Udgivelser vi ser frem til i 2020 - del 1
www.besthqwallpapers.com
Hvis du går og funderer lidt over, hvad 2020 egentlig kommer til at byde på inden for metallens forunderlige og omskiftelige verden, så tøv ikke længere. Redaktionen på Heavymetal.dk har kigget i krystalkuglen og samlet nogle af de udgivelser, vi i hvert fald selv ser frem til den første halvdel af 2020. Vi kigger på resten af året omkring sommerferien.
Spåkoner: Cecilie Roos, Jonas Larsen, Jonathan Pichard og Søren Højer Larsen
Burning Witches - Dance with the Devil
Det er ikke nogen hemmelighed, at vi er svært begejstrede for Burning Witches her på sitet. Vi har skamrost deres to første albums, og i november sidste år fyrede heksene godt op under Forbrændingen i Albertslund. Den 6. marts udkommer deres 3. album, der, bedømt på de første par singler, fortsætter stilen med traditionel og uforfalsket heavy metal for fuld power.
Burzum – Thulêan Mysteries
Det er små seks år siden, Varg udgav albummet The Ways of Yore. Et album der var lavet i Garage Band-appen på hans kones Macbook og som ikke rigtigt gjorde det store indtryk på nogen. Siden er Varg blevet YouTuber/landmand/gammel sur mand med ”markante” holdninger på nettet, og til trods for at han tidligere sidste år forsvor, at han ville lave musik igen – tja, så kommer der altså et nyt album til marts. Hvad vi kan forvente, er umuligt at sige, men hvis du forventer Filosofem 2, så skal du nok lægge tændstikkerne fra dig.
Carcass - ?
Alles yndlingsvegetarer og pionerer inden for dødsmetallen rører muligvis på sig igen efter en albumpause på otte år. Phoebes yndlingsband vil ikke love en opfølger til Surgical Steel, men vi vil være tilfredse med næsten hvad som helst.
Enslaved - ?
Enslaved tog vores anmelder med storm, da de udgav E, og deres fans venter spændt på nyt fra de progressive nordmænd. De lægger i hvert fald ikke skjul på, at de varsler med noget nyt på deres sociale medier. Vi afventer album og turné med spænding.
God Dethroned – Illuminati
På deres forrige album, The World Ablaze, afsluttede hollandske God Dethroned deres trilogi om Første Verdenskrig. Dette betyder, at de nu er vendt tilbage til de klassiske black metal-tematikker, som de havde på deres første albums: Det vil sige satanisme, ondskab, overnaturlige væsner og det okkulte – ergo er albummets titel Illuminati jo særdeles velvalgt. The World Ablaze var et virkeligt stærkt album, så om de kan holde samme niveau på Illuminati – ja, det er jo spørgsmålet.
Gojira – ?
På deres forrige album Magma brød franske Gojira for alvor igennem, og det er ikke for sjov, at netop det album blev skamrost så meget, som det blev. På Magma viste bandet deres mere melodiske og progressive side frem i stedet for den klassiske, og tekniske dødsmetal lyd. Så det store spørgsmål er derfor, hvilken form Gojira tager på deres kommende album.
Green Day – Father of All Motherfuckers
Gode gamle Green Day udkommer den 7. februar med deres 13. studiealbum Father of Al Motherfuckers. Ifølge forsanger Bille Joe Armstrong er pladen: "The New! Soul, Motown, glam and…”, og teksterne handler om: ”…a lifestyle of not giving a fuck”. Det bliver spændende at høre, om Green Day har genopfundet sig selv, eller om det er gammel vin på nye flasker. Førstesinglen ”Father of All…” lover godt, og så må tiden vise, om de kan bære den hjem over et helt album.
Horned Almighty - To Fathom The Master's Grand Design
Det er snart seks år siden, vi sidst har fået nyt materiale fra de danske blackened-veteraner Horned Almighty. Men nu er de klar igen, og 17. januar udkommer opfølgeren til den roste World of Tombs fra 2014. Her på redaktionen har vi lyttet til den nye i flere uger, og vi kan godt afsløre, at Horned Almighty på ingen måde har tabt pusten. Der er knald på!
King Diamond – The Institue
Vores til dato bedste musikalske eksportvare til det eftertragtede amerikanske marked. De kombinerede kræfter fra første bølge og gotisk, teatralsk historiefortælling har gennem årene kastet et utal af albums af sig, der ikke står tilbage for de banebrydende Mercyful Fate-albums, der stadig brænder klart.
Konvent – Puritan Masochism
Fire unge kvinder fra København debuterede i 2017 med demoudgivelsen Demo, og siden da har de ikke kigget sig tilbage. De har med deres fantastiske ”skåret ind til benet”-døds-doom taget den danske metalscene med storm. 24. januar er de klar med deres første album, Puritan Masochism, og med de tre singler ”Puritan Masochism”, ”Trust” og ”Ropes Pt II”, der allerede er udkommet, er forventningerne store.
Lamb of God - ?
Der har været stille fra det amerikanske grooveband i et par år. De har godt nok sat foden på dansk jord et par gange de sidste par år, men udover en single fra 2016 har der været stille på albumfronten i henved fem år nu. Måske 2020 er året, hvor Sturm und Drang får en efterfølger?
Lordi – Killection
Det finske 80’er-horrorband, som var på alles læber, da de vandt Eurovision ’06, er her skam stadig! Faktisk har de udgivet hele seks, snart syv, albums, siden de fik samtlige familier hjemme i stuerne til at kløjes i deres Haribo Mix og lunkne kaffe. Det lykkedes dog aldrig at holde fat i den enorme hype, de fik dannet dengang trods en række hæderlige hardrock-sange. Men måske det lykkes med Killection!
Me And That Man – New Man, New Songs, Same Shit, Vol 1
Nergal er en travl mand. Når han ikke spreder sit sataniske budskab på scener verden over, barberer folk i Warszawa eller mediterer på instagram, så har han også gang i sit djævelske bluesprojekt, Me And That Man. De udgav deres debut tilbage i 2017, og nu er de klar igen, og med sig har Nergal rekrutteret en sand hær af gæstestjerner! Rob Caggianno, Corey Taylor, Ihsahn, Matt Heafy, Jørgen Munkebo… You name it! Der er derfor masser af ambitioner og ideer, og det kan kun blive spændende at høre, hvordan det endelige produkt bliver.
Megadeth - ?
Et band der ingen introduktion behøver, anført af en mand der bestemt heller ikke behøver en! Megadeth, det mest tekniske band fra The Big Four, er på vej med noget nyt, optændt af succesen Dystopia samt behovet for at vise verden, at selv ikke cancer kan stoppe Mustaine. Vi ved ikke ret meget om det kommende album, men vi ved, at der kommer til at være fart over feltet, blastbeats og lyrik om, hvor galt det hele står til!
Myrkur – Folkesange
Hun har teaset det længe, men nu skulle den være god nok. Efter en veloverstået fødsel, barsler Myrkur nu endelig med en samling nordiske Folkesange. Der er ingen dato endnu, men mon ikke der lander et album i løbet af foråret? Så find din nyckelharpa frem i en fart, og vi ses i skoven.
Sepultura – Quadra
At legendariske Sepultura overhovedet skulle have relevans uden nogen af Cavalera-brødrene, var vi nok mange, der tvivlede på i sin tid, men anført af forsanger Derrick Green har de alligevel formået at holde skruen i vandet. De to singler fra deres kommende album, Quadra, de indtil videre har lagt op, tyder på, at der er noget rigtig godt på vej. Quadra udkommer 7. februar.
Suicide Silence - ?
Siden Mitch Luckners dødsulykke har tjansen som forsanger i Suicide Silence været varetaget af Eddie Hermida fra All Shall Perish. Men om deres fans kan tilgive ham hans smag i piger, det nye logo og det infamøse "tee-hee", må tiden vise.