ingen problemer med at kalde det mit yndlingssted at optræde!

Virkelig? På vegne af Danmark takker vi da!
Jeres måde at leve på er cool; I har grøn energi, I er begyndt at bløde op for Cannabis, I har ingen våben, I har verdens bedste mad, og så har I fucking Christiania! USA kan eddermame lære meget af jer!

Du ved da hvordan, man får en nation til at rødme!
Jeres arkitektur er fantastisk, også om foråret er der helt vildt smukt! Plus så er det fandme altid en fornøjelse at spille hos jer! Uanset om der er mange eller få på et spillested, så er I altid så passionerede omkring musikken. Det elsker jeg. Rigtig mange af mine kammerater er faktisk flyttet til Danmark!

Hvad har I af planer for jeres næste album? Hvad skal der ske? Jeg har hørt tale om noget genreblanding.
Årh ja, nu skal du høre: I USA er der ikke en eneste tour-bus med metallere i, som IKKE lytter til det gamle outlaw countrymusik. I enhver tour-bus vil du komme til at høre Willie Nelson og Johnny Cash. Enhver musiker med respekt for sig selv respekterer også dem!

Der er simpelthen ikke noget, der bliver mere heavy end de dudes! ”I shot a man in Reno just to watch him die”, jamen det bliver sgu da ikke mere heavy! De har selv været undergrundsmusikere på et tidspunkt, og så blev de populære, selvom det ikke var pop. Og de historier, de kan fortælle fra deres liv… Hvordan man har fået sin kone ved at frarøve hende fra en anden mand med pistol. Hold nu kæft, det er fedt!

Lige nu har vi så forbandet mange musikere med i projektet, og hver eneste dag ringer min telefon ang. flere folk, som vil være med! Jeg synger fx ”Ghost Riders in the Sky” sammen med John Carter Cash, Johnny Cashs søn, og hans kone! Og pludselig, BAM, så var Randy Blythe fra Lamb of God også med derpå! Det er så vildt. Det er aldrig gjort før, det her. He, he, Lee Ving fra Fear var faktisk sur over, at han ikke måtte være med på tre numre, men jeg sagde til ham: “Dude, du er allerede med på to numre – nogen har kun ét!” Årh ja, og Lee Ving spiller harmonika på en sang af Hank Williams. Det bliver tunge guitarer med den helt oprindelige countrylyd.

Du lyder helt utroligt passioneret omkring det her projekt.
Årh ja, helt sikkert! Hvis ikke det er noget nyt og frisk, så gider jeg det overhovedet ikke! Det kan nogle gange også være svært at spore den røde tråd i DevilDrivers albums, men det er fordi, vi prøver at lave noget nyt hver eneste gang. Et eller andet, som kan holde det frisk. Du ser ikke mig udgive flere plader, der lyder som det samme!

Så I bliver ikke de næste AC/DC?
Lige netop. Det er også en af grundene til, at band-feelingen hos os er vigtig.

Ja, I har jo haft et par skift igennem tiden. Hvordan har det påvirket jer?
Mjah, for et band, som har eksisteret i 15 år, synes jeg egentlig, at vi har klaret det meget fint med at holde antallet af udskiftninger lavt. Men for mig er det fandme vigtigt, at man kan sammen. Vi har haft en, som nærmest var et spøgelse på guitar, som ikke bidrog med noget som helst, og en trommeslager igennem 8 år, som jeg simpelthen ikke kunne med mere. Vi var lige kommet hjem fra en tour, og jeg satte mig i min sofa, tændte en joint og satte mig til at se The Simpsons Treehouse of Horror kl. 3 om natten. Mens jeg sad der, gik det op for mig, så jeg ringede til vores trommeslager og sagde: ”Dude, det dur sgu ikke mere, det her. Jeg er ikke glad”. Og han sagde, at han havde det på samme måde. Vi klarede den tour, vi skulle på sammen, og lige pludselig var energien på scenen så meget bedre. Vi kunne smile til hinanden og nyde hinanden på scenen. Det synes jeg fandme er vigtigt for et band.

Jeg hader, at man kan se på et band, at de ikke bevæger sig en skid, ikke gider at interagere med hinanden, forstår du? At gå til en black metal-koncert og efter to timer se, at manden endnu ikke sveder, er fandme for kedeligt, ikke? Ser du mig efter et show, ligner jeg en, som er blevet smidt i havet! Jeg er drivvåd! Den eneste, der må stå stille og hygge sig på den måde på en scene, er Iggy Pop på en ordentlig omgang syre, ha, ha!

Det er så også en anden ting: ikke noget med stoffer og så’n i et band. Når folk er så spritstive eller fuldstændig ødelagte på stoffer, så nægter jeg at spille med dem. Ligesom det skete for mit gamle band Coal Chamber.

Du har jo en imponerende mængde tatoveringer. Hvad symboliserer de for dig – ikke mindst den der, du har på hagen?
Hah, åh ja. Husk nu på, at dengang jeg var ung, var det MEGET anderledes, hvordan folk så på tatoveringer. Tatoveringer dengang var noget, bikere havde, og det var dem, jeg hang ud med. Jeg fik min første tatovering som 15-årig, og det skulle være et statement om, at jeg nægtede at have et normalt skrivebordsarbejde. Det var bare ikke mig! Heh, jeg husker dengang, jeg kom hjem med tatoveringen, og min mor råbte: ”Hvad skal der nu blive af dig?!”, og jeg svarede: ”Bare rolig, mor. Jeg starter bare et band!”. Nu om dage har min bankmand fucking tatoveringer op og ned ad armene og langt op ad halsen!

Hvad er det største gig, I nogensinde har spillet?
Det må have været Soundwave Festival i Australien. Jonathan Davis fra Korn var blevet syg, så vi var nogle stykker, som spillede og sang med i stedet. Der var nok 90.000 mennesker den dag. Det var ret sjovt – især fordi, vi selv lige havde spillet inden!

Her på falderebet skal jeg lige høre. Hvad vil du helst have: majestætiske store duevinger eller et smukt hjortegevir?
Ha, ha, geviret! Jeg ville binde bjælder og alt mulig lort fast på det, så folk ville være sikker på, når jeg kom.

Dez, du skal have tak for interviewet, og vi glæder os til at se dig på Copenhell!
Fornøjelsen var min, dude. Vi ses, Danmark. Vi glæder os fandme til at spille for jer!