Fossils
Interview med det danske band Fossils i forbindelse med udgivelse af deres anden fuldlængde album Flesh Hammer. Albummet udkommer d. 3/3/2014.
Fossils er et 2 mand stort band, der bl.a. har spillet på Spot festival 2013. Bandet består af Per på trommer og Simon på bas altså INGEN guitar eller vokalist, men masser no nonsense noise rock, med en lyd der til tider nærmer sig Sludge metal.
Som noget unikt er mange af deres recording sessions til det nye album udgivet på YouTube og det er altså ret fedt at se!
Se bare:
Her er så e-mail intervievet med Fossils.
Navnet "FOSSILS" refererer det til jeres alder, eller hvor kommer det fra? Og hvordan opstod "Fossils"?
Simon: Vi er jo temmeligt gamle efterhånden, så man kan vel godt betragte os som et par fossiler. Vi spillede tidligere sammen i bandet Studson, som var en trio (som udover Per og Simon bestod af Thomas Kromann på guitar). Vi begyndte at øve som duo, og fandt ud af det fungerede godt. Efter Studsons opløsning startede vi så som FOSSILS. Dog inkluderede bandet her en anden guitarist (Jacob Nielsen, tidligere fra Jab Mica och El og Koedkoger). Jacob flyttede fra byen ret hurtigt efter vi var begyndt, og så tog vi duo konstellationen op igen.
Per: Det har ikke noget med alder at gøre! Alder er bare et tal ;). ’FOSSILS’ var oprindeligt et nummer vi lavede i vores gamle band STUDSON. Det var et instrumentalnummer som vi aldrig fik lagt sang på. Måske var det derfor vi valgte FOSSILS som bandnavn. Fordi vi jo spiller instrumentalt i FOSSILS. Vi kunne også lide begrebet eller ideen om fossiler. Et fossil, en forstening, har været levende engang. Det levende kød er blevet til en død sten. Livet er væk men konturerne er der stadig. En slags evigt dødt liv om man vil.
På visse punkter er i jo "the odd couple" i dansk metal/rock, ingen guitar, ingen forsanger, har i svært ved at arbejde sammen med flere? og hvordan kan i holde hinanden ud? Hvordan fandt i på den konstellation?
Per: Det kom sig helt naturligt egentlig. Mens vi spillede i Studson blev det klart for os at vi havde nemt ved at kommunikere musikalske ideer frem og tilbage. Vi havde stor forståelse for hinandens tilgang til den musik vi fandt interessant og vi kunne færdiggøre hinandens musikalske sætninger uden at tænke i egoer. Det handlede kun om det bedste musikalske resultat, og om det der var bedst for det enkelte nummeret. Og det er ligesom det FOSSILS er bygget op omkring i dag. Vi blev på et tidspunkt klar over at vi ville en anden vej, end der hvor vi var på vej hen med Studson. Vi har ikke svært ved at arbejde samme med andre eller flere. Vi spiller begge i andre bands og har flere musikalske projekter ved siden af, men FOSSILS fungerer bare bedst med os to. Konstellationen opstod fordi vi havde brug for at spille noget musik hvor vi kunne udfordre os selv. Vi havde brug for at spille noget musik vi umiddelbart ikke kunne spille rent teknisk og vi ville gerne ud på kanten af vores ydeevne. Derfor var det på mange måder ligesom at starte forfra med FOSSILS. Og så kan vi holde hinanden ud fordi vi er rigtig gode venner - og så bor vi ikke i samme by og øver derfor kun en gang om måneden.
Simon: Vi har overhovedet ikke svært ved at arbejde sammen med andre :) Til vores releaseshow får vi besøg af en masse gæster som synger og spiller på vores numre (bl.a. Jacob Bredahl fra The Kandidate, Jacob Krogholt fra Rising og Kim Kix fra Powersolo og mange flere). Konstellationen er kommet af sig selv, men vi har også med tiden fundet ud af at det fungerer bedst for os at arbejde på denne måde. Vi har desuden også et tredje medlem i Q, som fungerer som vores indpisker og faste producer.
I har en stor lyd, trods det at i "kun" er jer to, hvad har i af musikalsk baggrund og hvilke virkemidler bruger i for at lave den store lyd?
Simon: Udfordringen for os er at skabe mest muligt lyd mest færrest mulige virkemidler, så vores opsætning er ret enkel: ét trommesæt og én bas, med én forvrængerpedal. Simon har netop købt en supplerende forstærker, som vi er begyndt at inkludere i vores liveshows. Ift. vores baggrund har vi jo tidligere spillet sammen, men vi kender også hinanden fra tidligere hvor vi har spillet i bands omkring 1000Fryd i Aalborg tilbage i 90'erne.
Per: ’ Vi har spillet i et utal af bands før vi dannede FOSSILS, og har derfor en del baggrund at trække på.Vi var begge en aktiv del af hele musikermiljøet omkring 1000fryd i Aalborg tilbage i 90’erne, hvilket er en væsentlig del af vor fælles musikopdragelse. Jeg har egentlig aldrig opfattet vores lyd som stor!? Vi har aldrig stræbt efter at have en stor lyd, men når vi kun er to, arbejder vi jo bevidst med at lyde af mere end to. Måske opstår den ’store’ lyd når vi kompenserer for det at være to. Vi bruger ikke effekter når vi spiller. Tror nok Simon er stemt i drop d og ellers bruger han en RAT-distortionpedal. Jeg har så trommer og bækkener og nogle dybt stemte skind.
Hvor kommer jeres musikalske inspiration fra og hvilke bands inspirerer jer i DK og udenbys?
Simon: Vi lytter til meget forskelligt musik og har - siden vi lærte hinanden at kende - sendt mix-bånd og cd'er til hinanden med musik som vi godt kan lide. Det kan være alt fra hemmelige filmsoundtracks til den nyeste med Meshuggah eller noget med ELO.
Per: Vi lytter til meget forskellig musik og spiller meget musik for hinanden. Det er stort set alle musikgenrer vi lytter til bare vi kan se en kvalitet i det. Vi har selvfølgelig vores personlige kæpheste men der er ikke noget vi sådan direkte kan sammenligne med FOSSILS. Simon er meget interesseret i specielt italiensk filmmusik og jeg tror nok jeg er i en klassisk fase sådan lige pt.
Hvordan ønsker i at jeres musik skal inspirere andre musikere og fans?
Simon: Hvis vores musik inspirerer nogen til noget som helst vil det da være ret fedt.
Per: Vi forsøger at lave noget musik som vi kan stå 100% inde for, og vi er vores egne værste kritikere. Mange forsøg på numre er blevet droppet hen ad vejen, men jeg tror ikke vi forsøger at skulle inspirere andre? Gør vi det, kan vi kun være glade. Vi forsøger ikke at fortælle andre musikere eller fans ,at det vi laver er det fedeste. Vi gør hvad vi gør, og hvis folk reagerer på det, bliver vi glade.
Hvilke ambitioner har i med bandet, jeg kan jo se at i arbejder sammen med andre kunstnere, er tanken at i skal være mere Fossils.. eller skal samarbejdet udvides?
Simon: Vores ambitioner er meget enkelt at spille så meget som muligt, samt at blive ved med at lave ny musik og indspille. Det er desuden helt klart en ambition at komme på turné igen.
Per: Hvor ser du vi arbejder sammen med andre??? :D. Hentyder du til vores release fest? FOSSILS vil altid være et band bestående af to elementer, nemlig bas og tromme. Vi har planer om samarbejde med andre bands men ikke i den forstand at vi udvider FOSSILS med mere besætning. Vores ambitioner har altid været at komme ud og spille en masse og lave nogle ordentlige plader der kan komme ud til de rette folk.
Jeg kan også se at i har turneret i udlandet og sender pressemeddelelse ud på engelsk... er målet at komme ud over-there?
Simon: Vi har ikke et decideret mål med at "slå igennem" i USA, men vores plade udkommer da også der. Vi var så heldige at blive inviteret med Cola Freaks på tour i USA i 2011, og vi vil selvfølgelig gerne afsted igen, hvis det på et tidspunkt kunne lade sig gøre.
Per: Vi har været ’over there’. I 2011 tog vi på tour med Cola Freaks (Århus band) i 3 og en halv uge i USA. Vi kørte 7500 kilometer og spillede nærved 20 koncerter i både nord og syd. Nogle gange kom der 5 lokale andre gange kom der 300. Det var en fantastisk oplevelse og får vi muligheden igen tager vi afsted med det samme. Vi nyder at være på tour og det er da helt klart en ambition at spille i andre lande.
I var jo på spot-festival i 2013, hvad fik i ud af det?
Simon: Det var rigtigt fedt at spille på Spot sidste år. Vi blev fulgt af Radio 24/7 som lavede en reportage om at spille på festivalen, og hvilke forventninger som der kan være i den forbindelse. Vi havde ikke så høje forventninger, men vi fik det ud af det, at der kom rigtigt mange til vores koncert. Flere end vi havde håbet på, og det var rigtigt fedt.
Per: Vi spillede en skide god koncert foran 200 mennesker på Atlas i Århus. Vi havde kun en halv time og det er et tidsrum der passer os ret godt. Det er en koncert vi ser tilbage på med stolthed. Der var rigtig god stemning og folk var flinke. Rent kontraktmæssigt, eller pladeselskabsmæssigt, var der ingen henvendelser. Vi så det mest som en mulighed for at spille en koncert.
I er jo på vej med jeres andet fuldlængde album "Flesh Hammer" kan i fortælle lidt om processen med at lave det nye album og hvordan adskiller dette album sig fra de andre udgivelser?
Simon: Albummet blev indspillet på 5 dage under en næsten ulidelig sommervarme i vores øvelokale sammen med vores faste producer Klaus Q Hedegaard Nielsen. Alt blev indspillet live, og kun numre indspillet i ét take blev godtaget. Vi optog de fleste af numrene på video, som kan ses på vores facebook og youtubekanal.
Per: Udgangspunktet for ’FLESH HAMMER’ var at lave en plade hvor vi skar helt ind til benet sådan rent lydmæssigt og ideen var at vi, også denne gang, skulle indspille alt live. Altså ingen overdubs eller effekter. Vi tog et ufærdigt nummer med til indspilningen (Lard Obstacle), hvilket vi aldrig har gjort før. Vi plejer at have alt parat, men denne gang tog vi den kreative proces med ind i studiet. Vi omarrangerede nummeret og droppede en vildt kompliceret intro og pludselig havde vi et velfungerende nummer. Det bragte os lidt ud af vores ’comfort zone’ men det skulle senere vise sig at det var en givtig - og vigtig - investering. Da alt planlagt musik var indspillet fandt vi ud af at der var for få numre til at kunne kalde indspilningen for en LP, når den tid kom. Man kan sige at oplevelsen med ’Lard Obstacle’ ligesom havde aflivet frygten for det uplanlagte, så vi lavede to numre studiet på meget kort tid. De blev til ’Filet Horizon’ og ’Crack Horse’, hvor sidstnævnte er gået hen og blevet vores favoritnummer at spille live.
Og endelig tror i det er jeres skyld at Beef Jerky er ved at blive populært i DK og hvad er det med jer og kød?
Per: Der er måske nogle uudnyttede sponsorater der :D. Jamen kød er noget vi alle kan forholde os til. Kød og sten. Og når kød bliver til sten som et forsil, er det en interessant udvikling. Det døde kød bliver til sten og bliver evigt. Vi er alle det evige kød.
Simon: Vi har siden bandets start haft kødrelaterede titler. (Der har dog også været stenreferencer og røde hammerhajer, men hammerhajerne er en anden historie). Kød er for os et uudtømmeligt reservoir af referencer, titler og billeder, og vi synes at det er et godt gennemgående tema, da det relaterer sig til "det fysiske" - ligesom vi gerne vil skabe en "fysisk" oplevelse med vores musik
Held og lykke med det hele og tak for jeres deltagelse i dette interview
Selv taxon
Fossils holder release party for det nye album:
Friday 28.02.2014 - RADAR, Aarhus
- www.facebook.com/events/636950956368910/?fref=ts
Saturday 01.03.2014 - BETA, Copenhagen
- an FB event and more info on www.beta2300.dk will follow