Top tre: Christian Søndergaard
Så vidt jeg kan læse mig til, har rigtig mange mennesker været rigtig begejstrede for rigtig mange udgivelser i 2019. Godt for dem. Mig er det gået anderledes; anmeldergerningen har været nærig med snapsene, og har samtidig set min egen ønskeliste vokse sig alenlang i årets løb. Jeg har for eksempel det meste af Múspellzheimrs diskografi stående derhjemme – den anmeldelse blev dyr – men har kun lyttet den igennem 2-3 gange. Med det sagt, så har der stadig været nogle soleklare valg til indeværende top 3.
Danske udgivelser:
3. Hadron - Hadron
Fynboernes selvtitulerede debut var én af årets store overraskelser. Det er respektabelt at levere en autentisklydende omgang retro-doom, hvilket mange da også gør, men Hadron har meget mere kørende end nostalgi. Bortset fra de sædvanlige kvalitetstegn (riffs, naturligvis) har gutterne et absolut fremragende øre for dynamik, og selvom musikken ikke virker progressiv, står sangene ikke stille på noget tidspunkt trods spilletider på fem-syv minutter. Endelig giver forsanger Twistmann en meget gribende præstation med en fornem doom-stemme, fyldt med vibrerende dramatik. Herlig debut.
2. Baest - Venenum
Venenum er, naturligvis, et nærmest uafbrudt Blodbad. Det er heller ikke svært at pege på hovedårsagerne til Venenums succes, så længe man har fingre nok: Voldelige riffs, tydelige og velfraserede growls, ubønhørlige beats, flittig vekslen mellem urokkelig tyngde og ustandselig acceleration, absolut lækkert lead-arbejde og otte numre med hver sin særskilte karakter. Venenum kom mindre end tolv måneder efter Danse Macabre, men det er ikke lyden af hastværk. Det er lyden af et band, der holder blæsebælgen og hammeren i gang på femte år uden syn af træthed.
1. Orm - Ir
Jeg var perpleks, da jeg så, at Ir ville bestå af to sange; hver tolv tommer lang. Jeg var ikke som sådan nervøs for, at Orm ville gabe over mere, end et mytologisk uhyre ville kunne sluge, men det var svært at forudse præcis, hvad de ville gabe over. Ir bygger på den samme klippefaste barskhed, som Orm gjorde, men begge numre spænder væsentligt bredere i stemning end debuten. Orm tager i øvrigt god tid til at bygge numrene op, hvilket jeg normalt hader, men på nuværende tidspunkt kan gutterne gøre, hvad de vil. Når et album indledes som Orm gør på "Klippens Lyse Hal", ved man, at det bliver storartet.
Internationale Udgivelser
3. Immortal Bird - Thrive on Neglect
Der er mange grupper, der bruger dissonans i deres musik, og også mange grupper, der skaber noget særligt og meningsfyldt. Immortal Bird skaber imidlertid noget særligt særligt, da deres dissonans skaber skiftende indtryk af vrede, desperation, forvirring og følelsesløshed med umådelig tydelighed. Dette blandes med glimt af noget lettere genkendeligt; navnlig på midterstykket, Avolition, som er en seriøs kandidat til årets sang. Midt i det hele står Amitays raspende growls, som stadig er blandt de bedste, jeg har hørt i år. Det tog lang tid at lære Thrive on Neglect at kende, men det har været et ganske enestående bekendtskab.
2. Helevorn - Aamamata
Selvom jeg anmeldte Aamamata allerede i februar, er der ikke gået en måned uden jeg har lyttet til det. Spaniernes tilgang til melodisk dødsdoom er først og fremmest eventyrlig, blandt andet takket være gruppens åbenbare inspiration fra middelhavets sørejser. Melankolsk skønhed er et nøglebegreb i stilarten, og Helevorn skaber dette i overflod ved hjælp af fremragende sangskrivning og lette symfoniske tilføjelser. Forsanger Brunet skifter mellem en klar, ren vokal og sjældent følelsesfulde growls, alt sammen oven på kæmpemæssige guitarakkorder. En af mine større fortrydelser i 2019 er, at jeg ikke har skabt tid til at dykke ned i Helevorns diskografi, for deres tidligere plader har vakt stor begejstring hos andre, og det er jeg sikker på de også vil hos mig.
1. Idle Hands - Mana
Stik imod mine normale præferencer er årets album ikke fyldt med pisseoffensive riffs. Det er heller ikke et album af knusende tyngde eller pompøst epos. Mana er noget andet; et personligt – måske endda egocentreret – album, hvor gotisk rock møder heavy metal. Hvert enkelt vers, hver enkel bro og hvert enkelt omkvæd er uendelig ørehængende og uendelig dystert, ikke mindst takket være Gabriel Francos mørke tenor. Vokalen er virkelig omdrejningspunktet i musikken, og Franco leverer et sublimt arbejde albummet ud. Det siger en del, at jeg har sunget alle sangene i tide og utide. Jeg plejede endda dagligt at synge førstesinglen, Give Me to the Night, for min dengang 5½-måneder gamle søn, og han smilede stort hver eneste gang. Mana er et album, som ikke kommer til at samle støv blot fordi 2019 bliver afløst af 2020, ej heller af nogen anden årsag.