God Forbid
Med skiver som "Out Of Misery" fra 1999, "Reject The Sickness" fra 2000, og ikke mindst "Determination" fra 2001, har God Forbid virkelig fået bidt sig fast på den moderne amerikanske metalscene. Med "Gone Forever", der udkom i febrar 2004, er bandet efterhånden også ved få slået sit navn fast her i Europa. Deres første Europa-tour, med Machine Head og Caliban, bragte dem forbi Pumpehuset i København en kold, våd og mørk aften i November, hvor det blev til en snak med spadesvingeren Doc Coyle.
Siden udgivelsen af "Gone Forever" har God Forbid nærmest levet deres liv på alverdens landeveje. Først en stor US-tour og nu er den første Europatour i fuld gang. Hvordan er det gået indtil nu?
"Det er gået helt vildt godt og over al forventning. Mange shows har været udsolgt eller meget tæt på udsolgt, og jeg føler virkelig, at folk har taget rigtig godt i mod os her i Europa. Gutterne fra Machine Head har været helt utrolige og vi kan ikke takke dem nok for at tage os med på denne tour. Det er jo vores første Europatour, så det har selvfølgelig også været særdeles vigtigt for bandet at få lov at spille i Europa."
Hvordan er "Gone Forever" blevet modtaget rundt omkring i verden?
"Anmeldelserne har stort set været rigtige gode. Især i Tyskland, hvor vi næsten alle steder har fået nærmest topkarakter. De eneste der ikke har været specielt glade for skiven er den britiske udgave af MetalHammer, men de har vel givet den til den forkerte anmelder", siger Doc, med et lille grin... "Alt i alt har det været ganske godt."
Jeg fortæller ham, at Bjørn på heavymetal.dk gav skiven 80 % i sin anmeldelse, hvilket også er en karakter jeg helt klart kan tilslutte mig. "All right... Cool! Det sætter jeg virkelig pris på. Vores næste album bliver forhåbentlig endnu bedre."
Musikalsk er God Forbid blevet beskrevet som "New Wave Of American Metal" og en "Amerikaniseret form for Thrash". Jeg bad om en uddybning af disse begreber…
"Vi har jo en hel del Thrash-elementer i vores musik, som man kender det fra bands som Testament og det gamle Metallica. Derudover har den amerikanske hardcore-scene, gennem de seneste år vokset sig større og større. Den har virkelig ændret tingene i USA. I dag fremstår Hardcore-scenen jo nærmest som mainstream, men der jo en produktionsmæssig og lydmæssig indfaldsvinkel, som europæiske bands ikke har og det er det vi mener, når vi beskriver vores musik som "Amerikaniseret Thrash". Vi spiller i bund og grund ikke noget som f.eks. In Flames eller At The Gates ikke har gjort før. Vi har bare en lidt anden indfaldsvinkel til musikken, som vi føler virker mere original. Jeg siger ikke at vi er nyskabende eller noget, men med hensyn til beskrivelsen "New Wave Of American Metal", er det vigtigt at forstå, at den amerikanske metal-scene gennem en hel del år har været nærmest ikke-eksisterende. Den er som sagt vokset sig større og større de seneste år, og beskrivelsen "N.W.O.A.M." er jo kommet af disse omstændigheder. Men der er jo mange aspekter i det. Nu-metal scenen blev jo ret så stor og er stort set ved at dø, da mange af disse fans er ved at gå over til rigtig metal. Vi har jo altid spillet metal og vi mærker da også at interessen for metal i USA vokser, hvilket selvfølgelig også gjorde at folk i Europa begynde at vise interesse. Jeg kan da godt se, at det hele måske virker lidt plat her i Europa, da i jo mere eller mindre altid har haft en rimelig god metal-scene!"
"Determination" var jo det første album der udkom i Europa, men det blev aldrig til nogen Europatour. Hvad skete der?
"Skiven blev faktisk modtaget ganske godt, men en masse problemer gjorde, at vi aldrig nåede til Europa. Vi var på en masse tourneer i USA, hvor vi mærkede en konstant stigende interesse. Man kan sige at med "Determination" lærte folk os at kende her i Europa og med "Gone Forever" er vi blevet respekteret som et etableret band. Det er jo også klart vores bedste skive. Vi er jo blevet bedre og bedre over hele linjen. Vi skriver langt bedre numre og er modnet som band gennem de sidste tre år, hvilket jo selvfølgelig også har betydet, at da vi skrev numrene til "Gone Forever", vidste vi lige nøjagtig hvad vi ville og hvordan vi skulle gribe det an. Alt har været planlagt til punkt og prikke. Vi har været fokuseret og ikke overladt noget til tilfældighederne."
Når I nu har været så meget på farten og spillet et hav af koncerter, ser vi så noget live-stuff i form af noget DVD eller noget?
"Tjoh... Mon ikke? Alle udgiver jo på et eller andet tidspunkt en DVD, så jeg vil tro at der kommer noget på et eller andet tidspunkt. Vi har endnu ikke noget i støbeskeen, men jeg vil da tro at der kommer gang i nogle planer, der peger i den retning i løbet af et års tid, hvor vi selvfølgelig også håber på at have et nyt album klar. Nu skal vi lige have denne tour overstået og så tager vi den derfra."
Vi kan altså godt forvente et nyt album sidst i 2005?
"Ja, det vil jeg tro!"
Jeg ved at I har optaget en video til titelnummeret "Gone Forever". Hvordan er det gået?
"Ja, vi har lige fået den og det ser rigtig cool ud. Vi har aldrig før lavet en video og det har været sjovt at prøve. Vi valgte "Gone Forever" fordi vi mente, at det var det nummer der egnede sig bedst til en video. Det er et godt, hurtigt og tungt nummer. Der er ikke nogen speciel historie i videoen, det er mere nogle live-optagelser og lidt backstage-stuff, der gerne skulle vise hvor intens et God Forbid show er, eller kan være... det er jo i live situationer at vi er bedst som band. Og det skulle videoen gerne illustrere."
Et par af de sædvanlige sidste ord, inden vi slutter?
"Jamen, jeg vil sige mange tak for interviewet og interessen og mange tak til Bjørn for sin gode anmeldelse af "Gone Forever". Jeg vil også lige sige, at I er fucking heldige her i Danmark. Jeres kvinder ser så **** godt ud. Det er jo helt sindsygt! I danske fyre er jo så fucking heldige. Det er jo helt fantastisk!"
Og med disse ord og en kort afsked stod jeg igen i den våde og kolde danske novemberaften. Nu var der kun tilbage at få sig nogle kolde bajere, inden koncerten i Pumpehuset startede.
Kommentarer (1)
spoky kid
Indlæg: 17
så var der dem der så dem to
så var der dem der så dem to gange på deres først europa-tour!
nogen der ved hvor man kan købe de først titler?