Verdens første heavy metalalbum fylder 50

Sanctuary Records

• Bands: Black Sabbath

Det regner. Det er sandsynligvis en mørk aften. En kirkeklokke ringer, og flere tordenskrald brager ildevarslende i baggrunden. Man ved udmærket, hvad der skal ske, men alligevel bliver man hver gang overrasket over, hvor dystert og ondt det er: Introriffet fra verdens første heavy metalplade vælter ud af rillerne og suger dig ubarmhjertigt ind i Black Sabbaths okkulte verden. 

Torsdag d. 13. februar er det præcis 50 år siden, at Black Sabbaths banebrydende debutalbum udkom. Netop dette album bliver af mange betragtet som den egentlige begyndelse for heavy metal – dengang det hele startede. Men er det nu egentlig også det første, eller er det bare noget, vi hovedløst gentager uden nærmere refleksion? Vi markerer her den legendariske debut med at kigge tilbage på en tid sikkert længe før, de fleste af Heavymetal.dk’s læsere overhovedet var kommet til verden.

Da rocken tog fart

I den ungdoms- og massekultur, der opstod i den vestlige verden på ruinerne af 2. Verdenskrig, kunne subkulturer ikke længere opstå i et vakuum. Selv i en verden uden internet spredte de eksplosivt udviklende, elektroniske medier nyheder og nye trends med lydens hast ud til et hungrende, og i stigende grad købestærkt, publikum. Det gjaldt også for den spirende rockmusik, der for alvor tog fart i 1950’erne og derfor også, da Black Sabbaths banebrydende første album udkom.

På det tidspunkt lå Led Zeppelin II nummer et på Billboard’s Top 200, og havde i ugevis været det bedst sælgende album i USA. Selvom dette album nok mest er kendt for det ikoniske riff på ”Whole Lotta Love”, og dermed kan kæmpe med om titlen som ”det første”, er det værd at minde om, at det meste af pladen stadig i bund og grund er blues. Jimmy Pages trademark ”light and shade”-stil med masser af akustisk guitar og Hammond-orgel fylder så meget, at man umuligt kan kalde det samlede udtryk for heavy metal. De andre kunstnere, der dominerede albumlisterne, da Black Sabbath for første gang sparkede til bolledejen, var heller ikke ligefrem ”heavy”: The Beatles og The Rolling Stones og andre ikke just hårdtslående navne som Engelbert Humperdinck, Tom Jones, Jackson 5 og Simon & Garfunkel var alle storsælgende i 1970.

Det ændrer dog ikke på, at der selvfølgelig blev udgivet masser af hård rockmusik, før de fire utilpassede knægte fra det beskidte og gennem-industrialiserede Midlands i England udgav deres lige så beskidte debutalbum. Men når vi nu her taler om det første egentlige heavy metalalbum, og ikke bare enkelte sange, så er der i virkeligheden ikke meget at vælge imellem. The Kinks med ”You Really Got Me” og Beatles med ”Helter Skelter” havde allerede i løbet af 60’erne udgivet rå og riff-baserede sange, som med nogen ret i dag kan kaldes for proto-metal. Grupper som Cream, Yardbirds og Led Zeppelin havde også i løbet af 60’erne skruet op for både lydstyrke og forvrængning, men var stadig primært blues-baserede bands. På den anden side af Atlanten spillede Blue Cheer og Grand Funk Railroad efter nogenlunde det samme koncept, som Cream og deres engelske kolleger, mens MC5 fra Detroit flirtede med metallen via deres vildskab og punkede attitude. Flirtede gjorde også Coven, men fra et noget andet udgangspunkt, da de formodentligt var det allerførste åbenlyst sataniske orkester i den vestlige verden. Musikalsk havde hverken Coven eller MC5 dog ret meget med metal at gøre.

Nye standarder for heaviness

Der var således ingen af de ovennævnte bands, der udgav noget, der med rette kan kaldes for heavy metalalbums. Enkelte sange måske, men ikke komplette udgivelser. Den mest oplagte kandidat ud over Black Sabbath er derfor Deep Purple In Rock, der udkom fire måneder senere end dagens fødselar (nærmere bestemt juni 1970 – hvilket sjovt nok var præcist samtidig med, at Black Sabbath gik i studiet for at indspille deres næste klassiker, Paranoid). Deep Purple havde indtil dette tidspunkt levet en omskiftelig tilværelse med både psykedelisk, symfonisk og blues-baseret rock, før de, stærkt inspireret af Led Zeppelin, udgav Deep Purple In Rock, der med ”Speed King” satte nye standarder for hvor hurtigt og voldsomt, man kunne spille. Men selvom Ritchie Blackmore på dette album træder ind på scenen som en af den hårde rocks allerstørste guitarister, er In Rock et album, hvor guitaren konstant må konkurrere om pladsen med Jon Lords buldrende Hammond-orgel. Om det gør In Rock til ”mindre metal” end Black Sabbath med Tony Iommis totale riff-dominans, er nok en smagssag. Uanset hvad, så er Deep Purple In Rock heavy som ind i helvede og objektivt set et klart mere vellykket album end Black Sabbath, men det udkom altså næsten et halvt år efter rivalernes første udspil.  

Tilbage står altså Black Sabbath, og når man lytter til albummet her 50 år senere, er det ikke svært at forestille sig, hvor kontant og råt det må have virket på sagesløse og aldeles uforberedte lyttere dengang. De tre indledende akkorder på nummeret ”Black Sabbath” skabte sammen med Ozzy Osbournes maniske stemme grundlaget ikke bare for doom-genren, men for heavy metal i det hele taget, og det gælder faktisk for stort set hele albummet. Der er mundharmonika og rigeligt med blues-fraseringer på ”The Wizard”, men riffene er tunge og rammer dig i mellemgulvet. Det samme er tilfældet med sange som ”Behind The Wall of Sleep”, ”Sleeping Village” og ”Wicked World”, mens ”N.I.B” er uforfalsket heavy metal og Iommis vintage metalriff nummer to (efter titelnummeret). Selvom Black Sabbath således indeholder store aftryk fra den britiske blues-eksplosion, trådte det simple, rå guitarriff for første gang for alvor i karakter som det centrale element på et helt album – og efterfølgende på en hel ny musikgenre.  En indflydelse der stadig gør sig gældende i dag, også på unge metalmusikere, der måske endda aldrig selv har hørt Black Sabbath.

Mod nye højder

De efterfølgende år var det primært bandet selv, der ikke mindst med Paranoid, Masters of Reality og Sabbath, Bloody Sabbath fulgte op med en mere og mere rendyrket metalstil. Deep Purple derimod bevægede sig langsomt væk fra udgangspunktet i In Rock og udgav aldrig siden så hårdtslående et album. I Nordamerika tog grupper som Kiss, Aerosmith og Alice Cooper stilen og gjorde den mere show-baseret, festlig og kommerciel i stedet for hårdere og tungere. Man skulle derfor vente helt til 1976 før endnu et Birmingham-band for alvor tog handsken op og sendte metallen mod nye højder. Men det er en helt anden historie, og vi hylder dermed med rette Black Sabbath, som albummet hvor det hele startede. Tillykke gamle dreng, og ikke mindst tak for alt det, du startede!