Top 3 - Kent Lillelund 2023
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget
2023 var egentlig ikke et specielt fantastisk år, når man tænker over det. Krigen i Ukraine er stadig i gang, men har en spænding som nepalesisk yakhyrdning, krigen mellem Israel og Hamas virker efterhånden mere som et eksperiment i, hvem der kan begå flest krigsforbrydelser, uden der for alvor er konsekvenser, og nåh ja, så hamrer vi stadig ufortrødent kuliltesøm en masse i den 510 millioner kvadratkilometer store kiste, som vi populært kalder Jorden. Alt i alt en fantastisk præstation i benægtelse af selvmord, trods vi allerede har fæstnet rebet og lagt det om halsen. Og håbede man på noget politisk indgriben, ja så kan man spørge sig selv, hvor meget tiltro man egentlig har til at SVM-regeringen kan bygge noget op, som ikke smuldrer mellem hænderne og efterlader et spor af elendighed og klamphuggeri. Musikalsk virker det dog til, at al elendigheden har haft en positiv indflydelse med et glimrende udvalg af fremragende udgivelser – i hvert fald internationalt – herhjemme har der været måske fem udgivelser, der var værd at råbe hurra for.
Årets danske udgivelser
3. Plads: Oxx - The Primordial Blues
At lave stemningsmusik til nedsmeltning af sindets atomreaktor er en meget nichet ting at gøre, men ikke desto mindre var det det, Oxx gjorde, da de udgav The Primordial Blues tilbage i august. I et formidabelt virvar af kaotisk mathcore kranieknusende sludge, stresslaxende post-metal og vanvittig jazz begav den aarhusianske trio sig ud i sindslidelsernes afkroge. Jeg var begejstret, min imaginære ven var begejstret, ja, selv spændetrøjen var begejstret. Psykiateren var måske lidt misfornøjet, men hvem gider også lytte til ham? Oxx er meget bedre.
2. Plads: Eyes - Congratulations
Fra et kaotisk band til et andet. Eyes er muligvis Danmarks bedste hardcore band, og med Congratulations eliminerede de 90 procent af tvivlerne. Udsagnet om “den svære toer” blev brændt på bålet, og Eyes præsterede endnu en gang at demonstrere, hvor faretruende tæt på hinanden galskab og genialitet er. I Eyes’ tilfælde er Venn-diagrammet over de to egentlig en cirkel. Så tag dit nyudskrevne psykofarmaka, sælg det til en flok teenagere og rasér de 9000 tons hvidt bullshit, som ligger udenfor, med din nyindkøbte flammekaster.
1. Plads: Kold - Intet Mere Er
Apropos ane og kulde, så blev forårets komme i den grad sat på pause, da Kold udgav Intet Mere Er. Et storladent bundfrossent værk, som indbød alle vildfarne sjæle til at lægge sig ned i den nærmeste snedrive og bare vente på, at Kong Vinter gav dem den evige hviles fred. Der var alt, hvad du overhovedet kunne drømme om, hvis du kan lide din metal iskold, sort og propfyldt med atmosfære. Og inden du spørger dig selv, om pladen virkelig var så god, så smæk den da lige på, kig ud af vinduet og fortæl mig, om landskabet ikke er mere tiltrækkende end sengen mandag morgen.
Boblere:
- Genocide Doctrine – Sleepers
- Taagefanger – Ostara
- Carbon Tomb – Carbon Tomb
Årets internationale udgivelser
3. Plads: Oromet – Oromet
Nu hvor planeten er ved at gå i graven, hvad kunne så være et bedre musikalsk akkompagnement end episk funeral doom? Oromet og deres selvbetitlede debut er et fænomenalt bevis på, at selvom sorgen kan være knusende som en isbryder, så holdes hovedet højt, og vi mindes alle de storslåede stunder og drabelige kampe, som årene har budt på. Så los de flæbemikler til Bell Witch ud til højre, kløv en masse brænde og giv så jordkloden det kæmpe begravelsesbål, som planeten trods alt har tjent. Oromet står med sværdet hævet, tårerne trillende ned ad kinderne og synger Jorden ud i al sin storslåethed.
2. Plads: Gravesend - Gowanus Death Stomp
Det er dog ikke kun positive ting, der er at sige om vores planet. I en tjærepøl af grindcore og war metal spyttede Gravesends Gowanus Death Stomp lytterne i hovedet og trak os igennem et sandt rædselskabinet af metropolernes modbydelige underverden og sygelige skyggesider. Da George Orwell i klassikeren 1984 skrev ordene: “If you want a picture of the future, imagine a boot stamping on a human face – forever", var der ingen, der vidste hvilken fremtid eller hvilken slags støvle. Svaret kender vi dog i 2023. Den dystopiske fremtid er nu, og støvlen i vores ansigt det er Gravesend. Og Jesus Kristus udtværet som et kødkridt på Grædemuren, de stamper hårdt.
1. Plads: Gridlink - Coronet Juniper
I en anden form for fremtid finder vi Gridlink og deres fuldstændig latterligt formidable mesterværk Coronet Juniper. Det er grindcore, som kommer rundt i alle genrens tekniske og melodiske facetter samtidig med, at alt er skruet op på 11 og baldrer derudaf i bedste gundams anime laserstrålehelvede-stil. Det er perfektion serveret med samme elegance og hastighed som Shanghais magnettog. Er man til grindcore, så er Coronet Juniper på ingen måde til at komme udenom. Ligesom kvintettens foregående plade Longhena var 10’ernes bedste grind-plade, så vil jeg næsten garantere, at Coronet Juniper kommer til at stå som et monument for 20’ernes grind. At pladen så både kommer efter ni års pause og kommer til at stå som Gridlinks svanesang, tilføjer kun til, hvor helt igennem hjernesmeltende imponerende denne plade er.
Boblere:
- Closet Witch – Chiaroscuro
- Profane Order – One Nightmare Unto Another
- Necroticgorebeast – Repugnant