Interview med Blindheart
Blindheart
Onde growls og gode melodier – Blindheart kan det hele. Bandet har netop udgivet deres første ep, og derfor fik vi en snak med de fire medlemmer. Læs med, og lær det danske band at kende lige her.
I er et temmelig nyt band. Hvordan opstod Blindheart?
Eventyret startede, da drengene Kim, Michael og Dan begyndte at spille sammen under navnet I Told Her No i 2010. Før det havde Kim og Dan spillet i metalcore-bandet Abandon All, og Dan har sine metalrødder i det hedengangne Compos Mentis. Fra 2010 til starten af 2018 spillede vi med skiftende forsangere, men havde svært ved at finde det helt rigtige match: Vi var enige om, at vi ville spille metal, men at vi også ville have en kvindelig forsanger, fordi det giver en superfed dynamik til musikken – og bandet – så det ikke bare bliver én stor pølsefest med bajere og rumlende mave-growls hele vejen. Vi ville med andre ord have en sanger, der kunne det hele – og det er svært at finde i Kolding. På trods af at vi aldrig kunne finde den helt rigtige frontkvinde, blev vi ved med bare at øve og øve – tre til fire gange om ugen – fordi vi bare elsker musikken. Det har så haft den effekt, at vi er blevet et sammentømret band, der har styr på vores håndværk og kan konstruere nogle fede metalnumre.
Apropos forsangere: Tidligt på året fik I en ny kvinde i front, Anitta Soliz. Hvordan har det påvirket Blindhearts lyd?
Efter alle årene i øvelokalet nåede vi et niveau, hvor musikken faktisk kunne bære at have en så dygtig sanger, som vi egentlig altid havde drømt om at få. Tilfældigvis så vi et opslag på en musikerside på Facebook, hvor Anitta søgte et metalband. Kort fortalt skrev vi til hende og sendte noget demomateriale. Hun var heldigvis vild med det, og et par dage efter kom hun forbi øvelokalet og blæste os fuldstændig omkuld med en tekst, hun havde skrevet til vores musik. Den aften blev Blindheart skabt i sin sande form. Anitta fuldender Blindheart og giver os det mix af både råhed og et kvindeligt touch, som altid har været vores ønske. Med Anitta bag roret skal vi ikke holde os tilbage, hvad enten vi vil skrive et supertungt nummer eller en god gammeldags ballade – hun kan være med på det hele.
Anitta er uddannet kirkesanger – ikke lige, hvad man forbinder med metalgenren! Har den uddannelse været nyttig for Blindheart?
Anitta: Kirkesangen og den klassiske uddannelse er en klar fordel for mig, fordi jeg har en grundstyrke og finesse, der er vigtig for at kunne lave ekstreme vokaler uden at ødelægge stemmen. Og så synes jeg bare, det er en fed kontrast til mit arbejde som kirkesanger at give den gas sammen med drengene!
Anitta nævner selv, at hun er inspireret af Marilyn Manson og Angela Gossow. Sidstnævnte kan man tydeligt høre, men Manson-inspirationen er mindre klar. Hvori ligger den inspiration?
Anitta: Manson inspirerer mig ved sin person og de intelligente og provokerende, men sande, tekster. Manson har hjulpet mig meget i mine teenageår. Det er skønt med et forbillede, der står stærkt, men falder uden for normen, når man selv er lidt uden for.
Hvad med herrerne i bandet: Hvem er jeres forbilleder?
Dan (bas): Jeg er jo den ældste herre i bandet og nok også ham, der hører mest af den gode gamle metal: Old Man’s Child, det gamle In Flames, danske Illnath og al den slags. Som en lidt mere helstøbt inspirationskilde, både musikalsk og som menneske, har jeg altid haft et ømt punkt for Johnny Cash. Han lavede nogle fede og aparte rytmiske ting, og så kæmpede Johnny altid for den lille mand og tanken om, at hvis man har lavet noget lort, så skal man også tilgives, når man har udstået sin straf.
Michael (trommer): Jeg lægger mig fladt ned: Jeg er popdrengen i bandet. Jeg har altid været inspireret af Taylor Hawkins fra Foo Fighters, fordi han formår at holde sit trommespil simpelt, men samtidig er detaljeorienteret og hurtig på hænderne. Ellers kan jeg rigtig godt lide Chad Smith fra Red Hot Chili Peppers, fordi hans vekslen mellem seriøsitet bag trommerne og pissefed humor (jeg har set mange interviews med RHCP) tiltaler mig rigtig meget.
Kim (guitar): Altså jeg startede som teenager med at lytte til alle de store corebands som As I Lay Dying og Killswitch Engage. Jeg har altid været som en hund, der spiser en tube mayonnaise, når jeg hører et catchy omkvæd. Men jeg synes også tit, at en melodi kan blive for tydelig og ”tvunget” ind i musikken, og derfor er jeg altid på jagt efter de lidt mere ukendte bands, der på en fin måde vækker en følelse i mig. Fx finske Sentenced – hold kæft, hvor kan omkvædet i ”No One There” få mig til at tude. Eller Woods of Ypres, der bare forstår, hvordan man skaber en stærk stemning hele vejen igennem et nummer… Ja, desværre er kernemedlemmer i de to bands, jeg nævner, døde, så jeg må nøjes med at skamlytte de numre, de nåede at lave, og lade mig inspirere af dem.
Jeres første ep, WOLF, har netop ramt gaden. Den lader til at have et Rødhætte-tema. Kan I fortælle lidt om det?
Rødhætte-/ulvetemaet valgte vi, fordi vi synes, det symboliserer den musik, vi laver: det voldsomme kontra det søde. I vores musik er det sjove så lidt, at Anitta repræsenterer begge roller.
Hvad var den største udfordring ved udarbejdelsen af WOLF?
Drengene: Vi var så heldige at have en rigtig dygtig producer, Tommy Skouboe fra Silhouette, og vi brugte Morten Husteds Outhouse Studio til tracking. Hele trackingen af instrumenter gik smertefrit, fordi vi indspillede det meste guitar og bas i lange takes samtidig med trommerne – ikke meget ulig det, vi har brugt de sidste mange år på i øvelokalet. Trackingen gik altså gnidningsfrit, men vi brugte lang tid på mixet. Vi ville gerne have en upoleret, old school lyd, som samtidig ikke ville skræmme den moderne lytter væk, der er vant til at lytte til svulstige og flotte produktioner. Den balance var svær at finde.
Anitta: For mig var den største udfordring at synge kor med mig selv. Det var nyt for mig, men da jeg først fangede den, var det til gengæld også supersjovt, og jeg synes virkelig, det løftede numrene! Så nu prøver jeg at træne drengene til at synge lidt kor, så vi også kan have kor, når vi spiller shows. Det er dog lidt op ad bakke med drengenes harmonier, men jeg tror på dem, he he.
Hvad er I mest stolte af på ep’en?
Det lyder banalt, men vi er faktisk mest stolte af, at vi sammen har kunnet skabe noget musik, som virkelig lyder, som vi gerne vil have den til. Der er som sådan ingen ting på ep’en, vi er utilfredse med eller ville gøre anderledes, og det er en fed følelse.
I kalder selv WOLF en smagsprøve. Betyder det, at I allerede tænker på nyt materiale?
Helt sikkert! WOLF er vores forsøg på at gøre folk i musikbranchen, lige fra bookere til pladeselskaber, opmærksomme på os ved at demonstrere den musikalske palet, vi kan bevæge os inden for. Lige så snart muligheden byder sig, og det giver mening, er vi klar på at indspille fuldlængde.
I har spillet en håndfuld koncerter i år. Kan vi forvente flere shows i den nære fremtid?
Jeps! Man kan se os næste gang d. 24. august i Kolding, men vi håber, at udgivelsen af vores ep kan hjælpe os med at få nogle flere shows i kalenderen – så hvis der er nogle bookere, som læser med, så skriv til os!!
Hvor er Blindheart om fem år?
Vi drømmer om turnéer rundt på de store internationale metalfestivaler og spillesteder, og det vil vi fortsætte med at arbejde hen imod, indtil det lykkes.
Mange tak til Blindheart. Lyt til bandets første single, ”WOLF”, lige her.