Heavymetal.dk bliver 20 år i år - Et tilbageblik på At the Heart of Winter
Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.
Black metals udvikling
Undertiden hyldes kunstnere ikke blot for at skabe en ny genre, men for at søge væk fra den igen. I 1999 havde de ortodokse black metal-værker for længst nået verden rundt, og årtusindskiftet så stilistiske ændringer hos både Mayhem med Grand Declaration of War, Emperor med IV Equilibrium og Immortal med At the Heart of Winter – sidstnævnte med mere succes end genrebrødrene. Immortal havde dog allerede to år forinden forsøgt at nytænke deres lyd med den Morbid Angel-inspirerede Blizzard Beasts, som for de fleste fans tæller blandt bandets største skuffelser. I tilgift var Demonaz på lazarettet med slem seneskedehindebetændelse, hvilket indskrænkede hans rolle til poet. Jeg gætter derfor på, at få mennesker havde forudset den udvikling, d’herrer Doom Occulta ville tage på opfølgeren, som vi vil kigge nærmere på i det følgende.
Arktisk black/thrash
At the Heart of Winter er, først og fremmest, en opvisning i riffs og sangskrivning, så meget står klart allerede ved åbningsnummeret ”Withstand the Fall of Time”. Chokværdien er for første gang i de unge nordmænds karriere skruet ned til fordel for omhyggelig opbygning, og hovedriffet står så meget desto stærkere, når det introduceres. Abbath har ligeledes opgivet det typiske skingre black metal-skrig og har i stedet erkendt sine begrænsninger – og styrker – hvilket resulterer i en nærmest mekanisk snerren, som glimrer ved at være helt og aldeles følelsesforladt. Navnlig på ”Tragedies Blows at Horizon” er vokalens særprægede styrke frostklar; vers-riffet virker tamt oven på ”Solarfall”s hvirvelvind, men kombineret med Abbaths kolde og kyniske kvækken bliver Demonaz’ forfærdelige vision åbenbar.
Sammenlignet med tidligere albummer bærer riffene mere vidtrækkende inspirationer; lidt fra heavy/power, en del fra thrash og naturligvis mest fra black. Dette opnår Immortal vel at mærke uden at ofre et gram af æstetik – sangene lyder alle som én af bidende kulde, dampende åndedræt og piskende polarvinde, hvilket yder perfekt akkompagnement til Demonaz’ arktiske krigspoesi. Én af årsagerne, og endnu en nytænkning for Immortal, er brugen af synth, som er tilføjet med en klar, kunstnerisk vision. Alt imens riffene og trommerne maler pelsklædte soldater, glimtende våben og uindtagelige fæstninger, tilføjer korstemmerne en baggrund af gletschere, tronende fjelde og kridhvid sne så langt, øret rækker. Keyboardet får dog aldrig anden rolle end den rent scenografiske, så riffene er konstant tvunget op på højeste niveau.
Produktionen er endnu et aspekt, hvor Winter bryder med konventionerne. Den er nemlig forholdsvis klar, hvilket jeg kun kan bifalde, når riffene er så gode. Jeg er ikke sikker på, at f.eks. ”Withstand” ville have haft samme gennemslagskraft, hvis ikke produktionen havde givet plads til at både Hoeths blastbeats og Abbaths riffs kan marchere side om side, mens den hårde riffing i omkvædet på ”Tragedies” let kunne være gået tabt uden en vis standard fra studiets side.
Der er meget, meget få øjeblikke på Heart of Winter, som ikke er direkte fantastiske. Det guitar-fill, som deler verset i ”Tragedy” op i to, har altid slået mig som underligt malplaceret og utydeligt, som om det blev improviseret i studiet. Soloen på titelsangen bærer præg af, at stilarten indtil da havde afvist idéen om lead-guitar, og at Abbath ikke rigtig vidste, hvad soloen kunne gøre for sangen. Følgelig virker potentialet en anelse højere end udbyttet. Med det sagt, så er det meget få albums, der når så langt som til at blive kritiseret for anden halvdel af én bestemt solo.
Grusom og gribende
At the Heart of Winter var, er og forbliver en frygtelig triumf. Immortal opgav det grundløse had og blinde raseri, som den norske black metal-scene var kendt for, til fordel for en mere iskoldt konstaterende kynisme, hvor krig er en evig realitet, man hverken kan stræbe efter eller løbe fra. Udtrykket er for første gang i bandets historie episk og dyppet i synth, og ret beset er det imponerende, at en gruppe kan foretage så omsiggribende ændringer i deres lyd og samtidig forstå at holde sig så meget i skindet, som herrerne har gjort. Fra sangenes overordnede struktur og helt ned til hvert enkelt riff er tidsspilde og selvoverbærenhed bandlyst; hvert sekund tæller, og dette er i sidste ende, hvad der gør At the Heart of Winter til et særligt album.
Karakter: 9/10