Top-3: Jonathan Pichard 2024
2024 var for alvor året, der satte Frankrig på metallandkortet!
2024 – sikke et år! Når jeg kigger tilbage på de mange bands, der har udgivet musik i år, så er vi så tæt på, hvad jeg vil betegne som en jackpot. Det er blot en håndfuld af mine favoritbands, der ikke har udgivet noget i år, og alt tyder på, de udgiver ting i starten af næste år – halleluja!
Både 2022 og 2023 fik en masse skældsord med på vejen, det var to sorte (og ikke på den fede måde) og triste år med få lyspunkter. Heldigvis så viste det sig, at 2024 var året, hvor der endeligt, for alvor, skete noget spændende i metallens verden. Det blev året, hvor jeg toppede min personlige anmeldelsesrekord; trods en ide om det modsatte så blev det til 130 anmeldelser – forhåbentligt ikke en rekord, jeg slår igen til næste år. Men det blev også året, hvor jeg – for første gang siden 2021 – gav et album den magiske karakter 10/10. Det blev så også første gang i årevis, at jeg gav et album 1/10, men der skal jo være balance i regnskabet. Det skal dog siges, at selvom metallen på internationalt plan virkeligt havde fart på i år, så er der altså, desværre, tale om endnu et år, hvor det, som den danske metalscene tilbød, ikke rigtigt var noget, der tiltalte mig. Så hvor det var tæt på at være umuligt at vælge blot tre internationale udgivelser, var det markant lettere at vælge de tre danske – desværre. Måske bliver det anderledes i 2025. Det må tiden vise.
Danske Udgivelser
3. plads: Lysbaerer – I: Som et Lys i Natten Må Vi Alle Finde Frelse
Lysbaerer er ganske vist et helt nyt projekt skabt af Thomas Mascagni og Jamie de la Sencerie, men de to er ekstremt ambitiøse og har store planer for netop Lysbaerer. Bandet spiller en deprimerende, atmosfærisk form for black metal med en god sjat post-metal. Man kommer nemt til at tænke på bands som Ellende eller Wiegedood, når man sætter I: Som et Lys i Natten Må Vi Alle Finde Frelse på anlægget, hvilket – rent internationalt – nok ikke er vanvittigt unikt, men i dansk kontekst er der ikke mange bands, der ligefrem repræsenterer denne form for weltschmerzmetal. Så nok er Lysbaerers debut ikke en fejlfri omgang, men potentialet er absolut til stede, og ambitionerne virker ligeså til at være enorme.
2. plads: Lamentari – Ex Umbra in Lucem
Når man tænker på, hvor megen ros, jeg helt generelt har smidt efter Lamentari siden bandets undfangelse i 2020, så skulle man da tro, at deres reelle debut automatisk landede på en førsteplads. Dog er Lamentaris debut deres – indtil videre – svageste udgivelse. Man skal ikke just nærlæse min anmeldelse af Ex Umbra in Lucem for at forstå de fejl og mangler, som albummet nu engang har. Men selv når Lamentari er på deres laveste, så er det – sammenlignet med stort set alt andet, den danske metalscene har præsteret i år – på et utroligt højt niveau. Jeg håber derfor, at bandet lige får fikset de småfejl, de begik her, og vender stærkere tilbage med album nummer to.
1. plads: Solbrud – IIII
Det er egentlig sjovt, for trods min store begejstring for black metal så har jeg aldrig anset mig selv for den helt store Solbrud-fan. Udover Jærtegn fra 2014 så er der ingen af bandets udgivelser, der nogensinde fangede mig sådan rigtigt. Min interesse for IIII var heller aldrig rigtig stor, og i takt med at bandet udgav singler derfra, blev jeg kun mindre og mindre interesseret. Vendepunktet var dog, da jeg – i ro og mag – havde mulighed for virkeligt at fordybe mig i denne mastodont af et album. Først da åbenbarede musikken sig for alvor for mig, og jeg var derfor ikke i tvivl om, at dette ville være det største danske metalalbum i 2024. For dét her, det er ægte, ufortrøden og smertelig kunst. Når man sammenligner det her album med Vemod eller sågar Jærtegn, så virker det nærmest uvirkeligt, at det er det samme band, der står bag – for det her er i en helt anden liga. Det er ikke for at miskreditere tidligere udgivelser, men IIII er bare så meget bedre – og et helt eminent sted at stoppe karrieren, for Solbrud stopper så afgjort på toppen. Så tak for musikken!
Internationale Udgivelser
3. plads: Houle – Ciel cendre et misère noire
2024 var for alvor et år, der stod i den franske melo-blacks tegn, og Houle beviste allerede med deres eponyme EP fra 2022, at de ved præcis, hvordan den slags skal skrues sammen. Med fræsende guitarer, der ikke er bange for at sætte melodien i fokus, en bas, der kræver sin ret, nogle trommer, der kender deres plads, samt Adèle ‘Adsagsona’ Adsas eminente vokal beviser Houle på deres debut, at de er et band, der – virkelig – er værd at holde øje med. Men ydermere cementerer de den forholdsvis unikke lyd, som de allerede præsenterede lytterne for på Houle, og hvis der er noget, der er imponerende, så er det at have en signaturlyd på sin første udgivelse allerede.
2. plads: Griffon – De Republica
Selvom Griffon har lidt flere år på bagen end sine landsmænd Houle, så er De Republica “kun” bandets tredje album, men sikke et album! Hvor bandet tidligere har haft et lyrisk fokus på det antikke og det bibelske, valgte de, at album nummer tre skulle handle om noget mere håndgribeligt, nemlig Frankrig med alt, hvad det indebærer. De Republica serverer derfor sange om alt fra Jean Jaurès over Victor Hugo til diverse revolutioner … ja, der mangler bare en sang om vinbønder og ost, før der for alvor er banko. Igen er guitaren i fokus; det er jo trods alt melo-black, men der, hvor Griffon virkeligt folder sig ud, er, når vokalist Aharon benytter sig af sin clean-vokal, for hold nu op, nogle lunger, den mand har! Det er eminent, og det er ikke for sjov, at “L’Homme du Tarn” er en af mine absolutte favoritsange i 2024!
1. plads: Moisson Livide – Sent Empéri Gascon
Det er lidt over tre år – og hundredvis af anmeldelser – siden, jeg sidst gav et album 10/10. Sidst var det 1914’s fantastiske album Where Fear and Weapons Meet, der fik denne hæder – et album, der var tungt, dystert og generelt grufuldt. Denne gang er det et album, der, vel egentlig, er helt utroligt fjollet og ekstremt selvironisk, der får lov til at blive hædret, nemlig Moisson Livides debutalbum, Sent Empéri Gascon! På papiret burde det her album slet ikke virke: En vinbonde, som spiller folk-metal uden tidligere erfaring med black metal, beslutter sig for at lave et album, der skulle lyde som en kombination af Rhapsody of Fire og Dissection – hvordan skal det nogensinde blive godt? Ja, jeg har ikke et svar på netop dét spørgsmål, men uanset hvad eller hvordan så er det lykkedes manden bag at skabe et fuldstændig perfekt album. Det er et album, der formår at være både ekstremt kompetent og storladent, men også exceptionelt fjollet og helt utroligt fransk på alle måder. Det er, med andre ord, den slags udgivelse, hvor man må konkludere, at nogle gange kan et værk være både galt og genialt – og mit interview med manden bagm, Darkagnan, efterlod mig alt andet end klogere, selvom vintips da altid er noget, jeg sætter pris på. Men hvorom alting er så er det her så afgjort den bedste udgivelse, jeg har hørt i årevis, så merci!
Epilog
Når man har anmeldt hele 126 album, hvoraf cirka de 100 havde noget godt at byde på, så siger det sig selv, at en liste med boblere ville være utroligt lang. Så snup da i stedet en playliste, hvor man blandt andet vil finde Kanonenfieber, Gaerea, Rotting Christ, Steel Inferno, They Came From Visions og Order of Nosferat!