Top-3: Tommy Mikkelsen 2024
TOP-3
Endnu et år fuld af dejlig musik...
Den allerførste gang
2024 blev et år fyldt med skelsættende øjeblikke – nogle triumferende, andre meget mindre heldige.
1) Jeg nedkæmpede min modvilje mod skaldyr og indtog en kammusling uden at miste kontrollen over mavesækken.
2) Mine naboer blev forkælet med et luftguitar-show af olympiske proportioner – desværre uden persienner trukket for. En 40-minutters koncert, som jeg stadig skammer mig over, men som de næppe glemmer.
3) Jeg tog frivilligt en plads i min datters klasses forældreråd.
4) Jeg smadrede en vase til 3.000 kroner i et desperat forsøg på at bevise, at jeg i et tidligere liv havde været jonglør. Det viser sig, at det ikke var sandt.
5) Jeg mødte op på arbejde iført min kones bukser. Resultat? En historisk stram bagdel og flere blikke, end jeg nogensinde har fået på kontoret.
Men midt i kaosset nåede jeg også at dykke ned i en overvældende mængde musik – 627 albummer frem til den 7. december, for at være præcis. Ud af denne hær af plader udmærkede seks sig som årets absolutte højdepunkter, sikke et år;
Danske udgivelser
3. plads: Mea Culpa – The Four Parts Of the Earth
"Mere Culpa, tak!" Sådan åbnede jeg min oprindelige anmeldelse af The Four Parts of the Earth, og her knap et år senere står jeg stadig ved den udmelding. Det tog blot 19 dage i 2024 for Mea Culpa at sikre sig en plads på min årsliste – og så med en EP. Det i sig selv er en præstation, der er værd at hæve et øjenbryn for. Sjældent har jeg hørt så selvsikker og groove-drevet metal inden for Danmarks grænser, og det er næsten absurd imponerende, når man tænker på, at bandet kun har fem år på bagen. Åbningsnummeret ”Horsemen” leverer en lyd, der føles, som om apokalypsen banker direkte på din hoveddør. Du har to valg: Hold døren lukket og gem dig, eller åbn op og omfavn kaosset. Jeg anbefaler klart det sidste. At en EP kan kæmpe sig vej til min årsliste blandt fuldlængdealbums, siger alt om, hvor stærk denne udgivelse er. Hold øje med disse gutter.
2. plads: Withering Surface – Exit Plan
Selvom Withering Surface har gennemgået en del ændringer i deres line-up, har det på ingen måde hæmmet deres kreative momentum – tværtimod. Opfølgeren til Meet Your Maker er en stærk udgivelse, der virkelig cementerer bandets plads i dansk melo-død. Man kunne næsten tro, at bandet har ladet sig inspirere af den gamle bryllupstradition: noget gammelt, noget nyt, noget lånt og noget blåt. Deres lyd trækker på nostalgien fra 90’ernes In Flames, låner moderne elementer fra Soilwork, og tilføjer deres egen kant med et mørkt og melankolsk præg. Resultatet? Et album fyldt med fængende riffs, en solid produktion og Michael Hvolgaard Andersens raspende vokal, der føjer en dyster, men personlig dimension til helheden. Exit Plan er en uhyre stærk udgivelse, som kun har forbedret danskernes farverige diskografi.
1. plads – Iotunn – Kinship
Nogle gange kan for meget af det gode blive en udfordring – tænk bare på chokolade, hvor grænsen hurtigt kan nås. Men Kinship er undtagelsen, der bekræfter reglen. Her er der ingen øvre grænse for nydelse; Iotunn serverer en overflod af uimodståelige riffs, storslåede kompositioner og alt det, en sand metalfan kunne drømme om. ”Earth to Sky” endte med at være mit mest spillede danske nummer i år – en fejring af melodi, intensitet og perfekt udført ambition. Og så er der åbneren, Kinship Elegiac, der er så voldsomt medrivende og grandios, at den næsten efterlader en stakåndet. Jeg er ærligt talt blæst fuldstændigt bagover af Iotunns opfølger til Access All Worlds. Var den sidste plade god? Selvfølgelig. Men den her? Den er i en helt anden liga. Faktisk er udgivelsen så stærk, at den ville snuppe en plads i min top-3, selv hvis jeg kun tog internationale albums i betragtning. Kæmpe cadeau til Iotunn og tak for et fantastisk album!
Boblere:
Thus – The Terminal Condition of Existence
Internationale udgivelser
3. plads - In Vain – Solemn
Jeg har længe syntes, at In Vain har været som den der lidt skæve onkel til familiefesten – den, der altid har en vanvittig historie og kan spille på alle instrumenter, men som ingen rigtig lægger mærke til, fordi alle er for optaget af buffeten. Thomas Eje måske? Jeg håber dog, Solemn har gjort, at flere har fået øjnene op for dem. Med en fantastisk kombination af black, progressiv og melodisk dødsmetal samt et arsenal af instrumenter som violin, trompet, saxofon, trækbasun og cello, bliver intet holdt tilbage. Det er storslået, dynamisk og dristigt – og i sandhed en metaloplevelse, der nægter at kigge i bakspejlet og i stedet konstant jagter noget nyt og revolutionerende. Og det har jeg sgu stor respekt for.
2. plads – Dödsrit – Nocturnal Will
Det er (heldigvis) ikke altid, at vi anmeldere ser ens på tingene. Nocturnal Will endte som min mest spillede plade i år, selvom vi blot kvitterede med syv kranier, og det er med god grund. Den melodiske black metal tilsat lidt crust punk er en sand kærlighedserklæring til guitarens guddommelige kræfter, og jeg får stadigvæk den dag i dag kuldegysninger, når jeg hører de gudeskønne riffs på ny. Nocturnal Will inviterer dig ikke blot indenfor dens hjem, den serverer også maden for dig og takker dig for besøget. Den værdsætter din tid og lader oftest musikken stå vokalløs – for den er sikker på, at du nok skal blive bevæget alligevel. Og det har svenskerne fuldstændig ret i – Nocturnal Will bliver ikke glemt foreløbigt.
1. plads – Cistvaen – At Light’s Demise
Jeg troede, at Opeth skulle tage kronen i år. Det var næsten som at lægge pengene på den mest erfarne hest i løbet, men nej. Den snublede før målstregen, og jeg må indrømme, at deres udgivelse efterlod mig i vildrede. Jeg forstod ikke folks reaktion og hypen, punktum. ”Jeg må være blevet gammel”, tænkte jeg. I stedet blev det en debuttitel, der trådte frem fra tågerne og snuppede sejren – og hvilken debut! Engelske Cistvaen med deres mageløse At Light’s Demise. Det her album… det er ikke bare musik, det er en oplevelse. Det ramte mig på en måde, få udgivelser formår – med en rå oprigtighed og en følelsesmæssig dybde, der får hårene til at rejse sig på armene. De komplekse strukturer føles som labyrinter, hvor hver passage fører dig dybere ind i mørket. De desperate skrig og de smukke akustiske øjeblikke står som lys og skygge, der tilsammen maler en perfekt kulisse til en regnfuld efterårsaften med en kold øl i hånden, hvor dagdrømmeri bliver hverdag. Jeg er sikker på, at vi kommer til at høre mere fra Cistvaen – og de må gerne give sig god tid. Skiven her, skal nok holde mig og mine little grey cells muntre imens.
Boblere:
Orden Ogan – The Order Of Fear
Kanonenfieber – Dir Urkatastrophe
Labyrinthus Stellarum – Vortex of the Worlds
Og med disse ord ønsker jeg en glædelig jul og et godt nytår til alle.