Top-3: Søren Højer Larsen 2024
Progressiv 70’erdød og progressiv 70’erblack? Klart ...
Her i 2020’erne har jeg, Heavymetal.dk’s ældste skriverkarl, ofte og ganske stereotypt klaget over manglende kvalitet i den enorme strøm af nye udgivelser. Vist har der været undtagelser, der hovedsageligt bekræftede reglen, der var bare alt for få af dem. Men jeg skal da love for, at denne gamle anmelder synger en anden sang i år. For her i 2024 er listen af kandidater til mine to top-3’ere alenlang. Selvom jeg ikke har været i tvivl om etterne på hverken den danske eller den internationale liste, har det givet alvorlige hovedbrud at vælge de andre pladser. Årets Spotify-playliste er dermed blevet lidt af en mastodont.
Danske udgivelser
3. plads: (0) – KNÆK.MØRKE.MOD.LYS
’Vredt’, ’organisk’, ’melankolsk’, ’levende’. Det var nogle af de ord, jeg selv satte på (0)’s album nummer to, KNÆK.MØRKE.MOD.LYS. Det album er en sand tour de force rundt i progressiv, sludget og atmosfærisk black(-agtig) metal, hvor det hele tiden føles, som om der virkelig er meget på spil. Ført an af Frederik Bjørn Jensens forrygende vokal leverer hele bandet (næsten) hele vejen stemninger, riffs og grooves af høj klasse. Det er ikke just en optimistisk, opløftende omgang, men sjældent har udbasunering af dommedag lydt så godt – det er lige, inden man ser frem til den i selskab med (0).
2. plads: Horned Almighty – Contagion Zero
Smagen af dommedag fik vi også på Horned Almightys perverterede version af Jesu liv og levned på Contagion Zero. Sjældent har veteranerne fra den danske black-scene lyd så godt, og det uden at miste deres velkendte raseri. Det er, som om emnet har inspireret dem til at give alting et løft, for riffs, produktion, tekster, ja, alting er i topklasse. ’Der er faktisk ikke et kedeligt moment på dette forrygende album’, skrev jeg tilbage i juli på vej på sommerferie. Det er der stadig ikke her, hvor julen står for døren, og Horned Almighty ganske passende hjælper os med at læse juleevangeliet på den helt rigtige måde.
1. plads: Solbrud – IIII
23. november 2023. Det var reelt set den dag, nummer et på den her liste blev valgt. At høre hele Solbruds fjerde album, IIII, brage ud af Flemming Rasmussens kæmpehøjtalere i Sweet Silence-studiet var nemlig en oplevelse, jeg sent vil glemme. Især når det foregik i selskab med en entusiastisk producerlegende og fire gennemført flinke, ydmyge, men samtidigt forståeligt stolte musikere. Da albummet endelig udkom et par måneder senere, og man smed vinylen på høvlen, blev det bekræftet, at Solbruds svanesang IIII er en kæmpe udgivelse, hvor hvert bandmedlem rakte umådeligt højt, men aldrig knækkede nakken. ’Det er svært ikke at få den tanke, at årets album er udkommet allerede i årets anden måned’, skrev jeg profetisk i min anmeldelse. Selvom det sker ret ofte, så er det jo altid dejligt at få ret.
Boblere:
Igen i år leverede den danske scene masser af fede udgivelser: Steel Inferno mindede mig atter en gang om, hvorfor jeg begyndte at elske metal i starten af 1980’erne. Offernat lyder stadig som ingen andre på den danske scene. Wacken Metal Battle-vinderne Thus viste, at kompleksitet og cathiness ikke behøver at være hinandens modsætninger. Iotunn lavede en af årets bedste albumlukkere med den ikke just mundrette ”The Anguished Ethereal”. Mother of All fortjener omtale alene på grund af deres optræden på Copenhagen Metal Fest, men deres 2024-udspil var også en fornøjelse. Veteranerne fra Strychnos udgav endnu en medrivende omgang blackened død, og på falderebet fik vi sågar en solid omgang doom fra Alkymist. Alle sammen fra bundsolide til virkelig gode udspil, der fortjener en plads på 2024-playlisten.
Internationale udgivelser
I de senere år er det især den internationale metalscene, der ikke har leveret så meget af det, jeg eftersøger. Men jeg skal da love for, at 2024 har været en lang optur. Så meget, at en mindre tilpasning af formatet er blevet nødvendig.
3. plads: DELT: Austere – Beneath the Threshold / DOOL – The Shape of Fluidity
Kald mig bare vægelsindet, ubeslutsom, regelbryder eller det, der er værre, for vi lægger ud med en delt tredjeplads. Problemet er, at jeg nu i månedsvis har skamhørt begge de to albummer her fra Austere og Dool, men jeg kan stadigvæk ikke vælge mellem dem. Melodisk, depressiv black fra Australien går dermed hånd i hånd med hollandsk post- hard rock doomy metal, hvilket måske er meget naturligt, når de udkom på samme pladeselskab, tyske Prophecy Productions. ’Følelsesladede og virkelig hårdtslående’ skrev vores anmelder om sangene på The Shape of Fluidity. Et yderst rammende udsagn, der sjovt nok også passer perfekt på Beneath the Threshold. Jeg skammer mig derfor på ingen måde over at sætte disse to fantastiske udgivelser sammen her på tredjepladsen. Hør dem begge, og nyd, hvor smuk og rørende metal kan være, men på to helt forskellige måder.
2. plads: Ante-Inferno – Death’s Soliloquy
’Man kan … aldrig slappe helt af, mens man lytter til dette album’, advarede jeg for bare et par uger siden om Ante-Infernos tredje studiealbum. Det skyldes, at bedst som man er klar til at blive opslugt af englændernes atmosfæriske black metal, rives man ud af stemningen med ubeherskede brøl, smadrede riffs eller det, der er bedre. Det er en sindsoprivende oplevelse og endnu et eksempel på, at blackmetallen kan så meget mere end de fleste andre metalgenrer. Noget tyder dog på, at dødsmetallen ikke overgiver sig så let …
1. plads: Blood Incantation – Absolute Elsewhere
Fra første minut af det her album måtte jeg fuldstændigt overgive mig, og jeg er kun blevet endnu mere begejstret siden. Så meget, at jeg nok må erkende, at den 9/10’er, jeg gav til Blood Incantation, var et kranie for lidt, for Absolute Elsewhere er et vaskeægte mesterværk. Sådan her laver man moderne, progressiv metal (død eller ej), og nu tre måneder efter albummet udkom, går der stadig ikke en dag, hvor jeg ikke har lyst til at sætte det på. De amerikanske genrenedbrydere har nu (endelig) fundet frem til deres ultimative udtryk: at kombinere teknisk og brutal dødsmetal med ambient og progressiv 70’errock som ingen andre. Resultatet er en milepæl.
Boblere:
I et år, hvor både Priest og Saxon udgav ’godkendte-men-heller-ikke-mere’ plader, blev det endnu mere tydeligt, hvor fede Satan stadig er, og heller ikke med Songs In Crimson kunne de finde ud af at lave et bare gennemsnitligt album. Gaerea ramte mig for første gang lige i hjertekulen med deres fjerde langspiller, Coma. Et fantastisk album, hvor portugisernes ekstreme udtryk kombineres med melodisk tæft, som gjorde det hele mere nærværende. Zeal & Ardor har for mig aldrig været et albumband. De er derimod et fuldstændigt genialt liveband, og uanset hvad man ellers mener om deres albummer, er der forrygende numre på dem alle. Det er der også på ellers udskældte Greif. Z&A hører næppe til på blackscenen længere; den var ellers fantastisk godt kørende i år: Især Winterfylleth, Verwoed, Aristarchos, Spectral Wound og Aara har sat deres spor her, hvor 2024 skal gøres op.
Årets koncert
Inden vi runder helt af med et link til playlisten, skal vi lige kigge lidt på koncertåret 2024. Jeg har nemlig set 58 bands spille 64 koncerter i år og skrevet om 55 af dem her på Heavymetal.dk. 2024 har dermed været et travlt år, men på trods af et forholdsvis lunkent Copenhell har det også været aldeles fremragende på koncertfronten. Det skyldes ikke mindst to andre festivaler, nemlig Fortress Festival i Scarborough og Copenhagen Metal Fest. At vælge den bedste oplevelse har været lidt af en udfordring, som man måske kan forstå af det følgende: At opleve Sunken spille foran mere end 1.000 kræsne blackfans i England; at blive sjakshamrende gennemblødt til Orm på Hades; blive blæst bagover af Mother of All og Thus til CMF 2024; endnu en gang at få bekræftet, at Opeth er et latterligt godt liveband; endelig at få lov til at opleve selveste Satan på en scene; og så ikke mindst at være vidne til Pretty Maids’ genopståen var alle uforglemmelige oplevelser. Der var endda mange, mange flere. Alligevel er der én koncert, der står klarere i min hukommelse end alle de andre, og det er Solbrud, som i DR Koncerthuset leverede endnu en mirakuløs dansk blackoplevelse i landets mest imponerende koncertsal. At det så var deres sidste optræden i København nogensinde*, gør ikke oplevelsen mindre.
Det bliver umådelig svært for 2025 at leve op til alt det vi blev forkælet med her i 2024…
*) I hvert fald indtil deres forventede reunionkoncert i det nyindviede Ungdomshus i Husum i 2034.